Klumme 9 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, lærer og rejsepræst
DBI’s første bestyrelse, der bestod af en gruppe præster, lægfolk og teologistuderende, var mennesker, der havde bundet deres gavebidrag til at støtte andre gode kristne foretagender.
Da det første nyhedsbrev fra DBI blev sendt ud til nøglepersoner over hele landet, måtte man samtidig bede om penge til kuverter, papir og frimærker og lave et årsbudget på 6-7000 kr., sådan at man ikke skulle starte med et underskud.
Der var en del sympati for ideen blandt enkeltpersoner rundt omkring, men de gamle vækkelsesbevægelser var i udgangspunktet skeptiske over for ideen. Indre Mission havde sympati for uddannelse af troende præster, men var præget af den mangeårige formand Christian Bartholdys skepsis over at lave et beskyttet drivhus i forhold til Det Teologiske Fakultet. Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission var ikke begejstrede for teologisk uddannelse og spurgte, om man troede, der gik et særtog til himlen for akademikere.
Et bagland med hjerte for DBI
Det tog derfor en rum tid, inden baglandet tog den nye institution til sig. Niels Ove Rasmussen, som antog det ufolkelige efternavn Vigilius, var landskendt som medstifter af Kristeligt Forbund for Studerende, Bibellæseringen i Danmark og andre nyskabelser i løbet af 60’erne og 70’erne. Men han havde en ikke særlig folkelig stil, når han stod i et undervisningslokale eller på en talerstol. Til gengæld havde han en lidenskab og en brand for det initiativ, han havde været med til at starte, og med tiden skaffede det mange venner og bidragydere til DBI.
De første år fordobledes budgettet år for år. Der blev råd til lokaler, til at halvtidsansætte Niels Ove Rasmussen som den første rektor – og senere til at fuldtidsansætte ham. Der kom timelærere til, nogle timers kontorhjælp og også en teologistuderende, der blev den første rejsesekretær. Hver eneste disponering havde en økonomisk side og var en gyser for den bestyrelse, som var økonomisk ansvarlig.
Økonomiske trosspring
Kort efter min studiestart var det nødvendig at udvide lokalerne og leje en større del af den bygning, hvor DBI havde lejet sig ind. En gruppe i styrelsen talte imod. De var bange for, at det ville sprænge den økonomiske ramme. Andre sagde, at vi må gøre det i tillid til Gud, som giver os det daglige brød, og i tillid til, at baglandet vil forstå nødvendigheden i investeringen. Ud over lokaler måtte der møbler og inventar til. Bestyrelsen besluttede sig for det trosspring, som den dyreste løsning var. De kommende måneder holdt vi vejret, når månedens gaveindtægt blev talt sammen. Men da året var gået, var der balance i regnskabet, især for man på alle tænkelige måder spinkede og sparede der, hvor spares kunne.
Sådan fortsatte det gennem hele min studietid. Hver dag talte kontorsekretæren det daglige indsamlingsresultat sammen og offentliggjorde det på en søjle på opslagstavlen. I årets løb var man faretruende bagud, men hver gang et nyt nummer af DBI-posten var blevet rundsendt, eller landssekretæren var kommet hjem fra en møderejse, så kom der girobetalinger ind. Af og til var der ansatte, som først fik deres løn nogle dage henne i måneden, når der var kommet tilstrækkeligt med penge ind. Og så var der huslejen, som skulle betales kvartalsvis, og hvor der bare skulle være penge nok inden en bestemt dato.
Jeg var selv vokset op på en lille landbrugsejendom i Vestjylland, hvor der i perioder var småt med penge, og hvor en fejlslagen høst kunne have konsekvenser for økonomien mindst et år ud i fremtiden. Jeg var også vokset op med den praksis, at Guds rige kom på førstepladsen. Det betød, at det, mine forældre gav til mission i Danmark og udlandet, var konstant og blev prioriteret forud for de goder, familien skulle leve af.
