Klumme 6 ud af 12 i jubilæumsåret
Afskedsforelæsning d. 20. maj 2022 af Børge Haahr Andersen
DDS nr. 8: Om alle mine lemmer
Jeg vil indlede min afskedsforelæsning med et citat fra Bibelen. Nej … det kunne jeg ikke lige finde ud af. Så jeg tyer til Pippi Langstrømpe: ”Det har jeg aldrig prøvet før. Så det kan jeg uden tvivl godt finde ud af”. Jeg har været lidt beklemt over sådan at komme i fokus med en afskedsfest, bare fordi jeg har siddet i 17 år og drukket kaffe på mit kontor eller sludret med de studerende i kaffestuen. Jeg har også været lidt usikker på, om mine kollegaer ville gøre mig til grin i dagens anledning. Bare fordi jeg har gjort det med jer de sidste 17 år, så behøver I jo ikke gøre gengæld.
Det er jo en stor ære for mig, at der er en repræsentant helt fra Zanzibar til stede her i dag. It is a great honor for me, Mood that you have traveled a long way to be able to be here among us today. And you have birthday today. We will sing: Happy birthday to you.
Også Skandinavien er repræsenteret med både Sverige og Norge, sådan at alle tre afdelinger af Fjellhaug i Aarhus og Oslo er repræsenteret, og også den associerede afdeling i Göteborg gennem min gode ven Torbjörn Johansson. Mine to meget myreflittige fagkollegaer Leif Andersen og Egil Sjaastad er også med her i dag. Tak også til Aarhusafdelingen af FIH og for alle DBI’s samarbejdsorganisationer, fordi I har prioriteret at være med i dag.
Så er der én og kun én i forsamlingen, som har kendt mig i næsten 66 år. Det er min bror Henning, som også har været med i DBI’s styrelse i 11 år og derfor kender min hverdag på tæt hold. Der er repræsentanter for mine ungdomsvenner, som har kendt mig i snart 50 år. Der er folk fra min studietid, min KFS-tid og min præstetid – ikke mindst. Da jeg for 17 år siden blev ansat på DBI, blev der taget et billede af min kone og mig sammen med vores fire forvoksede teenagebørn fra 13-23 år nede i den gamle baggård ved Kultorvet. Der er gået nogle år siden da. Men tak fordi I stadig er der for mig også sådan en dag. De sidste 17 år er jeg blevet mindst 17 år ældre, og min kone er blevet 17 år yngre. Det belaster jo en ældet mand som mig at have så ung en kone. Velkommen også til jer, der er kommet til de sidste 17 år i min rektortid. Tænk at I ville ofre en halv fredag af jeres travle liv. Jeg ved godt, at der venter en bedre middag senere – men alligevel, tak skal I have. Og så er der gode samarbejdsrelationer til DBI. Nogle af jer har faktisk holdt mig og mine upassende bemærkninger ud i mange år. Tak fordi I alligevel kom her i dag.
Jeg lærte nytårsaften hos et par af vores venner, som også er med her i dag, at vores livserfaring kan inddeles i TAK, AV og ØV. Jeg kan godt lide sådan en enkel inddeling. Mit liv har været sammensat ligesom de fleste andres, men i min erindring og i mit fokus i dette foredrag er det TAK, der fylder. Min kone, min coach Henrik Bartholdy, som også er til stede i dag, og mine to nærmeste medarbejdere gennem 17 år, Kurt Dalsgaard og Ellen Lodahl, I ved, at AV og ØV også har fyldt. Men det med tak har været det vigtigste og har været forankret i de evige værdier, som jeg har været fyldt af siden min barndom og ungdom.
