11. En modkultur til materialismen

Nr. 11 ud af 12 jubilæumsblogs i anledningen af DBI’s 50-års jubilæum

Læs de øvrige blogindlæg her

Af rejsepræst og underviser Børge Haahr Andersen

Høstfesten hjemme i missionshuset var altid en festlig aften. Der var ganske vist en halvlang prædiken, der skulle overstås. Men så var der salg af lodsedler og sodavand til børnene, mens de voksne sad og drak kaffe og mændene tændte deres cigarer, så lugten af kostald helt forsvandt i en tæt cigartåge. Ved høstfesten blev der givet en årsgave til mission. Af én eller anden grund blev det offentliggjort i den lokale avis, Ugeposten, og på den måde kunne hele sognet vide, at når Luthersk Mission holdt høstfest, blev der givet et pænt beløb til mission. Der var dårlige høstår, men fordi Guds rige skulle prioriteres over alt andet, var gavebeløbet til mission stabilt.

En modkultur til materialismen

Guds rige kom på førstepladsen, også når det gjaldt økonomi og gavmildhed. Senere blev det med gavebreve opfundet, sådan at man kunne forpligte sig over ti år og få en pæn skattefordel. Denne ballast fik jeg med fra min opvækst. Da jeg blev 18 år, valgte jeg at tegne mit første gavebrev. Jeg ville gerne fortsætte den tradition, jeg var opdraget i, sådan at jeg gav 10 % af min indkomst til kristent arbejde. Det var enkelt nok, så længe min indkomst var meget beskeden. Men da jeg blev lønmodtager og færdiguddannet, blev det en udfordring. Fordi jeg aldrig har kendt til andet end at leve af de 90 %, der blev tilbage, blev det dog aldrig et økonomisk problem for mig med denne faste tiårige ordning. Tværtimod! Jeg tror, den systematiske gavmildhed har været en god modkultur til det, som har hærget det danske samfund de senere årtier: Materialismen eller det, som i den gamle bibeloversættelse hed have(mere)syge. Ikke at jeg har kunnet undgå materialismens bundethed til det jordiske og dennesidige. Men jeg har hele tiden haft en modgift ved hånden, når de materielle ting kom til at fylde for meget.

Efterhånden er der gået fem årtier, siden jeg begyndte at give systematisk til kristent arbejde. I denne lange periode er danskeres og min egen realløn vokset år for år. I halvfjerdserne og firserne og begyndelsen af halvfemserne voksede budgetterne hos de kristne organisationer, som jeg var tilknyttet. Det betød flere missionærer i udlandet og flere evangelister i Danmark. Mit håb og min bøn var, at mit lille bidrag kunne være en brik i en større sag, Guds riges udbredelse.

De sidste tyve år er danskernes realløn også steget, men gavmildheden til det kristne arbejde er stagneret. Der gives ikke så meget i procenter, som der gjorde, da jeg var barn og ung. Jeg er godt klar over, at jeg her maler med en bred pensel, og jeg rammer forbi nogle af de gavmilde mennesker, der også giver til DBI. Men generelt og statistisk er jeg overbevist om, at jeg har ret. Jeg er selv bange for, at materialismen, have(mere)sygen, har spredt sig og ramt de nye generationer.

Da jeg var helt ung, var jeg med min regelmæssige gavmildhed en medløber i forhold til det kristne ungdomsmiljø, jeg var en del af. Jeg gjorde det, som mine forbilleder og jævnaldrende også gjorde. Siden da er min slags blevet en mere sjælden fugl. Men stadig er det sådan, at det kristne arbejde inden for lutherske vækkelseskredse stadig finansieres af enkeltpersoner, der regelmæssigt giver til de respektive organisationer. Den skattemæssige gevinst ved denne ordning er blevet mindre ved denne ordning end for årtier tilbage. Men stadig er det sådan, at en række kristne eller humanitære organisationer lever af denne organiserede gavmildhed.

