Af rektor Børge Haahr Andersen
Hvor er det godt, at vi har nogle lange solide stamtavler i Bibelen. Det minder os om, at alle mennesker er i slægt med hinanden, har en fælles historie og oprindelse og dybest set er én stor familie.
I gudsfolkets historie har flygtningetilværelsen i lange perioder været en del af vilkårene i verden. Abraham og patriarkerne forblev landløse og statsløse beduiner hele deres liv. Det eneste landområde, der blev deres, var en gravplads i Hebron. Israel blev til som folk, mens de var fremmede i Ægypten, og de prøvede både at være velsete og ildesete. Husk I var selv fremmede i Ægypten. Den berømte kong David var efterkommer af en flygtningefamilie, sådan som Ruths bog beretter om det. Og i sidste del af GT gentager historien sig. Jøderne bliver deporteret til Babylon og må opleve at skulle indrette sig i en fremmed kultur og på et andet folks præmisser.
Jesus var selv flygtningebarn
Jesus blev selv kort efter sin fødsel et flygtningebarn i Ægypten. Hans forældre måtte gå en uoverskuelig lang vej med et spædbarn på grund af kong Herodes. Senere kom de til at tilhøre den gruppe, vi i dag kalder internt fordrevne. De vendte tilbage til Israel, men turde ikke slå sig ned i Judæa, hvor Herodes’ efterkommer var på tronen.
Den kristne kirke var ikke gammel, før den oplevede den første voldsomme bølge af kristendomsforfølgelser. Det gjorde mange familier hjemløse (Ap G 11,19). Urkirkens og oldkirkens tid var en epoke med martyrium og hjemløshed som en del af kristenlivets vilkår.
Paulus taler om, at det var kristen er at være indvandrer og fremmed i denne verden, og have sit egentlige statsborgerskab i Guds rige. Og hebræerbrevet nævner det som et trosvilkår, at vi er fremmede og udlændinge her på jorden. Vi er lidt sære og lidt ildesete, for vi har et andet hjemland, et andet sprog, en anden konge og et andet fællesskab end dem, vi bor iblandt.
Vi er de nærmeste
Derfor er der ikke nogen, der er nærmere til at tage sig af den flygtningestrøm, der i disse måneder strømmer ind over Europa, end den kristne kirke. Når vi ser mænd og kvinder kommer bærende med deres børn, må vi huske, at Jesus selv var et flygtningebarn. Når kameraerne er slukket, og flygtningestrømmen har mistet mediernes interesser, så er der brug for kristne mennesker, der vil åbne hjem og menigheder og yde praktisk og åndelig hjem til en del af den menneskelige storfamilie, som i særlig grad har brug for vores hjælp. Vi er selv fremmede og flygtninge på jorden. Derfor er vi nærmest til at hjælpe de flygtninge, der slår sig ned i vores nærområde.
Blogindlæget er hentet fra Evangelisk Luthersk Netværks hjemmeside