Overskriften: Fra Vestjylland til verdens ende
Det var egentlig en bemærkning, da jeg var taler til nogle halmøder i Skjern i november måned, der fik mig på sporet. Jeg forlod Vestjylland i 1976. De unge mennesker, jeg forlod dengang, var i mellemtiden blevet nogle halvgamle blegfede typer. Jeg snakkede med én, som hed Peder, og som stadig boede på ”Slumstrup mark”, ligesom han gjorde det i 1976. Han spurgte: Hvordan går det derovre? Han sagde det, sådan at jeg virkelig blev klar over, at København – det var verdens ende. Længere ud i udkantsdanmark eller til kanten af verden kan man ikke komme. Så det gav inspirationen til overskriften. Det er også lidt det, at DBI’s virke har ringvirkninger til verdens ende i form af tidligere studerende, der arbejder rundt i verden. Alt imens jeg sidder på mit kontor og slubrer kaffe, forkyndes evangeliet rundt om i verden. Det er jo ikke så ringe endda.
1. Min vestjyske barndom og ungdom
Tilbage til Skjernhallen i november sidste år. Skjern kulturcenter hedder det i dag, men dengang hed det Skjern-hallen, og den var så stor, at der kunne være en indendørs håndboldbane. Vi brugte den til indendørs fodbold, da jeg havde gymnastik i realen på Skjern Byskole. Den blev bygget i 1967. Før sognefogeden havde klippet snoren over og indviet hallen, blev den lejet ud. LM, IM og KFUM holdt syv aftner med fællesmøder. Der kom omkring 3000 mennesker hver aften, og der var lange bilkøer mellem Skjern og Tarm op til mødestart. Man havde lavet et meget avanceret program, hvor der var et lille pasfoto af talerne. Der var et ungdomsbillede af en mand, der lever endnu – Erik Trans – og af en præst, der hed Kjærgaard Hou og en norsk sangevangelist, som jeg har glemt navnet på. Det blev begyndelsen til det, som kirkehistoriker Kurt Larsen har beskrevet som Skjernvækkelsen og som fik et center ude ved Holmsborg, hvor IM og KFUM havde en lejr og begyndte med bibelcamping. Jeg var en dreng på 11 år, som spillede fodbold og var sandsynligvis ikke med de første år. Det var jeg senere.
Dem, der i min barndom og ungdom kom til at få betydning for mig, var mennesker præget af Skjern-vækkelsen. De var blevet overbevist om, at alle mennesker havde den samme historie og var af samme slægt. Selv fjerne og ukendte mennesker var vores søstre og brødre. Alle skulle høre evangeliet om ham, som blev menneskehedens bror og som banede vejen til Guds paradis, sådan at vejen for os ved troen på ham går fra døden til evigt liv hos Gud. Der var mange vigtige ting at nå for en dreng og en ung mand. Et godt arbejde, en god familie, en skøn omgangskreds. Men det vigtigste var det med Gud og at kende hans søn.
Det havde nemlig betydning ikke bare for livet her og nu, men for evigheden. Der er egentlig ikke noget nyt eller originalt ved menneskehedens broderskab og ved Jesu afgørende betydning. Men lidenskaben og helhjertetheden i formidlingen har præget mig for livet. Skjernvækkelsen og de mennesker, som prægede min barndom og ungdom, fødte den tanke hos mig, at jeg gerne ville bruge mit arbejdsliv på ukendte mennesker, der var mine brødre og søstre, og som havde brug for at høre om ham, som på en unik måde blev menneskehedens bror. I mine præsteår havde jeg en del af gøre med mennesker, som var opgivet af familie, arbejdsplads og var gået til bunds. Men det var én af mine brødre, og jeg kunne fortælle om den unikke bror, som vi alle sammen har.
2. Studietiden fra 1978-1986
Med mange mellemregninger førte det til, at jeg i 1978 startede med at læse teologi ved Københavns Universitet. Jeg ville ikke være præst, det havde jeg lovet en håndfuld mennesker på min hjemegn. De var bange for, at troen ville flytte fra hjertet til hjernen, og at jeg ville opgive tilliden til Bibelen som Guds ord.
Jeg ville gerne bruge mit liv på at udbrede evangeliet, uden at jeg vidste hvordan og hvor. Fra første dag var jeg glad for dette studium. Jeg trivedes med stort set alle fag – med sprog, bibelfortolkning, troslære, etik, religionsfilosofi, kirkehistorie. Jeg havde også trivedes med faget praktisk teologi og missionsteologi, men de to fag var ikke opfundet på det teologiske fakultet (TF) endnu på det tidspunkt.