At leve af gavmildhed

På DBI er det fx sådan, at økonomien bæres af cirka 1700 mennesker, som giver regelmæssigt til DBI’s arbejde. Mellem 50-100 bliver udskiftet hvert år, og det gør, at vi gør et stort arbejde for at få nye til at melde sig som faste givere. Vores samarbejdspartnere i Norden har forskellige vilkår. Men DBI er ene om kun at leve at enkeltpersoners gavmildhed. MF i Aarhus har ellers samme afhængighed af venners gavmildhed som DBI, men er også ved at skaffe sig en langsigtet biindtægt gennem et fondsfinansieret byggeri i baghaven. Fjellhaug i Oslo modtager hvert år mindst 10 millioner i statsstøtte. Forsamlingsfakultetet i Göteborg har en række gamle kirkelige fonde, som er med til at finansiere deres institution.

Men DBI har kun én indtægt, venners gavmildhed. Jeg har 17 års opdragelse i at se det som en styrke og en gave til DBI. Takket være den konstruktion er vi tvunget til at leve i tæt kontakt med vores bagland og med en fortløbende kommunikation og personlig kontakt (Læs: 2-300 møder årligt) med vores venner.

At være rektor på DBI har været at være tigger i forhold til vores bagland. Det har på sin vis været ydmygende. Økonomien har ikke været så anstrengt som de første tyve år, hvor lønnen ind imellem måtte leveres noget forsinket. Men hele tiden har vi kæmpet for at få udgifter minimeret og indtægter løftet. Engang prøvede vi at lave en støttepulje på otte millioner kroner, bygget op over en tiårig periode. Efter to år måtte vi give op. Det lykkedes at indsamle cirka 7 % af beløbet. Det blev senere konverteret til en lånepulje, sådan at DBI kan give et lån til alle de studerende det første studieår, hvor de ikke modtager stipendier.

Når jeg i dag ser tilbage på 50 års historie, så har økonomien på DBI været et tilbagevendende drama. Ofte har vi været helt ude ved kanten, hvor næste skridt var afskedigelser. Men denne mulighed har vi heldigvis aldrig skullet bruge, eftersom det er meget svært at erstatte en lærer, der har brugt en stor del af sit arbejdsliv på videreuddannelse. Men år for år har Gud givet os det, der var nødvendigt. Vi har hele tiden været presset økonomisk. Hele tiden har vi skullet finde ekstraordinære besparelser. Men som Gud gav jøderne mannaen i ørkenen, har vi på DBI fået de penge, der skulle bruges i dag. Morgendagen er Guds.

Mit private giver-strategi

Tilbage til min privatøkonomi. I perioder af vores ægteskab var vores økonomi udfordret. Det koster at have fire børn i privatskole eller på efterskole. En periode var min kone på SU, og en familie på seks måtte privat leve af det + min præsteløn. Men vi har aldrig manglet noget. Den sparsommelighed, som kendetegnede vores opvækst, har gjort, at vi altid fik økonomien til at hænge sammen. Sådan er det også gået med DBI’s trængte økonomi. Visse år har været kolossalt udfordrende, men set i eftertankens lys har Gud år for år og måned for måned givet os det, vi har brug for. I skrivende stund er økonomien også udfordret pga. stigende benzin, varme- og madudgifter.

En langtidsinvestering i Guds rige

For syv år siden foretog min kone og jeg en økonomisk investering. Vi købte et sommerhus på Nordsjælland og har siden nydt ferier og weekender i naturskønne omgivelser. Med den nuværende prisudvikling ser det ud til, at vores hus er blevet 2-3 gange så dyrt, som da vi købte det. Det kan hurtigt ændre sig, men sådan ser det ud nu. Det har givet os et problem, som vi aldrig før havde kendt til. Vi valgte at løse det ved at skrive et testamente, få det tinglyst og informere vores fire børn. Vi vil gerne, at 10 % af vores bo, når vi dør, skal tilfalde en kristen organisation. Vi vil gerne foretage denne langtidsinvestering for at – om Gud vil – der fortsat kan uddannes forkyndere og undervisere til kristent arbejde i Danmark.

I forholdet til det meste af kristenheden rundt om i verden har jeg hele mit liv levet i en luksus, som tidligere generationer ikke kendte til og de fleste kristne i verden heller ikke kender til. Når jeg her fortæller om noget så privat som disponeringen af vores økonomi, så er det ikke for at fremhæve min egen indsats. Jeg er et materialistisk menneske, der er langt mere bundet til denne verden, end godt er.

Men netop derfor vil jeg gerne snyde min materialisme og investere i kristent arbejde. For det har fremtiden og evigheden for sig.