Klumme 8 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, lærer og rejsepræst
Som tidligere nævnt er det min plan at skrive 12 personlige erindringsglimt i løbet af 2022 i anledning af jubilæumsåret på DBI. En detalje i denne sammenhæng er, at jeg fra 1. august 2022 ikke længere er rektor, men pensionist og deltidsansat som rejsepræst og lærer i praktisk teologi. Men det ændrer ikke ved status for mine blogindlæg. De er fortsat blot dagbogsnotater, skrevet i eftertankens lys, sådan som verden tager sig ud fra min side.
Jeg er omhyggelig med at være præcis, når det handler om det faktuelle. Men mine vurderinger står selvfølgelig for egen regning.
Diskussionen om relationen til folkekirken
Da jeg for mere end 20 år siden skrev en historisk artikel til bogen Teologi med hjertet i anledningen af Niels Ove Vigilius’ 70 års fødselsdag, fortalte jeg essensen i diskussionen om forholdet til folkekirken. Denne diskussion blev foranlediget af et interview i Kristeligt Dagblad 20 år tidligere i forbindelse med Niels Ove Vigilius’ 50 års fødselsdag. Konklusionen i min artikel dengang var, at efter en længere drøftelse i DBI’s styrelse besluttede DBI at sidestille folkekirkelinjen og frimenighedslinjen i DBI’s sammenhæng, sådan at der både var plads til dem, som fortsat troede på profilerede bibeltro præsters muligheder i folkekirken, og dem, der fandt det bedre, at troens folk organiserede sig i frimenigheder uden om det biskoppelige tilsyn.
Nu vil jeg tilføje min personlige oplevelse og vinkel, da jeg som studenterrepræsentant sad med til styrelsens og forretningsvalgets møder og samtaler netop i disse år.
Baggrunden for diskussionen om folkekirken
DBI’s styrelse havde valgt et par år tidligere at gå i åben debat med landets 10 biskopper om et emne, som stadig er en del af den kirkelige debat idag. Biskopperne havde udtalt deres støtte til et undervisningsmateriale, som lærte alles frelse efter døden. DBI offentliggjorde et åbent brev til landets biskopper i Kristeligt Dagblad, hvor de spurgte, om dette kunne forenes med den lutherske kirkes læregrundlag. Kun få biskopper svarede på spørgsmålet, enkelte svarede hånligt og nedladende og ville absolut ikke markere sig, fordi en lille selvbestaltet bestyrelse stillede dem nogle spørgsmål. Offentligheden blev efterladt med et indtryk af, at det var aldeles utidigt, at DBI blandede sig i, hvad landets biskopper skulle sige og mene i et konkret teologisk spørgsmål.
For Niels Ove Vigilius var det dråben på folkekirkens læremæssige udglidning, og det gjorde, at han fremover ikke ville være med i præsteprocessioner i forbindelse med ordinationer i folkekirken eller ved præsteindsættelser. Dette tilkendegav han åbent, da Kristeligt Dagblad spurgte ham i forbindelse med fødselsdagsinterviewet.
Det første efterfølgende styrelsesmøde på DBI
DBI’s styrelse havde stået samlet i hele debatten med bispekollegiet. Emnet evig frelse og evig fortabelse var vitalt for gudsforståelsen, menneskesynet og frelsens vej. Men de ordinerede præster i DBI’s styrelse var ikke enig med Niels Ove Vigilius om konsekvensen, nemlig at så måtte fremtidige teologer opgive at søge embede og lade sig ordinere ind i folkekirken. Det gjaldt blandt andet DBI’s formand, Jørgen Skydstofte, som var meget direkte i sit ordvalg: De konsekvenser, Niels Ove Vigilius’ tog af sit teologiske syn, ville føre til en sekterisme, hvor man lukkede sig om sig selv og fællesskabet med troens folk i kirke og missionshus. To af de øvrige præster i DBI’s styrelse, Flemming Frøkjær-Jensen og Finn Kappelgaard, udtalte sig mere diplomatisk, men de gjorde det klart, at de ikke mente, DBI kunne overleve, hvis ikke man ville uddanne præster til folkekirken. Finn Kappelgaard blev formand efter Jørgen Skydstofte og blev den, som i 80’erne og 90’erne formulerede et ja til at arbejde inden for den folkekirkelige ordning uden at gå på kompromis med folkekirkelig lærepluralisme. Han blev også en central person i den interne diskussion i styrelsen.
Jeg var selv en ung studerende, der som studenterrådsformand var havnet i DBI’s styrelse. Jeg kunne ikke gennemskue konsekvenserne af de to fastlåste positioner. Jeg havde det lidt ligesom et barn, der oplever sine forældre skændes og nævne ordet skilsmisse. De fire nævnte personer havde stået sammen ikke blot på DBI, men også i KFS. De var forbundet med hinanden med personlige venskabsbånd.
Mødet sluttede med, at man besluttede sig for en tænkepause og først ville afklare sig på næste møde. Enkelte styrelsesmedlemmer var stadig uafklarede, men ellers viste det sig, at Niels Ove Vigilius stod helt alene med sit syn. Jeg fangede et glimt af ham, da han forlod mødet. Aldrig har jeg set hans ansigt så præget af fortvivlelse som dér. Han lignede én, hvis livsværk var ved at smuldre.
