Ved Børge Haahr Andersen, rektor på DBI
Det var med stort vemod, at vi på DBI modtog budskabet om Ebbe Kaas’ død. Ebbe blev kun 61 år gammel og var, indtil sygdom hindrede ham, næstformand i DBIs styrelse. Her var han engageret i alt det, der havde med DBI at gøre. Han fulgte ikke blot med i de overordnede beslutninger, som styrelsen arbejdede med, men også de enkelte læreres faglige arbejde og kendte mange af de studerende, fordi han fulgte så detaljeret med i hverdagen. Hele sit liv var han engageret i LM, både på lokalt niveau, som forkynder og en årrække som medlem af LMs landsstyre.
Da DBI for nogle år siden var på RUS-tur med de nye studerende til Sønderjylland, var det Ebbe Kaas, som viste os Dybbøl Banke, forklarede Sønderjyllands politiske og kirkelige historie, vækkelsesbevægelser i Sønderjylland i det 19. århundrede og en lang række detaljer, som han serverede uden manuskript. Ved siden af sit arbejde som lærer og skoleleder dyrkede han sin interesse i vækkelsernes historie, ikke mindst den rosenianske vækkelse. Indimellem skrev han faglige artikler om detaljer, som ikke før var blevet belyst, og som ifølge ham selv måske ville interessere 10-25 mennesker i hele Skandinavien.
Mit kendskab til Ebbe Kaas går tilbage til 1977. Som helt ung KFS-sekretær traf jeg ham som en meget engageret og bornholmsk gymnasieelev, der med liv og sjæl engagerede sig i KFS. Her mødte han unge kristne fra de andre kristne vækkelsesbevægelser på Bornholm, især ELM og IM. Livet igennem forblev han en tro medarbejder i LM, samtidig med, at han havde god kontakt og venskaber med mennesker i mange kirkelige sammenhænge fra hele landet, mennesker, som han havde troen på Jesus og glæden over evangeliet til fælles med.
I DBIs styrelse var han lyttende, engageret og kom med gode indlæg, ofte med andre vinkler. Han nød, hvis en god vittighed brød ind i en seriøs forhandling, og når han oplod sit bornholmske mål med et indlæg, så lyttede vi andre til hans med- og modspil.
Vores tanker og bønner går til Lisbeth, til hans gamle mor på Bornholm, hans børn og øvrige familie samt de mange venner rundt om i landet, som vil savne ham. Selv var han meget bevidst om, at han var på vej til sit himmelske fædreland. Vi andre må tænke på hans vidnesbyrd og målrettethed, mens vi fortsætter en kortere eller længere tid endnu.
Da han for nylig forærede DBI en del af sit bibliotek, skrev han i en ledsagende mail: ”Jesus er vejen helt hjem. Stor glæde at være vokset op i roseniansk tradition og miljø. Slidstærkt!”
Ære være hans minde.
