Klumme 10 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, lærer og rejsepræst på Dansk Bibel-Institut
En personlig og en teologisk krise
I dag har han det godt. Han er gift og har to børn. Han har taget en uddannelse på lærerseminarium og arbejder som lærer med den intense arbejdsdag, som det medfører. For 10 år siden var han hærget af en bipolar lidelse med et depressivt stemningsleje og et manisk tankemylder. 18 gange på halvandet år røg han ind i et mørke af 1-2 ugers varighed, og det satte ham og alle hans nærmestes liv på pause.
Jeg ved, hvad jeg taler om, for det handler om min søn, som i dag lever med en velreguleret sygdom, men som dengang i perioder var helt ude ved kanten af, hvad et menneske kan bære. Når jeg cykler på en bestemt vej i dag, så husker min krop stadig den ulidelige smerte, det var at besøge ham på hospitalsstuen og hjælpeløsheden ved at efterlade ham der en time efter. Når orgelet i kirken spiller bestemte salmer, så husker min krop stadig det mørke, som også satte sig i vores sind. Der er mange, der har gennemlevet det, der er værre end det, min kone og jeg oplevede for 10 år siden. Men for os er det i vores erindring én lang dyb krise.
I nogenlunde samme periode havnede DBI i en teologisk krise, som handlede om uenighed om, hvordan vi skal sammentænke Bibelens vidnesbyrd om Guds forsyn i forhold til det onde, som sker i verden. Efter en række samtaler om det i lærergruppen havnede vi i to forskellige positioner med en række mellempositioner, og det samme skete i den daværende styrelse og i DBI’s bagland. De fleste teologiske diskussioner og uenigheder i DBI’s historie blev afgjort i forrige årtusinde. Men i min rektortid poppede pludselig en uenighed op, som jeg ikke havde set komme, og som nær havde delt DBI i to nogenlunde lige store halvdele. Med fatale følger for DBI’s fremtid.
Uenigheden
Måske er det lettest for mig at forklare uenigheden ved at fremhæve to forskellige tolkninger af Jobs bog, kap. 1-2. Det er jo svært at præsentere uenigheden, så alle oplever, at den rammer plet, for jeg er jo selv en del af den daværende debat og står ikke i en neutral mellemposition. Men nu forsøger jeg altså.
Indledningen til Jobs bog fortæller om en diskussion i den usynlige verden, hvor Gud fremhæver sin tjener Jobs gudfrygtighed, mens Satan anklager Job og siger, at han kun er gudfrygtig, fordi han har det så godt og er så velstående. Gud tillader da Satan at ramme Job med ulykker og senere også at ramme Job på sit helbred. Onde mennesker og konkrete naturkatastrofer bliver Satans redskab, men Gud er den, som tillader det, som sker, og som hele tiden sætter en grænse for det.
Da Job har mistet alt, siger han de berømte ord: Herren gav, Herren tog (1,21) og senere: Tager vi imod det gode fra Gud, skal vi også tage imod det onde (2,10). Her siger Job, at dybest set er det Gud, som står bag og virker alt i Jobs liv, både ondt og godt.
Nu kommer de to tolkninger. Den første er, at Gud virker det gode, men aldrig det onde i et menneskes liv. Det onde stammer fra Djævelen og onde mennesker og fra syndefaldets konsekvenser. Skal vi inddrage Gud, må vi bruge udtrykket, at Gud i al sin uforklarlighed tillader det onde. Job siger ganske vist noget andet, men her udtrykker han ikke Guds åbenbaring, men sin egen fejlagtige forståelse.
Den anden tolkning går ud på, at teksten indeholder et paradoks, som findes overalt i skriften, når det drejer sig om Guds vilje i forhold til det onde. Gud er ikke årsag til det onde, som der står i Jak 1,13. Men eftersom det er Gud, som skaber og opretholder alt i verden, er det dybest set Gud, der virker alt. Derfor kan Job sige: Herren tog, og at vi skal modtage også det onde fra Guds hånd. I Job 42,7 siger Herren selv: I har ikke talt sandt om mig, som min tjener Job har gjort.
Når diskussionen blev så følsom, skyldes det blandt andet, at tolkning nr. 1 ikke accepterer paradokset i, at Gud ikke er årsag til det onde, men samtidig er subjekt for alt det, som sker, godt og ondt. Derfor fandt man, at tolkning nr. 2 i sin essens var ”monistisk”: Gud er både god og ond. Til gengæld sagde tolkning nr. 2, at hvis ikke Gud er den, der virker alt, men kun noget af det, der sker i tilværelsen, så er der områder af vores liv, som ikke er underlagt Guds styre og forsyn. Så er vi på visse områder i livet i Satans eller tilfældighedernes vold.
Hele debatten er offentliggjort i en række artikler, som DBI-tilknyttede lærere og andre har skrevet i et særnummer af det faglige tidsskrift Theofilos. Her tydeliggøres de to positioner, men der er ikke en konklusion på debatten. Inden for den lutherske bekendelses rammer valgte vi at tillade hinanden at lægge trykket forskelligt, sådan at nogen på DBI vil sige, at Gud tillader, men virker ikke det onde. Andre vil sige, at Gud både tillader og virker det onde, forudsat vi fastholder, at Gud er ikke den yderste årsag til det onde.
Det overordnede princip
Institutionen DBI valgte efter lange og svære drøftelser at fastholde de to forskellige svar på relationen mellem Guds forsyn og det onde. Det overordnede princip var, at eftersom hele den kirkelige tradition fra oldkirken til den lutherske ortodoksi ikke har kunnet afgøre, hvilken tolkning der er sand, så lader vi indtil videre uenigheden stå. Det gør vi faktisk også i andre kontroversielle spørgsmål. I en række andre spørgsmål finder vi, at Bibelen er så entydig, at vi må lægge os fast på en tolkning. Derfor tilslutter vi os fx de tre oldkirkelige bekendelser og de to reformatoriske. Her er en vital ramme for kirkens tro, som vi må holde fast ved. I andre spørgsmål giver vi indtil videre mere foreløbige svar.
Om han tager eller giver
Jeg er selv et midlertidigt og skrøbeligt menneske. Jeg har selv nævnt det mørke, som ramte vores familie for 10 år siden, og som vi stadig bærer med os som en bagage af hjælpeløshed. Jeg hører til dem, som frimodigt synger med på Lina Sandells formuleringer i børnesangen (DDS 49): Om Han tager eller giver, samme fader han dog bliver.
Jeg beder med på en anden af Lina Sandells sange:
Giv mig i dag, o Herre kær,
hvad mig i dag fornødent er,
af lys og mørke, fryd og smerte,
af tungt og let for sind og hjerte!
Gør mig tilfreds med dit behag,
og hvad du giver mig i dag.
(SOS 724).
Det betyder, at jeg selv er havnet i tolkning 2 i forståelsen af Guds vilje og det onde. Jeg gør det med et lyttende og ydmygt sind og med den stykkevise erkendelse (1 Kor 13,12), som hører den nuværende tidsalder til. Om erkendelse og afklaring bliver mulig allerede i dette liv, eller det hører til den fremtid, som venter Guds folk, det må morgendagen vise.
Det overlader jeg til Guds styre og forsyn.
