Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

7. Hvad informationsvirksomhed kan udrette

I 50 år har DBI-engagerede mennesker rejst rundt og fortalt om DBI. Tænk så rig DBI er, og tænk alle de opmuntringer, vi får fra vores bagland.

7. Hvad informationsvirksomhed kan udrette

Klumme 7 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, rektor

Læs de øvrige blogindlæg her

I 1973 tog jeg realeksamen på Skjern Byskole. På det tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg skulle være landmand. Jeg fik plads på en gård i nabolaget og havde i et år en arbejdsuge på 60-65 timer ugentligt, sådan som det var skik dengang inden for landbruget. I fritiden drønede jeg rundt på knallert på de små veje sammen med andre unge. Om tirsdagen kørte vi til ungdomsmøder, som blev holdt rundt omkring på gårdene i Sædding-Astrup. Her var vi sammen 30-40 unge til sang, bøn, prædiken, bibelstudier og andet godt. Nogenlunde det samme foregik i missionshuset onsdag aften, og så var der kirken søndag formiddag.

Menighedsfakultet

En aften i missionshuset var emnet i programmet ”Menighedsfakultetet”, og som altid, når der var noget særligt, var det en fællesaften mellem Indre Mission og Luthersk Mission. Ingen af os vidste, hvad emnet handlede om. Men salen var stuvende fuld af mennesker, og cigarrøgen kradsede i halsen under kaffen, som den plejede.

Så vidt jeg husker, hed taleren Erik Bang, men den del står svagt i min erindring i dag. Efter prædikenen fortalte stud.theol. Peter Legarth om Menighedsfakultetet i Aarhus. Den teologiske uddannelse havde bevæget sig væk fra Bibelen som trosgrundlaget, og da præster efterfølgende skulle aflægge et løfte på, at de ville forkynde Guds ord rent og purt efter Bibelen, var der en gruppe præster og lægfolk, der havde taget sagen i egen hånd. De havde stiftet et Menighedsfakultet, hvor undervisningen kunne foregå på bibelsk grund, sådan at dette kunne præge de studerende, når de efterfølgende skulle være præster i folkekirken. Peter Legarth spurgte, om der var kommentarer til initiativet, og Erlund Sørensen fra Slumstrup mark sagde på alles vegne: ”A tøvs, det er en go’ ide!” Afslutningen var ved en lille mand, stud.theol. Jens Krejberg. Han stammede fra Dejbjerg og talte med vestjysk dialekt om vigtigheden af at holde fast ved troen. Hans ord gik rent ind. Tænk – tre kommende præster, der brændte for at udbrede evangeliet.

Som stort set alle andre skrev jeg under på tilbuddet om et gratis informationsblad, som blev rundsendt hver måned. Jeg har holdt bladet lige siden og læst hvert eneste nummer. Det er nemlig ikke større, end den kan læses under et enkelt eller to toiletbesøg.

Dansk Bibel-Institut

I foråret 1976 var jeg til ungdomsmøde i et hjem i Astrup. Her var der mødt en langhåret københavner op. Han hed Jørgen Sejergaard Jensen og var stud.theol. og rejsesekretær på noget, som hed Dansk Bibel-Institut. Efter en grundig og halvlang bibelundervisning om Hos 1,1-2,3 fortalte han om DBI i København. Her ville man uddanne præster, missionærer og give lægfolk solid bibelundervisning. Han understregede DBI’s ønske om at være bibeltro i alt og opfordrede til forbøn og gavmildhed. Og så havde DBI et lille informationsblad, som blev sendt gratis rundt hver måned. Jeg begyndte at abonnere på bladet den aften og har holdt det lige siden. Naturligvis også læst hver stavelse. Ofte har det krævet to toiletbesøg, men det skyldtes DBI’s første rektors halvlange indlæg.

I 1976 havde jeg besluttet at opgive landbruget og var taget på HF med henblik på at læse til lærer. Jeg tænkte på DBI og MF som to gode initiativer, som ville udbrede bibelsk vækkelsesforkyndelse på sigt. Det var ganske vist fremmed for mig, at en akademisk uddannelse kunne formidle bibeltro forkyndelse, for i den lægmandstradition, jeg var en del af, var forkynderne selvlærte mennesker, som var fortrolig med Bibelen og kristen opbyggelseslitteratur. Men gennem KFS havde jeg mødt akademisk uddannede folk, som brændte for at udbrede evangeliet, og det gav mig en stor sympati for en faglig og akademisk uddannelse i teologi. Jeg forestillede mig, at jeg i mit arbejdsliv ville tjene i kristent arbejde i min fritid og støtte præste- og missionæruddannelsen i vores kirke.

På informationstur med DBI

Nu gik det hverken værre eller bedre, end at jeg selv to år senere begyndte at læse teologi på det teologiske fakultet i København og på Dansk Bibel-Institut. Som studerende gennem 8 år holdt jeg i min studietid et sted mellem 8-10 årlige møder, hvor jeg fortalte om DBI i kirker og missionshuse. DBI var en spæd og ny størrelse med økonomiske udfordringer, så der var brug for os studerende til at udbrede kendskabet rundt i landet. Mit studium foregik før, at praktisk teologi var blevet opfundet som fag, men jeg fik en god øvelse i at være prædikant ved at bestige talerstolen rundt om i landet.

Jeg fik også en vis øvelse i at fortælle om DBI. De første år kunne vi godt møde en udbredt skepsis. Vi blev beskyldt for at overdrive, når vi fortalte om den kritiske tilgang til Bibelen på det teologiske fakultet. I Luthersk Mission var der en vis skepsis over for teologi som akademisk fag. I Indre Mission var der mange tilhængere af Christian Bartholdys forbrødring mellem moderat bibelkritik og vækkelseskristendom. Efter et par mødte vi stort set aldrig skepsis, men meget levende interesse.

Jeg husker, at jeg i min studietid fik lov at prædike i mit barndoms missionshus og i min gamle kirke i Sædding sogn. Begge huse var i min erindring krympet lidt i forhold til, hvad jeg huskede. Men jeg blev dybt rørt, da jeg så de samme mennesker sidde på de samme pladser som i min barndom og ungdom. Måske havde de ikke set komme, at Ernst Andersens yngste søn skulle bestige talerstolen en dag. Men deres faste håndtryk bagefter og deres venlige ord viste mig, at de ville mig og DBI det godt.

Hvor er vi rige!

De sidste sytten år har jeg gentaget traditionen med at tage rundt i landet og forkynde og informere. Om Gud vil, fortsætter jeg med det i min pensionisttid. I hele landet møder jeg mennesker, som brænder for, at Guds ord skal blive kendt og elsket. Den gamle norske høvding Ludvig Hope var modstander af, at Fjellhaug skoler skulle søge statsstøtte og blive afhængige af offentlig støtte. Hans argument er: Statens penge har intet hjerte. Det har vennernes penge. Nu er det fint nok, at en del af vækkelsesfolkets skattepenge går til statsstøtte til private præste- og missionæruddannelser, sådan som det for tiden sker i Norge og Sverige og på Færøerne. Men ikke i Danmark. Her er vi så rige, at vi lever direkte af Guds nåde og vennernes gavmilhed.

I 50 år har DBI-engagerede mennesker rejst rundt og fortalt om DBI. År for år har gavmildheden øgedes, sådan at vi i 2021 indsamlede knap 8,4 millioner. Mennesker i hele landet føler, at DBI er deres arbejde, og de føler sig forbundet med os, der arbejder på stedet. Tænk så rig DBI er, og tænk alle de opmuntringer, vi får fra vores bagland.