Odenseerklæringen fra ELN – i Etiopien

Rektor Børge Haahr Andersen

DBIs pionerer skrev i sin tid, at DBI er til for at fremme evangeliet ”hjemme og ude”. Vi har i Danmark brug for den kristne storfamilie uden for landets grænser, og vi kan fortsat bidrage med noget af det, vi har i bagagen efter at have haft evangeliet hos os i mange år. Jeg måtte selv et smut til Etiopien for at få denne sag gjort helt krystalklar. Det var på ”Global Confessional and Missional Forum i Bishoftu i Etiopien 4.-6. september 2018.

Jeg havde taget ferie i uge 36 for at deltage i denne konference i Etiopien, som ikke havde noget med mit rektorjob at gøre, men derimod med mit frivillige arbejde som pastoral vejleder i Evangelisk Luthersk Netværk. I praksis flyder mit arbejde og mit frivillige engagement dog så meget sammen, at det kan være svært at skelne.

Første gang i Etiopien

Etiopien blev nævnt et par gange dagligt i mine forældres bønner lige siden LM begyndte at sende missionærer dertil. Min bror var missionær der i 12 år og har det som sit andet fædreland. To af mine børn har været volontører i Etiopien, og for tiden er det næsten halvdelen af DBIs lærerstab, der har været eller skal på korttidsophold i Etiopien. Så når jeg for første gang i mit liv skulle langt ned i Afrika, var det en oplevelse, at konferencen netop skulle afholdes i Etiopien.

Konferencen blev afholdt på Liesak Resort ved byen Bishoftu, cirka halvanden times kørsel fra Addis. Det var et luksushotel ved en smuk kratersø, hvor kvæg og æsler gik på vejen og hyænerne hylede om natten, men hvor omgivelserne var uhyre smukke her midt i regntiden. Tirsdag formiddag besøgte vi Christian og Katrine Holmgaard, som bor i et skønt parcelhus på Promissions missionsstation og nabo til Christians arbejdsplads, Mekane Yesu Seminary. Det var dejligt at besøge vores kommende lærer, mærke familiens trivsel, få et indtryk af seminariet og få talt lidt med Christian og Katrine.

Odenseerklæringen på engelsk – i Etiopien

Den historiske baggrund for Global confessional and Missional Forum er to initiativer, som for nogle år siden blev slået sammen til et. En bibeltro og confessionel bevidst gruppe fra den nordamerikanske lutherske kirke lavede en konference i 2010 sammen med en gruppe fra den tyske lutherske kirke. Ved den anledning havde man fået øje på Evangelisk Luthersk Netværks (ELN) Odenseerklæring, som jeg var medforfatter til i 2006, og havde lavet en engelsk oversættelse af den. Samtidig havde NLM påbegyndt en konference, hvor de samlede kirkeleder fra forskellige østafrikanske lande til et møde, hvor man drøftede fælles anliggender. På et tidspunkt forsøgte man at forene de to grupper og udvide det med lutherske kristne fra forskellige dele af verden. Blandt andet deltog Brian Christensen og Henrik Højlund fra ELN, Danmark, i en konference i USA i 2016.

Årets konference var et forsøg på at få forankret initiativet i de store lutherske kirker i Østafrika. Samtidig havde man udvidet gruppen, sådan at der deltog repræsentanter fra Peru, Bolivia, Mongoliet, Indonesien og Indien. Derudover fra der syv repræsentanter for ELN-Norge (ELN-Norge svarer nogenlunde til Samråd for Mission og Kirke i Danmark), missionsprovinsen i Sverige (Roland Gustavsson) og forskellige andre repræsentanter for den store lutherske familie rundt om i verden.

6 stærke indtryk

Det kan være svært at opsummere indtryk fra tre intense dage. Men nu gør jeg et forsøg:

1. Tilfældigvis er jeg vokset op med, at den lutherske kirke i Tanzania og Etiopien er blevet nævnt som et dagligt bedeemne. For 50-40 år siden var de to kirker spinkle og spirende kirker, som var sårbare over for de politiske omvæltninger i Østafrika. I dag er det kæmpestore lutherske vækkelseskirker, som sammen vokser med mere end en million mennesker om året – og sammen dækker 14-15 millioner mennesker. Tænk hvilken bønhørelse.
2. Konferencens tema var discipelskab, og det blev belyst ud fra en traditionel luthersk synsvinkel og ud fra den aktuelle udvikling, ikke mindst i Østafrika. I vores lutherske tradition i Skandinavien er der ofte en kritik af, at luthersk tro ikke er optaget af vækst i det kristne liv. Dette blev eftertrykkeligt dementeret med repræsentanter for lutherske kristne fra vest og øst og syd og nord.
3. Da jeg i 2006 var med til at formulere Odenseerklæringen, var det et meget provinsielt projekt. Vi ville gerne formulere nogle grundsandheder i troen i opposition til Grosbølls sære forvanskning af troslæren – og en etik omkring samliv og ægteskab, der var anderledes end det ritual for samkønnet sex, som allerede dengang spøgte i kulissen. Nu har det vist sig, at de emner, vi havde i fokus dengang, er langt mere internationale, end vi havde regnet med. Den engelske erklæring, som efter 2006 har været igennem en række revisioner og udvidelser, sætter stadig ord på normalkristendom. Nu med baggrund af internationale kirkelederes tilslutning.
4. Jeg mødte repræsentanter for den lidende kirke. Blandt andet den ledende biskop fra Sydsudan, Her har en befolkningsgruppe på størrelse med Danmarks befolkning måttet flygte ud af landet til fire nabolande, og folket har måtte gennem etnisk udrensning og navnløse lidelser. Men kirken vokser også i dette område blandt de mange, som må flygte.
5. Jeg mødte små minoritetskirker. Fx et ægtepar fra Mongoliet, hvor den lutherske kirke er mindre end et år gammel. Eller kirken i Peru og Bolivia, hvor de lutherske kristne er få og trængte. Og så var der de skandinaviske kristne, små vækkelsesminori­teter i store sekulariserede samfund.
6. Behovet for undervisning og oplæring er skrigende, ikke mindst i Østafrika. De fleste vestlige missionsorganisationer trækker sig i disse år fra Etiopien og Tanzania for at vende sig til unåede folkeslag. Faren er, at man overlader præsteuddannel­se og bibelskoler til liberal teologi eller til en usund trosteologi, som taler mere om velfærd end om Jesus.