Af DBIs rektor, Børge Haahr Andersen
Når jeg spejler mig i Jesu ord, så afsløres ikke blot min overflade, men også min inderside. Jeg er skyldig over for min Skaber, ikke bare når jeg er værst, men når jeg er bedst! Det humanistiske samfund tror på menneskets iboende muligheder, men ifølge Jesu ord er det gode i os kun overflade, ikke dybde. Derfor vil vores tilværelse altid blive en sammensat størrelse af glæde og sorg, af lykke og ulykke.
Det indebærer, at jeg er evigt fortabt uden tro på Kristus. Jeg lever mit liv med en smerte over, at der er så megen nød og lidelse i verden. Den kristne tro har gjort denne smerte dybere, for uden tro på Kristus er smerten evig.
På det sociale plan tror jeg på det gode i mennesket. Jeg tror, at man kan opdrage børn til at blive gode samfundsborgere, der på det ydre plan lever retskaffent og godt. Men den indre del af min personlighed vil aldrig i Guds øjne blive god og ren. Derfor kan vi ikke skabe et perfekt samfund eller den fuldkomne menighed. Selv hjem og familieliv vil være præget af vores menneskelige natur og iboende grundskade.
Hvis ikke Gud havde grebet ind, var vi for tid og evighed uden håb. Men nu er Kristus kommet. Vores destruktive inderside har fået en udløbsdato. Den skal dø og lægges i graven, men det nye liv, som er skabt ved troen på Jesus, har evigheden for sig. Mit nuværende liv bliver aldrig helt harmonisk. Det vil være præget af kamp og krise, så længe jeg lever. Alle mine relationer vil også have noget foreløbigt og tvetydigt over sig. Men evighedens ovenlys gør alting anderledes!