Det andet styrelsesmøde på DBI
Ved næste styrelsesmøde var positionerne de samme, men stemningen var meget anderledes. Bestyrelsesflertallet var indstillet på at finde en løsning, hvor der fortsat var plads til Niels Ove Vigilius som rektor på DBI. Han måtte selvfølgelig også gerne udtale sig om sit personlige syn, men måtte så tydeliggøre, at han her talte for egen regning. Andre på DBI, blandt andet formanden, måtte så give den folkekirkelige linje mund og mæle. DBI lagde sig fast på en folkekirkelinje og en frimenighedslinje, som man har bevaret indtil i dag. Hvis man tæller pensionisterne med, er der i dag blandt DBI’s ansatte 9 ordinerede folkekirkepræster og 5 frimenighedsengagerede.
I dag har disse to spor bredt sig til alle de nærmeste samarbejdspartnere. Dengang var især Indre Mission betænkelige. Man havde en ”Ruben Jørgensen-sag”, som trak nogle skræmmende spor. Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission var dengang profilerede lægmandsbevægelser, hvor det var omkostningsfrit at følge Niels Ove Vigilius’ holdning, fordi man i forvejen ikke mente, at teologer skulle engagere sig i folkekirken. I KFS, hvor jeg var med i ledelsen frem til årtusindskiftet, afviste man sidst i 90’erne en mulig ansættelse af en teologi med det argument, at denne var tilhænger af frimenighedsdannelse.
Frikirke eller frimenighed
Først i 80’erne diskuterede man ikke frimenighedsmodellen – den gamle grundtvigsk indførte ordning fra den grundtvigske vækkelses storhedstid. Dette blev først aktuelt 10-15 år senere. Man diskuterede frikirkedannelse. Sporene fra dem, der havde brudt med den danske folkekirke skræmte. Fx den lutherske frikirke, som Niels Ove Vigilius først havde stor sympati før, men som han røg ind i et læremæssigt opgør med, jf. et af mine tidligere blogindlæg. Ruben Jørgensen havde haft et vigtigt anliggende, men var havnet i en blindgyde, hvor hans alternative menighed ikke havde mange muligheder for at overleve. Niels Ove Vigilius frygtede ”solisttilværelsen”, sagde han flere gange til mig i personlige samtaler, og livet igennem fortsatte han med en indre uro, som gjorde, at han vedblev med lejlighedsvist at holde gudstjeneste i folkekirken og også enkelte gange dukkede op på kirkebænken i Emdrup, mens jeg var præst. Også selv om han ikke kunne støtte min ordination ved Københavns biskop.
Niels Ove Vigilius havde en del spørgsmål til os, der valgte folkekirkemodellen. Han frygtede, at vi langsomt ville acceptere ubibelsk praksis med hensyn til samarbejde med kvindelige præster og vranglærende præster – og ville tilpasse vores forkyndelse, så den blev rummelig og pæn, men uden bibelsk dybde. Han havde også en del spørgsmål til de frimenigheder, som så dagens lys i hans sidste leveår. Der var alt for lidt substans i liturgien og for lidt forankring i kirkens 2000-årige tradition. Der var en fare for, at frimenighederne blev små elitære klubber, som af andre grunde ville blive revet med af tidsånden. Han forblev folkekirkekritisk, men var folkekirkemedlem hele sit liv, og blev begravet af en af sine gode venner, Hans Erik Nissen, i den lokale folkekirke i sit bopælssogn, da han døde alt for tidligt i 2001.
Evangelisk Luthersk Netværk
Indirekte har Niels Ove Vigilius været inspirationskilde for en række af de frimenigheder, der har set dagens lys efter årtusindskiftet både i Luthersk Mission og i Evangelisk Luthersk Netværk, da det blev til i 2006. Det har han, selv om han personligt så et meget kødeligt træk i frimenighedsbølgen – at man laver frimenighed, fordi man gerne vil gøre, hvad man vil, og ikke ser sig som en del af åndelig tradition, hvis struktur man tilpasser sig.
Personligt er jeg heller ikke sikker på, at han ville være gået med i Evangelisk Luthersk Netværk, hvis han havde levet 10 år mere. Jeg tror, han ville have sagt det samme om os, som han i sin tid sagde om ”Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse”, da det blev til i 1962 – at der er for mange spørgsmål, hvor teologien ikke er ordentlig gennemarbejdet. Både Flemming Frøkjær-Jensen og Jørgen Skydstofte har oplevet Evangelisk Luthersk Netværks tilblivelse. Men det engagerede dem aldrig, for de var ikke tilhængere af grundideen med, at kristne skulle forenes på tværs af valget af kirkeform: folkekirke, missionshus eller frimenighed. Gode kristne mennesker skulle sidde på kirkebænken om søndagen og gerne supplere med missionshuset og de frivillige organisationer i ugens løb. Men man brød ikke med den kirke, man var en del af.
TAK
Jeg skylder Niels Ove Vigilius, Flemming Frøkjær-Jensen og Jørgen Skydstofte utrolig meget. I dag ligger de på kirkegården tre forskellige steder i Danmark og venter på opstandelsens morgen. Vi andre skal, om Gud vil, snart fejre 50 års jubilæum på DBI. Blandt andet fordi de tre, deres forskelligheder til trods, stod sammen om at opbygge KFS og DBI.
