Af Børge Haahr Andersen, rektor
Da jeg var 20 år gammel, tegnede jeg for første gang et såkaldt gavebrev. En juridisk forpligtende kontrakt, hvor jeg forpligtede mig til at give en fast %-del af min indkomst i ti år. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg skulle lade min gavmildhed gå ud over, så jeg fordelte det ligeligt mellem to kristne organisationer. Jeg havde omhyggeligt regnet det ud, sådan at jeg kom til at give 10 % af min realindkomst.
Uden at det blev omtalt særligt højt, var det noget, vi gjorde i det kristne ungdomsmiljø, jeg var en del af. Bibellæsning og kirkegang hørte med til praksis i det kristne liv. Det gjorde også økonomiske støtteordninger til kristent arbejde, sådan at evangeliet kunne nå længere ud. Vi levede i et rigt land og havde fået alt af Gud. Dette synliggjorde vi ved at reservere 10 % af vores penge til Guds riges udbredelse.
Ungdomsdillen har bidt sig fast
Jeg er aldrig kommet over denne ungdomsdille. Her mere end fire årtier efter administrerer jeg stadig min økonomi efter disse principper. Jeg har aldrig savnet disse penge, fordi det mere eller mindre altid har været en del af mit liv. Jeg bliver sandsynligvis ved med det, indtil jeg får gebis og rollator. Fordi vi var mange, som fik det sådan, at det skulle vi gøre, har en række indsamlingsorganisationer kunnet leve og overleve. Jeg er selv ansat i én af dem i dag.
Dét man ikke snakker om
I disse år er der brug for en ny generation af unge, der vil give deres arbejdsliv til evangeliets udbredelse. Der er også brug for en anden gruppe, som gør det muligt ved at finansiere det økonomisk. Den kristne menighed er bundet sammen af ubrydelige bånd. Et af båndene er, at nogle giver, andre modtager. De, der giver materielle goder, modtager måske åndelige goder, og vice versa.
I min ungdom lærte jeg ved Guds ord og Ånd, at Guds rige er det vigtigste. Det bør have min bevågenhed, min tid, mine penge. Det lærer mig på en konkret måde, at alt tilhører Gud. Man kan sagtens udvikle sig til materialist, selv om man giver regelmæssigt til kristent arbejde. Men den økonomiske gavmildhed er et modtræk til materialismen og er med til at minde mig om, hvad der er vigtigst her i livet.
Da jeg tegnede mit første gavebrev, var sex stadig et tabu. Det er det ikke længere. Men det at give penge til kristent arbejde er stadig et tabu. Det er det, man ikke snakker om. Jeg har selv skullet tage tilløb i mere end fyrre år, før jeg har nævnt det på tryk.
