Som afslutning på det kompaktkursus i kirkehistorieskrivning, som jeg i januar afholdt på Ethiopian Graduate School of Theology, skal de studerende skrive deres egen kirkehistorie. De skal anvende de metoder, de har lært, på et emne, de selv vælger, og som helst skal have noget med deres egen kirke eller eget folk at gøre. Det skal så resultere i en større skriftlig opgave, som skal afleveres, når de har brugt de følgende 3 måneder efter kurset på at samle kildemateriale og få det bearbejdet.
De sidste dage på kurset bruger vi til at diskutere de forskellige projekter og give hinanden gode råd. Man må sige, at de studerende ikke er bange for at tage fat på emner, som er kontroversielle og følsomme i dagens etiopiske samfund og kirke. Det er også noget, jeg opmuntrer dem til, fordi jeg mener, at et teologisk uddannelsessted som EGST bl.a. skal tjene kirken ved, at den tør adressere følsomme og omdiskuterede emner og behandle dem så objektivt og sagligt som muligt – i lyset af Skriften.
Er det troen eller etniciteten, der definerer?
En af de studerende, som kommer fra Oromo-folket, har valgt at skrive en opgave, hvor han sammenligner Oromo-folkets traditionelle religion, Waqeffanna, med evangelisk kristendom.
Han tager udgangspunkt i det specielle forhold, at hvor man for 50 og 100 år siden helt vendte ryggen til Waqeffanna, når man blev evangelisk kristen – og oplevede det at blive kristen som en befrielse fra sin religiøse fortid – så søger flere og flere i dag at kombinere Waqeffanna og evangelisk kristendom.
Der er ovenikøbet ledere i kirken, som helt åbent deltager i nogle Waqeffanna-fester, især den vigtige Irreecha-fest, som fejres i september/oktober efter det etiopiske nytår for at takke Waaqa (Gud på Oromo-sproget) for de velsignelser og den nåde, man har modtaget gennem det foregående år.
Dette skifte i holdningen til Waqeffanna hænger sammen med, at vi de sidste årtier har oplevet en øget bevidsthed om sin egen kultur og sit eget sprog blandt Etiopiens mange folk – og hos Etiopiens største folk, oromoerne, er det netop kommet til udtryk gennem en genoplivning af den gamle Oromo-religion, Waqeffanna.
Da denne øgede kulturelle bevidsthed kan hænge sammen med et ønske om større selvstændighed, måske ligefrem løsrivelse fra resten af Etiopien, er der også politisk sprængstof i emnet.
Den pågældende studerende vil i sin opgave argumentere for, at der er helt grundlæggende forskelle mellem Waqeffanna og kristendommen, og at evangeliske kristne helt skal afstå fra at deltage i Waqeffannas fester og ritualer.
Da han fremlagde sin opgave i klassen, var det imidlertid tydeligt, at ikke alle de andre studenter var enig med ham heri. Nogle af de andre, som også tilhørte Oromo-folket, mente, at han i stedet for udelukkende at se på forskellene skulle gå ud fra de mange ligheder, de mener, der er mellem Waqeffanna og kristendommen.
Vi kan godt stille spørgsmål
Disse spørgsmål kommer kirken uden tvivl til at arbejde meget med i de kommende år. Her skal vi udlændinge ikke komme med vores færdige svar. Men vi kan stille spørgsmål – og det skal vi gøre, også som undervisere på de teologiske uddannelsessteder.
Overordnet set handler det om, hvor meget af ens tidligere kulturelle og religiøse bagage, man kan tage med sig, når man bliver kristen. Og konkret er det især spørgsmålet, om Waqeffanna er forbundet med en ikke-kristen åndeverden, som man kommer i kontakt med i forbindelse med de religiøse ritualer og fester.
Men et meget afgørende spørgsmål er også, hvor den enkelte har sin vigtigste identitet: Er det som kristen, eller er det i forhold til den etniske gruppe, man tilhører?
Det kan i næste omgang få konsekvenser for Etiopiens fremtid.
I næste blog-indlæg, “Trosforsvar på etiopisk” skal vi møde en forsker på EGST, som tager denne udfordring op i sin ph.d.-afhandling.