Systemet var sådan, at vi først så, hvad der var på skemaet på DBI. Det var som regel overskueligt, men i løbet af min studietid blev det mere end Gammel Testamente og dogmatik, der kom også Ny Testamente, dogmehistorie + diverse gæsteforelæsere. Så så vi på, hvad der var på programmet på TF – og fandt som regel noget spændende med Leif Grane, Gerd Theisen eller hvad de nu hed. Så skrev vi en række skriftlige opgaver, hvor der ikke var nogen tidsfrist, og det kunne vi få rigtig meget tid til at gå med. Der var også langt større diskussionstrang inden for teologi både på TF og på DBI, og det gjorde, at vi brugte pæn tid i kaffestuen til at gennemdrøfte alle mulige teologiske emner. De første seks år af mit studium brugte jeg cirka 1 dag om ugen på forskelligt DBI-arbejde.
Studietiden var en god tid – en tid der dannede og formede mig som menneske og som kristen. Det var også den periode, jeg traf en sød pige, som godt ville giftes med mig, og som jeg med tiden fik fire børn med. Da jeg havde læst i tilstrækkelig mange år og skrevet 5 skriftlige opgaver, gik jeg til fem afsluttende eksaminer. Her diskuterede jeg livligt med lærer og censor. Det var lidt underholdende, men havde også et element af spænding over sig. Jeg husker stadig eksamen i GT, hvor Jesper Stange sagde: Jeg får røde knopper af at høre på sådan én som dig, og hvor lærer Arne Munk vente sig i stolen til én af tilhørerne og sagde: Hvad mener du, Erik Ladegaard. Du har jo studeret emnet.
Men lige pludselig var jeg teologisk kandidat.
3. KFS-tiden
Et par år før jeg sluttede teologistudiet, fik jeg en opfordring fra KFS om at blive rejsesekretær. Det gjorde, at jeg forcerede studiet og svigtede mine kammerater, som hyggede sig nogle år endnu. Jeg gjorde mig færdig, tog på pastoralseminarium og flyttede 15. december 1986 til Aalborg, hvor jeg de næste 6 år var KFS-sekretær i Nordjylland.
Det næste kapitel af mit liv var at være KFS-sekretær. Halvdelen af tiden brugte jeg på gymnasier rundt i Nordjylland, hvor jeg diskuterede med unge mennesker i kantinen eller gav oplæg i religionstimer. Den anden halvdel tilbragte jeg sammen med små KFS-grupper af unge kristne mennesker, hvor jeg gav dem en førstehjælp til at leve som kristne i deres gymnasie- og universitetshverdag. Så talte jeg meget om åbne bibelstudiegrupper (ÅBS), hvor man i en lille gruppe snakkede om væsentlige trosspørgsmål med indspil fra en bibelsk tekst.
Her for halvanden måned siden havde vi en informationsdag på DBI. Der var så også en volontør i KFS, og jeg spurgte lidt ind til, hvad sådan nogen lavede nu om stunder. Jeg fortalte, at jeg engang i forrige årtusinde, før han blev født, havde været KFS-sekretær i 6 år. Så spurgte han, sådan som flabede volontører nu kan finde på at spørge: Hvor mange mennesker fik du ført til kristen tro i de år. Jeg nævnte, at der nok i de år var en håndfuld mennesker, som i løbet af de år fik troen på Jesus. Og jeg tænkte, at det lød faktisk ikke af særlig meget. Så sad der en ung pige, som også var engageret i KFS. Hun sagde: ”Du kunne jo have nævnt min far. Han hedder Jesper.” Så huskede jeg, hvordan Jesper, en meget begavet ingeniørstuderende, og som var rendyrket ateist, kom med i en lille ÅBS-gruppe, begyndte at tro på Jesus, senere blev gift med en kristen pige og i dag bor i Skovlunde – og i 30 år har været engageret i en nabokirke til Emdrup Kirke.
