Klumme 3 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, rektor
I årene omkring DBI’s tilblivelse havde Niels Ove Vigilius et nært samarbejde med forstanderen på Biblicum i Sverige, Seth Erlandsson. Han var docent i GT og havde videreført det Biblicum, som Gustav Danell og David Hedegaard havde dannet i 1968. Seth Erlandsson var ortodoks lutheraner og var i 1973 med til at stifte en luthersk bekendelseskirke i Sverige med kontakter til den amerikanske Wisconsin Evangelical Lutheran Synod.
Seth Erlandsson var markant fortaler for den holdning, at DBI kun skulle bruge profilerede lutherske lærere og gæstelærere, som havde et ortodoks bibelsyn. Han blev også talsmand for den holdning, at man kun kunne have bøns- og læremæssigt fællesskab med dem, som i alle punkter tiltrådte Konkordiebogens 10 bekendelsesskrifter. Sidste gang han var gæstelærer på DBI, holdt han forelæsninger, men deltog ikke i bøns- og andagtsfællesskabet.
En sprængt styrelse
Et mindretal i DBI’s styrelse delte Seth Erlandssons holdning og ønskede, at DBI skulle lægge sig fast på denne linje. Mens diskussionen om bibelsynet fandt vej til offentligheden og flere gange blev nævnt blandt andet i Kristeligt Dagblad, var diskussionen om det eksklusive lutherske syn en intern diskussion i DBI’s ledelse. Men det var en intens diskussion, som blev meget dramatisk.
Niels Ove Vigilius fortalte om det i kaffestuen engang sidst i 1970’erne. Der udspandt sig en intens diskussion i styrelsen, som endte med, at Niels Ove Vigilius konkluderede for sin egen del, at hvis det var den linje, styrelsen ønskede, så stillede han sin stol som studierektor til rådighed. Han kunne ikke se sig selv som leder for en institution, som ønskede at praktisere denne eksklusive linje.
Da styrelsen den aften sagde godnat til hinanden, var DBI’s ledelse sprængt i to uforsonlige dele. Dagen efter besluttede et flertal at arbejde videre på den linje, Niels Ove Vigilius anbefalede. To personer forlod bestyrelsen i protest, og en tredje accepterede modstræbende flertallets linje. Set Erlandsson blev ikke mere indbudt som gæstelærer. Men Niels Ove Vigilius omtalte med gru ”den nat, hvor styrelsen var sprængt”. Så tæt var det på at gå galt.
Gerningsretfærdighed eller detaljeret bibelsyn?
I KFS, hvor Niels Ove Vigilius var næstformand, fortsatte diskussionen. Her havde Set Erlandsson sagt ja til at skrive en credokommentar til Esajas bog. Fra 1974 til 1977 kørte der en langtrukken skriftlig debat mellem Niels Ove Vigilius og Set Erlandsson.
Niels Ove Vigilius’ synspunkt var, at hvis man som Seth Erlandsson gjorde en bestemt forståelse (nemlig den lutherske Konkordiebog med 10 bekendelsesskrifter) af Bibelen gældende i alle detaljer og gjorde dette til kriterium for bønsfællesskab, så gjorde man i praksis ikke blot troen på Kristus, men også en ret læremæssig udfoldelse af denne tro, til frelsesbetingelse. Det ville blive en ny gerningsretfærdighed, som bandt samvittigheden til noget andet end Kristus alene. Seth Erlandsson var uenig. At tro på Jesus og holde fast ved den rette bekendelse af Kristus ud i alle detaljer i den lutherske tro var for ham to sider af samme sag.
Da jeg selv i 1977 blev ansat i KFS, kørte debatten stadig med lange teologiske udredninger mellem Niels Ove Vigilius og Seth Erlandsson. Begge havde mange ord, mange skriftcitater, mange luthercitater. Men debatten endte uden enighed. Siden 1977 har der ikke været kontakt mellem Biblicum i Sverige og DBI i Danmark.
Så sluttede mødet!
Midt i 90’erne deltog to af DBI’s lærere sammen med Niels Ove Vigilius i et møde med to amerikanske repræsentanter for den lutherske Wisconsin-synode. Emnet var at drøfte samarbejdsmuligheder. Da det blev nævnt som en betingelse, at DBI i givet fald skulle tilslutte sig den tolkning af skabelsesberetningen, at skabelsesdagene var et døgn af 24 timer, og at dyret i åbenbaringsbogen var paven selv, reagerede Niels Ove Vigilius med stor voldsomhed.
Dette var at binde bibeltolkningen til en bestemt læsning og et brud på formaningen om ikke at lægge noget til ordene i denne bog (Åb 22,19). Og så var dette møde forbi! (Flemming Kofod-Svendsens afhandling ,201).
To teologiske principper
Efter Niels Ove Vigilius’ tid har vi forsøgt at balancere mellem to teologiske principper:
1. Det første er, at Bibelen er historisk sand, eller som det hedder i vedtægterne: Uden fejl og selvmodsigelser i alt det, den udtaler sig om. Vi vil gerne stå på mål for det, som er den egentlige autoritet i kirken og i den enkelte kristnes liv.
2. Det andet er princippet om samarbejde så langt enighed rækker. Det har ikke været nødvendigt at opfinde nye pejlemærker, men vi har kunnet lægge os i læ af pionerernes dyrekøbte konklusioner. Niels Ove Vigilius kaldte dette princip Økumenik på sandhedens grund. Der var altså ikke tale om et samarbejde på baggrund af en fælles troserfaring efter et pietistisk mønster, eller Helligåndserfaring efter et karismatisk mønster. Men vi samarbejder på baggrund af en fælles forståelse af Guds ords sandhed.
Faktisk er det ikke helt enkelt i praksis at balancere mellem autoritetsprincippet og samarbejdsprincippet. Men vi forsøger efter bedste evne. At møde andre kristne, som på perifere eller væsentlige områder tolker Guds ord anderledes end vi selv, tvinger os til et endnu grundigere arbejde med teksten. Det hjælper os til at skønne, hvad der er væsentligt. Som Paulus siger: Vi erkender stykkevis. Men engang skal vi kende fuldt ud (1 Kor 13,12).
Læs de øvrige klummer om Børge Haahr Andersen og DBI’s historie her