Denne nøjsomhed og gavmildhed var en del af min bagage, da jeg blev studerende på Dansk Bibel-Institut. I mit privatliv var jeg vant til først at investere, når jeg havde råd til det. På DBI skulle jeg vænne mig til, at her investerede man og motiverede derefter baglandet til at støtte det.
Udfordringen for en halvnærig rektor
24 år efter min studietid havnede jeg som rektor på dette tvivlsomme økonomiske foretagende, som DBI er. Jeg kom fra en tjenestemandsstilling som præst i folkekirken. Der kan siges meget om det med at være folkekirkepræst, men én ting ligger nogenlunde fast. Der bliver udbetalt en månedsløn hver måned. Nu blev jeg en del af en indsamlingsorganisation, hvor vi i mine sidste 17 år altid har haft til dagen i dag, men ikke altid til dagen i morgen.
Det var en stor udfordring. I mit privatliv havde jeg i 2005 sjældent brug for at investere i mere end en ny brugt cykel. Jeg havde ikke bil, boede til leje med en fast husleje pr. måned og gik kloakken i stykker, var det ejeren og ikke mig, der skulle punge ud. Men på DBI levede jeg i den omvendte verden. Jeg var klar over, at først måtte vi investere i ansatte og lokaler. Dernæst måtte vi spørge baglandet, om de ville støtte det økonomisk.
De første år af min rektortid var kassekreditten i perioder i bund. Vi havde også forskellige private lån på cirka en halv million, som vi betalte billigere rente til end kassekreditten. Men DBI var et underskudsforetagende, og da det var værst, var likviditeten i bund, fordi vi ikke havde nogen fast ejendom til at stabilisere økonomien. År for år kom jeg med forslag til ansættelser, som alle syntes var en god ide, men som havde en økonomisk side, hvor finansieringen var et stort problem.
Mine 17 rektorår er ikke endt med en langtidsholdbar stabilisering af økonomien. Vi lever stadig på kanten af det forsvarlige, når man har en fast husleje og en flok ansatte på lønningslisten. Men de private lån er betalt ud, kassekreditten er afskaffet og økonomien så nogenlunde stabiliseret. Når der udbryder krig i Ukraine, så stiger leveomkostningerne i Danmark, og så får en indsamlingsorganisation som DBI en økonomisk udfordring. Det har vi også, mens dette skrives. Vi har det, som da israelitterne levede med mannaen i ørkenen. Både mannaen og vores penge kommer ind fra dag til dag, og vi får aldrig et forråd at tære af.
DBI – fattig på penge, rig på venner
Den gamle norske lægmandshøvding Ludvig Hope var modstander af, at Norsk Misjonssamband skulle modtage statspenge til deres skoler i Norge. Sådanne penge har intet ”hjerte”, sagde han, men det har vennernes penge. På DBI ville vi gerne have samme vilkår som private skoler og højskoler, nemlig at en del af vores indkomst blev dækket af de skattekroner, som DBI’s venner jo også er med til at betale. Men sådan er lovgivningen og den politiske vilje ikke i Danmark. Vi må derfor dække al vores indkomst gennem venners frivillige gaver, og det har gjort, at vi hvert år har måtte holde 2-300 møder i vores kristne bagland for at skabe forståelse for, hvad DBI kan tilbyde, og for at bede om støtte til vores arbejde.
Jeg modtager mange mails i årets løb fra mennesker, som dagligt beder for DBI og også støtter arbejdet økonomisk. For nylig modtog vi en arv på over 100.000 kr. fra et ældre ægtepar, som jeg kendte i min ungdom. Jeg blev rørt og glad, fordi de havde valgt, at en del af deres arv skulle gå til præste- og missionæruddannelse på DBI. Overalt, hvor jeg kommer rundt i landet, møder jeg mennesker, der følger med i DBI’s arbejde, glæder sig over det, beder for det og regelmæssigt giver af deres penge til DBI. Og så tænker jeg: Hvor er det en stor lykke, at DBI ikke lever af statsmidler eller fondsmidler, men af levende menneskers gavmildhed, forbøn og medleven!