KFS-tiden var en skøn tid med gode kollegaer, et utal af lejre, fire ture til Færøerne og meget andet. Også en udfordrende tid, for gymnasieungdom dengang stod ikke i kø for at snakke om Gud. Jeg lærte fx en gymnasieelev at kende fra Hirtshals, som hed Uffe Kronborg, og senere én, der hed Karsten Hirtshals. De to har været engageret på DBI. Syd for Limfjorden var der et gymnasium i Aars. Der stødte jeg på et par brødre, Lars og Hans Ole. Den sidste kaldte man Olsen. Det kaldes han stadigvæk. Olsen er min gode ven og har været det siden 1989. I dag er han engageret i DBI’s repræsentantskab. På Færøerne mødte jeg to kommende teologistuderende, Bergur fra Argir og Sverre fra Toftir. Sverre boede på et loftsværelse med adgang til et opbevaringsrum, hvor han havde en seng stående, hvor der boede en hjemløs. I dag har han været fængsels- og sygehuspræst i 27 år, er formand i en stor diakonal organisation, Blå kors og kommende diakonipræst på Færøerne. Og så er han med i DBI’s repræsentantskab.
4. Præstetiden fra 1992-2005
Det næste kapitel var mine præsteår ved Emdrup Kirke. I mellemtiden var vi blevet en større familie med fire børn fra 0-9 år. Det var egentlig meningen, at vi ville være blevet i Aalborg, hvor vi begge trivedes, og hvor vores børn havde gode venner. Men det var i København, at et menighedsråd ville have mig som præst, og det gjorde, at vi den 15. august 1992 flyttede til Emdrup, hvor jeg blev præst ved Emdrup Kirke.
Det blev til 13 meget spændende år af vores liv. Over tid voksede vi sammen med de mennesker, som kom i Emdrup Kirke. Der var en stor ældre generation, som fyldte godt på kirkebænkene, og som havde været med lige siden kirken blev bygget først i 60’erne. 95 % af dem nåede jeg at begrave i løbet af mine præsteår. Over tid kom der mange unge til kirken, som satte deres præg på fællesskabet. Mette startede en legestue og var også i mange år engageret i kirkens arbejde blandt ældre + alt det andet.
Jeg havde ikke lige set det komme, men jeg blev faktisk meget glad for at være præst. Jeg trivedes med alle sider af præstearbejdet. Børnearbejde, familiegudstjenester, minikonfirmander, konfirmander, konfirmandlejre, teenarbejde, samtaler med kommende ægtefolk, tirsdagsmøder, smågrupper, ældrearbejde, plejehjemsgudstjenester, husbesøg, kontakter til sociale tilfælde, markomaner, alkoholikere, kriminelle. Det var også en intens tid med masser af hårdt arbejde, en lang arbejdsuge. Vi var jo småbørnsfamilie med alt, hvad det indebærer af natteroderi. Men jeg fik lov at arbejde med det, jeg gerne ville – bibelundervisende arbejde med en inderkreds, og samtaler om tro og liv med mennesker i meget forskellige livssituationer.
I 13 år mødte jeg mennesker i alle aldersgrupper, alle sociale lag, alle livssituationer fra den dybeste sorg til den største glæde. Lige under overfladen lå de helt væsentlige spørgsmål. Ofte blev det et flygtigt møde nogle få timer med mennesker, som gik ind i mit liv, og forsvandt igen – og jeg så dem aldrig igen. Men der var også en kerne af mennesker, som jeg mødte igen og igen ugen igennem og hver søndag. I lyst og nød. Der er mennesker, jeg har arbejdet sammen med år ud og år ind. Der er mennesker, jeg kun havde en kort samtale med, men som alligevel har brændt sig fast i mit sind. Det var gode år, hårde år, meningsfulde år. Jeg fik lov at bruge mit arbejdsliv på det, jeg som helt ung havde besluttet – at være med til at sætte ord på evangeliet til mennesker, som kendte Gud eller slet ikke kendte Gud.
