Klumme 5 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, rektor
Da jeg startede på DBI i 1978, var de afgørende beslutninger om DBI’s profil afklarede. Der manglede to følsomme diskussioner. Den første kom i min studietid og handlede om DBI’s forhold til folkekirken. Den anden kom i min rektortid og handlede om forståelsen af Guds forsyn. Begge dele vil jeg kommentere i senere blogindlæg, som er mine offentliggjorte dagbogsnotater om, hvordan verden tager sig ud fra min vinkel. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har nøglen til forståelsen af den aktuelle kirkehistorie, men jeg har et billede af, hvordan tingene tager sig ud fra min subjektive enfoldige vinkel.
DBI og MF
Det var forholdsvist enkelt at forklare vores bagland, at der var brug for et alternativ til de to teologiske fakulteter – både i Aarhus og København. Da folkeskolen i 1975 løsrev sig fra sin tilknytning til folkekirkens trosgrundlag, blev det starten på en kristen friskolebevægelse, som stadig lever og vokser, og som har relativt gode vilkår takket være en stor forståelse for det frie skolevalg og betydningen af privatskoler ved siden af de offentlige skoler. Nogle af udtalelserne fra lærere og professorer på de to teologiske fakulteter i tresserne og halvfjerdserne var så milevidt langt fra traditionel kristendom, at kirkefolk rundt i landet godt kunne forstå, at der var brug for en teologisk uddannelse, der var bundet til Bibelen og den lutherske bekendelse.
Det var mere indviklet at forklare baglandet, hvorfor der var brug for to forskellige institutioner, et Menighedsfakultet i Aarhus med sine vedtægter, sin profil og sin historie – og et Dansk Bibel-Institut i København med lidt andre formuleringer i vedtægterne, en lidt anden profil og en lidt anden målgruppe. Den principielle forskel i bibelsynet var, at MF også var åben for, at der kunne være fejl i Bibelen i perifere spørgsmål, mens DBI betonede, at Bibelens historie og budskab var så sammenvævet, at man ikke kunne sondre mellem historie og budskab og mellem periferi og centrum.
Samarbejde om det, vi er fælles om
I 1979 blev der holdt et fællesmøde mellem DBI’s og MF’s bestyrelser, lærerråd og studenterråd. Fordi sidste gruppe var med, betød det også, at jeg selv var med. Weekenden bød på en lang diskussion mellem de to institutioner, hvor ikke mindst Niels Ove Vigilius var aktiv med lange indlæg og lange skriftlige oplæg. Også Jørgen Glenthøj m.fl. fra MF var aktive med megen taletid. En beskrivelse af dette møde findes blandt andet i Flemming Kofod Svendsens afhandling Teologi og konsekvens.
Konklusionen på dette møde var, at de to institutioner fastholdt hver deres profil, men udtrykte åbenhed over for at samarbejde om det, man var enige om. Jeg var selv i studenterrådet med til at komme med en række forslag om, hvad vi kunne samarbejde om. I årene efter 1979 var en række af MF’s lærere gæsteforelæsere på DBI. Det gjaldt fx Kurt Christensen, som gav en række forelæsninger om K. E. Løgstrups bog Den etiske fordring, en parallel til, hvad jeg selv havde hørt ham undervise i på MF. Jeg var også med til at arrangere den første af to weekender mellem de to studenterflokke og lærerstab. Det blev ikke en tradition, som jeg havde håbet, men det fremmede fællesskabet at få mødt hinanden. Ikke alle i DBI’s styrelse var begejstrede for denne samarbejdslinje, men jeg havde Niels Ove Vigilius’ støtte, og hans argumentationsevne rakte noget længere end min.
Samarbejdet i KFS
Efter min studietid var jeg først KFS-sekretær i knap seks år. Her var nogle af mine nærmeste kollegaer Mogens Jensen, som i dag er videnskabelig medarbejder på MF. Det var Nils Andersen, nuværende landssekretær på MF, Ingolf Henoch Pedersen og Leif Andersen, som begge først var generalsekretærer i KFS, og dernæst henholdsvis fakultetsleder og lektor i praktisk teologi på MF. Flere kunne nævnes, men min pointe er faktisk efter 25 års engagement i KFS at sige, at vi godt har kunnet finde ud af at samarbejde om evangeliets udbredelse i Danmarks studieverden. Derfor burde vi også kunne samarbejde om teologisk uddannelse.
Eksempler på samarbejde
Efter 1979 begyndte lærergruppen på de to institutioner at mødes årligt til en erfaringsudveksling. Det begyndte, så vidt jeg ved, med GT-lærerne. Men ret hurtigt blev det en institution, som efterhånden har fungeret i 40 år. På et tidspunkt begyndte først MF og så DBI at udgive et ”Bindeled”, et lille blad for forhenværende studerende, hvor den enkelte præst, organisationsansatte eller missionær fortalte på skift om tiden efter studietiden. Da jeg selv blev præst, oplevede jeg DBI’s version af dette blad som meget spændende og foreslog DBI og MF, at man samlede de to tidsskrifter til et blad. Dette skete aldrig. I stedet blev internettet så udbredt, at man startede et ”netkonvent”, som erstattede de to skriftlige produkter, og som har været med til at binde uddannede folk fra DBI og MF sammen.
