Klumme 2 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, rektor
En norsk markering i praksis
Der gik en lille ældre mand op ad bakken fra Rosenhof i Oslo til Fjellhaug misjons- og bibelskole. I hænderne bar han to fyldte bæreposer med teologiske bøger, som han agtede at forære til Fjellhaugs bibliotek.
Den lille mand var ikke hvem som helst. Det var professor Carl Frederik Wisløff (1908-2005). Fra 1947-1959 var han rektor på praktikum, dvs. pastoralseminariet for Menighedsfakultet i Oslo, og med til at præge omkring 500 norske præster. Han skrev en doktorafhandling om den lutherske og katolske forståelse af nadveren i 1958, og fra 1961-1975 var han professor i kirkehistorie ved MF, Oslo. Hans ugentlige gennemgang af næste søndags tekst blev et tilløbsstykke for teologiske studerende og andre interesserede fra hele Oslo.
Afslutningen på hans mangeårige virke på MF blev ikke harmonisk. Wisløff havde været engageret i debatter om kirkesynet, om ordningen med kvindelige præster og andre følsomme emner, hvor lærergruppen var mere og mere splittet.
Bag de konkrete teologiske uenigheder lå ifølge Wisløff en bagvedliggende diskussion om selve autoriteten i kirken for tro, lære og liv. Her havde Wisløff siden sin ungdom betonet Skriftens sandhed og ufejlbarlighed i alle de spørgsmål, den udtaler sig om. Selv solide teologer på MF såsom hans gode, ældre ven, professor Ole Hallesby, havde haft en uklarhed i bibelsynet med åbenhed for, at der var fejl i Bibelen. Her lå et kim til en udvikling, som Wisløff følte sig forpligtet til at advare mod.
Det markante var egentlig ikke Wisløffs teologiske position i bibelsynet. Det var velkendt og var udfoldet i tale og skrift i mere end 30 år. Men at han forlod MF, Oslo, og valgte at videreføre sin meget populære gennemgang af næste søndags tekst på Misjonsskolen Fjellhaug og de næste tyve år engagerede sig i det lavkirkelige vækkelsesarbejde, det var en markering i praksis, som gav nok så kraftigt genlyd i det kirkelige Norge.
Wisløff fik en lang arbejdsperiode som pensionist og markerede sig fortsat i den teologiske debat i Norge. Hans personlige bibliotek skiftede i løbet af nogle år plads fra hans eget hjem til Fjellhaug, hvor man den dag i dag har en Wisløff-afdeling på biblioteket. Det meste blev båret dertil i bæreposer af Wisløff selv, når han var på sit ugentlige besøg på Fjellhaug.
En dansk markering i praksis
Danmark havde nogle år før haft en tilsvarende markering gennem Niels Ove Vigilius, DBIs første rektor. Siden midt i 50’erne var han offentlig kendt som fortaler for det bibelsyn, at Bibelen er historisk sand i alt det, den udtaler sig om. Sidst i 60’erne sagde han nej til en lærerstilling på det nyoprettede Menighedsfakultet i Aarhus, fordi der ikke var flertal i repræsentantskabet for at præcisere bibelsynet, sådan at ordene ”fejl” og ”selvmodsigelser” ikke blev forbundet med de bibelske skrifter. Senere fik han flertal for det bibelsyn på Dansk Bibel-Institut, som blev stiftet af en studenter- og præstegruppe i 1972. Dette er den historiske baggrund for, at DBI og MF, Aarhus, i deres profil og arbejdsform langt på vej er identiske. Men så alligevel er forskellige i profileringen af bibelsynet.
Den liberale teologi på de teologiske fakulteter og i ledende kredse i Folkekirken er ikke gået op i denne nuance. For dem er ethvert forsøg på at forstå Bibelen som Guds åbenbaring og Guds ord forfejlet. Mange lægfolk rundt omkring i vækkelsesbevægelserne har haft det på samme måde, bare med et andet fortegn. Det vigtigste for dem er, at Bibelen fastholdes som Guds ord og har Jesus som centrum. Wisløffs og Vigilius’ modspørgsmål hertil ville være: Hvilken Jesus taler vi om, for er det Bibelens Jesus, så er der også en uløselig sammenhæng mellem troen på Jesus og Bibelens sandhed.
Guds ord er levende
I 1974 udgav DBI bogen: Guds ord er levende. Aktuelt om Bibelen, forkyndelsen og missionen. Niels Ove Vigilius, som dengang hed Rasmussen, var redaktør og forfatter af en længere artikel. Derudover var der flere interessante danske og norske forfattere, blandt andet en Dag Risdal, lærer på Fjellhaug misjonsskole. Carl Fr. Wisløff var hovedforfatter med fire artikler. Endelig var der svenskeren Seth Erlandsson, stifteren af Biblicum i Sverige på samme tid, hvor DBI blev til, og englænderen Martyn Lloyd-Jones, en markant skikkelse i det internationale studenterarbejde, IFES. Seth Erlandsson repræsenterede den konsekvente og markante lutherdom, mens Martin Lloyd-Jones repræsenterede den evangelikale storfamilie og blandt andet en Helligånds-teologi, som lå tæt på pinsekirkens forståelse. Heri er antydet en spænding, som senere kom til udtryk i intern uro i DBIs første styrelse.
Niels Ove Rasmussen/Vigilius artikel i bogen bærer overskriften: Guds faste grundvold står urokket. Tankegangen er: Vor tid har med sin radikale bibelkritik mistet forståelsen af Bibelen som Guds ord. Kristologien – forståelsen af Jesu person og gerning – farves af det, så mennesker binder sig til en falsk Kristus i stedet for den bibelsk åbenbarede Kristus. I sidste instans bliver resultatet, at mennesker mister et fundament og ikke kan have vished om evigt liv.
Undervejs citerer han flere gange I. C. Packer: God has spoken. London 1965. Blandt andet har denne en argumentation for, at det er nødvendigt at gøre op med ikke blot den radikale rationalistiske bibelkritik, men også den moderate og forsigtige udgave i konservativ og traditionel klædedragt. Hvis teologien har bevæget sig ud på et sidespor, må man helt tilbage til udgangspunktet og finde den rette vej frem. Man kan ikke nøjes med at gå 95 % tilbage og fortsætte derfra. Dette sidste er for mig at se uhyre afgørende og væsentligt. Når man er sporet af fra vejen, er det ikke nok med at søge et stykke tilbage ad den vej, man for vild … Aldrig finder vi atter frem ad den rette vej, medmindre vi søger helt tilbage til det punkt, hvor afsporingen første gang skete (Guds ord er levende, 59).
Kampen om fundamentet
Her findes nøglen til Niels Ove Vigilius’ opgør med det bibelsyn, som fastholder Bibelen som Guds ord, men alligevel sondrer mellem et ufejlbarligt centrum og en fejlbarlig periferi. Denne sondring indeholder et kim til bibelkritik, som over tid kan udvikle sig til noget, som gradvist berører mere centrale spørgsmål. Vigilius og Wisløff samarbejdede hele deres liv med mennesker, der ikke helt fulgte dem i bibelsynet. I perioder med større forsigtighed end i andre. Men de fastholdt samtidig kampen for ikke at lukke et kim af bibelkritik ind i trosgrundlaget.
Hvorvidt de to troskæmper havde ret eller var for overforsigtige, diskuteres stadig. Det sidste ord i den sag er nok endnu ikke sagt. Men nogen af os forsøger at gå videre i de spor, som de to har sat.
Læs de øvrige klummer om Børge Haahr Andersen og DBI’s historie her