5. 17 år for DBI
Det var egentlig en misforståelse, at jeg blev rektor på DBI. Fra 1. januar 2004 var jeg med i DBI’s styrelse. 10 måneder efter sagde Jens Ole Christensen op som rektor – han var ellers næsten lige gået i gang. Da jeg 28. februar efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde kom hjem til Mette, spurte hun, hvordan det var gået – mens hun kørte med støvsugeren. Jeg bad hende lige slukke for støvsugeren, mens jeg forklarede mig. De havde spurgt, om ikke jeg ville være rektor. Jeg ville miste mit arbejde, min tjenestebolig, vores base i Emdrup. Jeg havde ingen ønsker om at gå fra det direkte møde med mennesker til forsyningstropperne på et kontor i en baggård ved Kultorvet. Det var faktisk ikke mig at have et lederansvar på den måde, en rektor havde, så det var langt uden for min komfortzone. Det endte med, at jeg søgte orlov i to år, fordi jeg tænkte – jeg må kunne holde hjulene i gang, mens de finder den kommende rektor.
Denne misforståelse – lidt komiske misforståelse – har så varet i knap 17 år. Da de første par år var ved at være gået, var DBI i en ekstrem usikker situation – det var mellem Stavanger og Wales – så jeg tog det store spring, opsagde min stilling og helligede mig arbejdet som rektor. Det, som tændte mig i arbejdet som rektor, det var kontakten med de studerende, med kollegaer og med baglandet. Her var tre grupper, som det har været et privilegium at arbejde sammen med.
Det har også ind imellem været mere svært at være rektor, end sådan én som jeg fra Slumstrup mark har magtet det. Fire gange de sidste 17 år har jeg været så langt ude, at jeg har forsøgt at slippe ud af det. Det er der meget få, som ved, for udadtil har jeg overlevet med en humoristisk facade. Men af en eller anden grund er jeg altså blevet hængende, og bestyrelsen har fastholdt kaldet til mig.
Nu til sommer er det 10 år siden, vi påbegyndte samarbejdet med Fjellhaug, så 10 ud af 50 år har DBI kørt et nært parløb med Fjellhaug. At koordinere mellem Fjellhaugs styre, rektor, ledergruppe, lærere og den altid skjulte nærværende NOKUT på den ene side, og så DBI’s bestyrelse, ledelse og lærergruppe og de altid skjulte nærværende: giverne og samarbejdsorganisationerne – det har nogle gange været mere indviklet, end det er til at finde ud af, når man er opvokset i en kostald i Vestjylland. Men Gud har år for år skabt en større og større sammenhæng mellem vores institutioner, og det har været til stor velsignelse for DBI
Da vi for nogle år siden havde besøg af Silas, som fortalte om, hvordan han fra morgen til aften i perioder talte med muslimer om kristen tro, eller da vi havde besøg af Martin, præst i Sønderjylland, som med stor glæde fortalte om mødet med mennesker i hans sogn nede ved grænsen – så har jeg tænkt, at indirekte har jeg fået lov at være med i evangeliets tjeneste fra Vestjylland til Verdens ende. Ikke helt, som jeg havde tænkt – men alligevel.
6. Det kommende kapitel
Am 7,14: Amos: Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel, jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner.
Moses: (2.Mos 4,10): Undskyld mig Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det, det har jeg heller ikke nu, efter at du er begyndt at tale til mig.
David: Asafs Salme: Gud udvalgte sin tjener, David, han tog ham fra fårefoldene og tog ham bort fra fårene til at vogte mit folk. (Sl 78,71): Han var hyrde, og blev menneskehyrde.
Nu tilhører jeg en anden vægtklasse end Amos, Moses og David. Mindre kan også gøre det. Pointen er, at Gud kan bruge fejlplacerede mennesker i sin store sag. Gud tog mig fra kostalden og gjorde mig til rektor for en akademisk institution i København. Hvad næste kapitel bringer, og om det bliver kort eller langt, det ved kun Gud. Men jeg skal beskæftige mig med tre grupper, som jeg elsker at pleje kontakt med: Studerende, kolleger og bagland. Så er der andre, der må gøre det grove arbejde med at lede DBI og holde maskineriet i gang.
Som der står på Vilhelm Becks gravsten: Så længe jeg lever, vil jeg gale, sagde hanen.
Herefter sang Mikkel Haar Andersen sin påskesang: Gå hen til Jesu kors
