Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Hvad vil du med mit liv, Gud?

Stud.theol. Lars Jensen har skrevet en lille men væsentlig bog om, hvordan vi følger Guds vilje med vores liv, fx i de afgørende valg omkring uddannelse, bopæl, ægtefælle, arbejdsliv.

Rektor Børge Haahr Andersen

Bestil bogen her – udkommer 30. januar 2020.

I 1970’erne var mit liv kørt i stilling til, at jeg skulle være landmand. Så var der nogle år, jeg aktivt arbejdede for at blive lærer. Men i 1978 endte det med, at jeg begyndte på teologi. Efter studiet blev jeg  KFS-sekretær i 6 år, og i 1992 sognepræst ved Emdrup Kirke. Tretten år efter foretog jeg endnu et stort spring og blev rektor på DBI. Lige nu ser det ud til, at her bliver jeg hængende resten af mit arbejdsliv.

Sporskifte og krise

Disse sporskifte i mit liv var forbundet med kriser og dybe overvejelser og samtale med mine nærmeste. Det overordnede spørgsmål var, hvad Gud ville med mit liv, men naturligvis også med en række praktiske spørgsmål om trivsel og mening for mig og min familie.

En lille bog om Guds vilje

Jeg ville gerne i min ungdom have læst en bog a la den, Lars Jensen har skrevet om: ”Hvad vil du med mit liv, Gud? – om Guds vilje og hvad det vil sige at leve i Helligåndens kraft”. Men Lars er en ung mand, som først blev født i 1995, og som stadig lever i det årti af sit liv, hvor de mest afgørende livsvalg bliver gjort. Med stor bibelsk indsigt og meget praktisk indlevelse skriver han om, hvordan et ungt menneske finder ud af de afgørende valg omkring uddannelse, bopæl, ægtefælle, arbejdsliv.

1. Gud har overblikket

Når Bibelen taler om Guds vilje, så tænkes der på tre ting. For det første Guds forsyn og styre, at Gud er den, der styrer verdens gang og småt og stort i det enkelte menneskes liv. Denne side ved Guds væsen er blevet meget nedtonet i nyere opbyggelig litteratur, som er mere dennesidig og menneskecentreret. Men de tanker, Lars Jensen udfolder, er enkelt og klart og bibelsk og i overensstemmelse med ældre opbyggelige litteratur. Vores tro og liv har brug for at hvile i Guds forsyn og styre af alle ting.

2. Leve et helligt liv

For det andet er det Guds vilje, at vi skal leve et helligt og retfærdigt liv i verden. Ofte tænker vi på Guds vilje som Guds vejledning, der kan hjælpe os til at realisere os selv, men Lars Jensen understreger den bibelske pointe, at Guds ord er optaget af, hvordan vi lever etisk, helligt og retfærdigt i Guds og menneskers øjne. At få flyttet fokus til denne udfoldelse af Guds vilje er en vigtig og tiltrængt pointe.

3. Lade sig lede af Gud

For det tredje taler Bibelen om at lade sig lede af Gud i de afgørende valg i livet. Gud kan lede os på overnaturlig vis gennem tilskyndelser og tegn, men hans normale måde at lede på er gennem vores valg, begrundet i menneskelig visdom og indsigt. I en tid, hvor der tales meget uklart om det emne, er det velgørende at få en bibelsk vejledning, som er forbundet med hverdagen og dagliglivet.

Giver god indsigt

Jeg er taknemmelig for, at Lars Jensen valgte at læse teologi på DBI, og at han valgte at skrive denne lille bog. Nu håber jeg, at mange unge og halvgamle vil vælge at læse bogen og få god bibelsk og medmenneskelig indsigt og visdom gennem læsningen.