Klumme 1 ud af 12 af Børge Haahr Andersen, rektor
DBIs historie er relativt udførligt beskrevet. Det skyldes ikke mindst, at Flemming Kofod-Svendsen i 2014 udgav en teologisk ph.d.-afhandling om DBIs første rektor, Niels Ove Vigilius[1] (NOV). Ud over at forfatte afhandlingen samlede Flemming Kofod-Svendsen hele arkivmaterialet for DBI. Dette blev senere indscannet og er tilgængeligt for interesserede ved henvendelse til DBI.
Jeg var en del af DBI’s historie
I 25 ud af 50 år har jeg selv været en del af DBIs historie. Først som studerende fra 1978-1986. Det betød, at jeg ikke var med, da DBI blev til og i de første meget afgørende og formende år af DBIs historie. Jeg var heller ikke med i de afgørende år før og efter årtusindskiftet, da DBI gik fra at levere supplerende undervisning til studerende, indskrevet på Det Teologiske Fakultet, til den fase, hvor DBI lagde hus til en selvstændig bacheloruddannelse. I januar 2004 blev jeg en del af DBIs styrelse, og fra 1. september 2005 blev jeg rektor på DBI. Det er jeg, om Gud vil, indtil sommeren 2022.
Venskabet med Niels Ove Vigilius
Hvordan det egentlig gik til, ved jeg egentlig ikke, men jeg blev ven med den 25 år ældre teolog Niels Ove Vigilius. I 1976 havde jeg ham som underviser på bibelskolen Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Hans form kunne godt være søvndyssende, men den var grundig og indsigtsfuld. Han var i særklasse, når han skulle svare på spørgsmål.
Da jeg blev studerende på DBI, benyttede jeg anledningen til at kontakte ham i kaffestuen. Han sad altid utilnærmelig med sin pibe eller madpakke og læste et eller andet tidsskrift. Eller han kunne sidde med blikket indstillet på uendeligt og ruge over et eller andet. Dengang vidste jeg ikke, at han ofte arbejdede den halve eller hele nat. Jeg var bare en nysgerrig sjæl, der gerne ville udfritte ham med et eller andet spørgsmål for at blive klogere på teologi og praksis.
Da jeg var KFS-sekretær fra 1987-1992, var han næstformand og med i KFS’ ledelse frem til 1990. Han kunne blunde lidt under økonomipunktet, men vågnede op, når der kom teologiske spørgsmål på dagsordenen, og han havde lange indlæg med stor tyngde. Da jeg i 1992 blev præst i København, udtrykte han sin glæde over, at jeg ville virke i København og lovede at bede for mig, samtidig med at han fortalte: ”Du ved jo fra vores samtaler, at jeg ikke kan være med til din ordination”.
I 1998 sad jeg i et udvalg sammen med ham og var med til sammen med to fra Menighedsfakultetet at forfatte et lille skrift: De kirkelige konsekvenser af folkekirkens læremæssige krise. Senere skrev jeg en artikel om hans livsløb og betydning forud for hans 70 års fødselsdag[2] og var med til en markering af ham i forbindelse med hans runde dag. I november 2002 fik jeg at vide, at han var uhelbredelig syg. Jeg besøgte ham i hans hjem. Det blev min sidste samtale med ham. Blot fire uger senere døde han.
Kaffe- og te-drikkende lærere på DBI …
Jeg blev også venner med en anden piberyger og kaffedrikker, Nicolai Winther-Nielsen. Han var blot 3 år ældre end mig, men var allerede dengang lærd og belæst. Han var timelærer i hebræisk og havde været det siden 1976, da han var 22 år gammel. Han lærte mig hebræisk, helt uden brug af computer, og var med i en række GT-studiegrupper, som vi hyggede os med blandt de studerende. Min grundviden i Gammel Testamente stammer fra disse år af mit liv.
I 1984 ansatte DBI en Ny Testamentelærer, der hverken var kaffedrikker eller piberyger. Det var Torben Kjær, som i 4 år havde været sognepræst ved Kingos kirke. Tilfældigvis var jeg studenterrepræsentant i DBI’s styrelse, da både Nicolai og Torben blev ansat, så jeg var med i den proces, hvor DBI kom op på 3-4 ansatte i undervisningssektoren. Den fjerde lærer var Leif E. Rasmussen, som jeg desværre ikke nåede at have til undervisning.
Torben Kjær var en mand af få ord. Ved ansættelsessamtalen med forretningsudvalget gik snakken lidt i stå. Torben Kjær kunne svare på de fleste spørgsmål med én sætning. De spørgsmål, konen havde givet ham med hjemmefra, og som han havde skrevet med blyant på et stykke papir, var også hurtig besvaret. Niels Ove faldt så i snak om en anmeldelse af Cranfields kommentar til Markusevangeliet, som Torben havde leveret til det nystartede studenterblad, Nemalah. Denne anmeldelse var Niels Ove så begejstret for, at Torben senere fortalte, at han blev ansat som lærer på baggrund af halvanden spaltes boganmeldelse.
Dem der lærte mig teologi
Skal jeg gøre min egen uddannelse færdig, så var det Leif Grane, Niels Ove Vigilius og Asger Højlund, der lærte mig dogmatik og Luther. Nicolai Winther-Nielsen og Torben Kjær lærte mig hhv. GT og NT. Det var Kurt Christensen, der lærte mig etik, bl.a. ved en gennemgang af K.E. Løgstrup: Den etiske fordring. At jeg nævner to MF-lærere, skyldes, at jeg læste på MF et år fra 1980-1981. Endelig lærte jeg kirke- og dogmehistorie af en svensk gæsteforelæser, Rune Söderlund. Dertil kommer alt det løse fra gæsteforelæsere m.fl.
Alt dette skulle jeg stå til ansvar for ved 5 afsluttende eksaminer på Det Teologiske Fakultet i København i 1985-1986 og senere i alenlange diskussioner på pastoralseminariet i efteråret 1986. Min egen vurdering er, at jeg fik lagt et godt fundament med min 8 år lange uddannelse på DBI og Det Teologiske Fakultet. Jeg fik en god træning i at forsvare den tro og teologi, jeg havde lært på DBI, i samtaler med lærere og medstuderende på Det Teologiske Fakultet.
Et stykke på vej faldt DBIs historie og min historie sammen.
Læs de øvrige klummer om Børge Haahr Andersen og DBI’s historie her
[1] Teologi og Konsekvens. Niels Ove Rasmussen Vigilius’ teologiske virke med særligt henblik på bibelsyn, kirkesyn, konfessionstroskab, karismatik og samarbejde på den kirkelige højrefløj i sidste halvdel af det 20. århundrede. Det Teologiske Fakultet 53, 2014.
[2] Teologi med Hjertet. Festskrift til Niels Ove Vigilius. Lars Jensen og Peter Olsen (red) 2001.