I 1990’erne foreslog jeg også de to institutioner, at man hvert fjerde år koordinerede januarkurset på DBI med teolkurset på MF, sådan at man holdt fælleskursus. I første omgang svarede begge lærergrupper nej til forslaget. Jeg oplevede begrundelsen så ufuldstændig, at jeg forsøgte en gang mere med en længere henvendelse. Det førte til et ja fra begge lærerråd, og man begyndte med de fælleskurser, som i dette årtusinde har kørt hvert tredje år. Efter mit skøn har det været med til at frugtbargøre fællesskabet mellem kandidater, som er uddannet hver sit sted og højne niveauet for den skriftlige samtale, der foregår på de elektroniske medier.
I 1990’erne lykkedes det også at få gang i et årligt fælles landskonvent, som var arrangeret af en firemands-gruppe fra DBI og MF. Jeg var selv med til at foreslå dette initiativ og med i den første arbejdsgruppe. Siden har jeg stort set været med på alle landskonventer.
DBI-MF konsortiet
Året efter, at jeg var startet på DBI, blev der på initiativ fra fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen dannet et konsortium, som arbejde på at udvide samarbejdet mellem DBI og MF, et seksmandsudvalg med tre fra hver af de to institutioner. De følgende år holdt konsortiet mange møder med en række forslag til fælles initiativer – og ikke mindst med forsøg på at spare undervisningsresurser ved at udnytte hinandens lærere bedre. Men også med forslag om fælles tidsskrift, fælles apologetikkurser, fælles kirkepolitik m.v. En del ideer blev afprøvet, men det lykkedes ikke dengang at få lavet et bredere samarbejde. I 2010 mødtes de to bestyrelser for første gang siden 1979 igen til et to-dagsmøde. Forslaget fra MF var, at DBI accepterede en bredere forståelse af bibelsynet, sådan at de to institutioner kunne fusionere. DBI’s svar var var et høfligt, men entydigt nej, men med tilføjelsen: Lad os samarbejde, så langt enighed rækker. De kommende år indskrænkedes samarbejdet. DBI fandt i stedet et uddannelsessamarbejde med Fjellhaug i Norge, og MF fik en samarbejdsaftale med et stort universitet i Sydafrika. Da Thomas Bjerg Mikkelsen for fem år siden blev fakultetsleder, foreslog han konsortiet nedlagt og erstattet af et ledermøde, som nu mødes en times tid to gange årligt.
På baggrund af vores fælles værdier
Da DBI i 2010-2012 etablerede et omfattende samarbejde med Fjellhaug Internasjonale Høgskole i Oslo (FIH), skete det ifølge Samarbejdsavtalen med FIH ”på baggrund af de to institutioners fælles værdier”. Denne formuleringer siger, at vi godt kan samarbejde uden at være enige om alt, men der betones det, som vi er fælles om. I første omgang sagde MF nej til at gå med i det samarbejde og prioriterede i stedet samarbejdet med et universitet i Sydafrika. Men i 2019 ændredes nej’et til et ja, og siden har vi haft et omfattende uddannelses- og forskningssamarbejde om vores primære ydelse, at uddanne præster, missionærer og menighedsmedarbejdere til Danmark og udlandet. Det, som ikke lykkedes i 2010, lykkedes dermed i 2019.
I 2019 og 2020 forhandlede DBI og MF med Kristen Pædagogisk Institut om at lave en fælles religionspædagogisk satsning og dermed udvide arbejdsområdet for DBI’s og MF’s virke. Desværre for os på DBI valgte MF i 2021 at springe fra det samarbejde og i stedet arbejde for at etablere et religionspædagogisk center på MF i samarbejde med KPI, men uden at orientere DBI eller involvere DBI i etableringsfasen. Det har ført med sig, at DBI og MF efter mit skøn i dag har et forbilledligt samarbejde om teologisk uddannelse, men et meget beskedent samarbejde om en religionspædagogisk satsning. Det håber jeg, at der bliver ændret på i fremtiden.
Personligt er jeg optimist
Om DBI’s og MF’s fælles værdier bliver større eller mindre de kommende år, ved jeg ikke. Det er muligt, at DBI og MF med tiden bevæger sig i hver sin retning, sådan som fx Indre Mission og KFUM gjorde det engang i min ungdom. Men selv håber jeg på større og større fællesnævner på baggrund af vores fælles værdier. Et samarbejde, som ikke fortier eller nedtoner, at vi faktisk også ser forskelligt på en række spørgsmål. Jeg er optimist og tror, at de spor, der er sat af de generationerne fra to institutioner de første 50 år, danner grobund for et tæt samarbejde i årene fremover.
Det er nemlig ikke så indviklet. En journalist kontaktede mig for nogle år siden og sagde, at han havde brug for et synspunkt fra det ultrakonservative højre af dansk kirkeliv. Jeg forklarede, at han desværre havde ringet til den forkerte, for de kristne værdier, jeg stod for, deltes af alle store kirkesamfund gennem 2000 års historie og af de fleste kristne på verdensplan i dag. Jeg har placeret mig lige midt i kirken i alle teologiske spørgsmål, inklusive de følsomme og politisk ukorrekte – og har ikke et eneste yderliggående synspunkt. Jeg håber, at mange sammen med DBI vil fortsætte i denne midterbane i årtierne fremover. Indtil Kristus kommer i herlighed og arbejdsdagen er forbi.
