Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Anmeldelse af bog om Kaj Munk

Jens Kristian Lings har på Lohse forlag udgivet Dramamanden - en bog om digterpræsten Kaj Munk med særligt fokus på hans forfattervirksomhed.

Anmeldelse af bog om Kaj Munk

Kaj Munk (1898-1944) var en idealist – kristen romantiker i en rationalistisk og kulturradikal tid. Han sagde om sig selv: ”Forfatter er jeg aldrig blevet, tronen bliver man født til … Er manden virkelig digter, dvs. handler under inspiration fra allerhøjeste sted, er hans værk uendeligt rigere end han selv, så rigt, at han selv tit er afskåret fra at fatte det” (Lings s.28 og 53).

Den 4. januar 1944 blev han hentet af en tysk morderpatrulje i Vedersø præstegård og kørt til Hørbylunde Bakke, hvor han blev skudt tre gange i hovedet. Forklaringen var den, at han gentagne gange havde talt den tyske besættelsesmagt midt imod og havde advaret mod den samarbejdspolitik, der solgte Danmarks sjæl til de fremmede. I 1942 advarede kirkeministeren ham om, at han kunne blive arresteret, hvis han fortsatte sådan. Men Munk nægtede at modtage advarslen. Han svarede med et offentligt digt til ministeren. Vers et lyder:

”Hvad De aldrig forstår, Hr. Minister,
skønt hos Dem selv et Hjerte har Hvælv:
at et Menneske hellere mister
sit Liv, end det mister sig selv.
Ja, det regner De højst for en Frase,
og De vender Dem iskoldt bort.
Thi for Dem har kun Livet én Fase:
at spille klogt sine Kort” (s.139).

Munk fremturede med sin kritik. Det kostede ham livet. Statsminister Vilhelm Buhl opfordrede befolkningen til at angive danske sabotører. Efter krigen blev ’stikkerne’ fængslet. Forsvarsminister Søren Brorsen oprettede Frikorps Danmark, hvor danske tropper kunne kæmpe for tyskerne. Efter krigen blev flere tusinde Frikorps-folk straffet for landsskadelig virksomhed (s.140-142). Men samarbejdspolitikkerne gik fri.

I årtier efter krigen har først samarbejdspolitikkerne og siden deres kulturradikale disciple forsøgt at fremstille Kaj Munk som vejrhane, spytslikker, forklædt nazist og Hitler-begejstret (132-135). Det er dog underligt, at tyskerne aldrig opdagede dette og i stedet kom til at likvidere ham.

Samarbejdspolitikkerne og de kulturradikales begrundelse for at være imod Munk var følgende:
1. Kaj Munks velkendte modvilje mod palaverdemokratiet, som det havde udviklet sig i Thorvald Staunings Danmark. Munk sagde med brod til begge sider: ”Er det gået nogen værre end os? Vi fik Hitler og beholdt Stauning” (s.130). Kaj Munk var idealist. Han så op til den stærke mand, der kunne få tingene gjort i stedet for bare at snakke. Men som hans enke, Lise Munk, siger: ”Kaj var optaget af Hitler og Mussolini som handlingsmennesker, men han sagde fra efter tyskernes indmarch i Polen i 1939” (s.124). Ligesom Kierkegaard og Grundtvig så han hellere en slags oplyst enevælde. Allerede i 1936 kritiserede Munk skarpt de tyske jødeforfølgelser (s.117). 2. Ved et møde på Ollerup Gymnastikhøjskole i juli 1940 holdt Kaj Munk en tale, der afslørede det komplekse i hans politiske idealer. Som de fleste andre i samtiden var han imponeret over Hitlers genopbygning af Tyskland i 30’erne og de store, militære sejre i 1939-40. Men samtidig kritiserede han Hitler for at misbruge sin magt. Pga. pressecensur nøjedes aviserne med at gengive Munks ros af Hitler. Det er denne censurerede Ollerup-tale, der ligger til grund for de kulturradikales beklikkelse af Kaj Munk.

Desværre giver Lings ikke et fyldigt referat af Ollerup-talen. Det er en betydelig mangel ved en ellers god bog. Munk brændte selv manuskriptet, formentlig fordi han frygtede repressalier fra tyskerne. Hvis man vil læse et bedre referat af talen, kan man se Munks ven og sognepræst i Aarhus Hans Henrik Hoff Siegumfeldts kronik i JyllandsPosten d.31. marts 1946, gengivet i Munkiana nr.5, 1998, s.13-18.

Første halvdel af Lings bog gennemgår Kaj Munks værk som dramatiker. Vægten lægges særligt på indholdet, opførelsen og modtagelsen af de to store skuespil En Idealist fra 1923 og Ordet fra 1925. Det førstnævnte værk handler om kong Herodes den Store, der hos Munk kun har tanke for én ting: at beholde kronen på sit eget hoved. Når hans hustru, Mariamme, får hans øjne og tanker til at flakke, hugger han hovedet af hende. Han siger til hende: ”Jeg er ond, fordi jeg er stærk, og jeg er stærk, fordi jeg har et Maal” (1. akt). Hele vejen gennem skuespillet skildres Herodes som ond og selvoptaget. Men man mærker samtidig forfatterens fascination af dette handlingsmenneske, denne idealist, der er stærk, fordi han kun vil ét: Magten! Sidst i skuespillet kommer den gamle præst Zakarja til kongen og opfordrer ham til at omvende sig på dødslejet. Herodes svarer: ”Anger! det er for Kvinder og Guder – vi Mænd har Ære i Livet” (10. akt).

Den store mand i skuespillet og den store mand på verdensscenen. De to temaer fylder meget både hos Kaj Munk og i Jens Kristian Lings bog. Den sidstnævnte er en god introduktion til den førstnævnte. Samtidig skal det siges, at Lings bog rummer mange løsrevne perspektiver og anekdoter, der er interessante, men som ikke altid anvendes til ret meget. Bogens bagsidetekst er skrevet af Per Stig Møller, der kalder Lings bog ”Munk Snapshots.” Det er ret præcist. Hermed anbefalet.

Jens Kristian Lings: Dramamanden Kaj Munk
Fredericia: Fokal 2023
173 sider 199,95 kr.

Peter Olsen, førsteamanuensis i systematisk teologi på DBI og FIUC-CPH