Kurset i homiletik handler om at forkynde og formidle den kristne tro til børn, unge og voksne.
Undervisningen er et valgfag på FIUC-DK og kan både følges af FIUC-DK-studerende og alle andre, der arbejder med forkyndelse og formidling.
Undervisningen er et valgfag på Fjellhaug Internationale University College med adresse på Dansk Bibel-Institut, Leifsgade 33. Men det er samtidig et tilbud til alle, der gerne vil bruge 10 dobbeltlektioner i foråret 2015 på at arbejde med forkyndelse og formidling.
Tilmelding hurtigst muligt
Studenter på FIUC-DK skal tilmelde sig på studenweb. Andre ved henvendelse til studiekoordinator Morten Møller (mm@dbi.edu) den 10. januar 2015. Ønsker man at blive tilmeldt som enkeltfagsstuderende og få et eksamensbevis for bestået kursus, anføres det ved tilmelding. Kurset gennemføres, hvis minimum 5 tilmelder sig.
Indhold
– Hvordan formidle indholdet i 2-3000 år gamle tekster fra Mellemøsten til (post)moderne mennesker i Danmark i dag?
– Hvordan arbejder vi med de meget forskelligartede tekster, der er i Bibelen, i lyset af dens helhed, dens centrum og dens sondring mellem, hvad Gud kræver og hvad Gud skænker.
– Hvor er den moderne tilhører, og hvordan formidler vi den kristne tro til de forskellige målgrupper, børn, unge og ældre, kritiske, søgende og troende, postmoderne, kulturkristne og genfødte kristne?
– Hvad betyder formidlerens egen person, baggrund, livshistorie og forbillede og hvordan inddrages det konstruktivt i formidlingen? – Hvordan formidle gennem monolog, dialog og hvordan bruge kreative og visuelle virkemidler? Hvordan evaluere, om budskabet er nået frem og er blevet hørt?
Målgruppe og form
Velkommen til et kursus med 20 lektioner fordelt på ti torsdage kl. 16.15-18.00 i foråret 2015. Målgruppen er studenter på FIUC-DK eller det teologiske fakultet, samt prædikanter, prædikantspirer, medarbejder i kristent børne- og ungdomsarbejdere m.v. Underviser er Børge Haahr Andersen, præst, rektor, daglig leder for FIUC-DK og underviser i praktisk teologi.
Undervisningen består dels af forelæsninger og drøftelser, dels af prædikener og formidling ved deltagerne. For at være med skal man være villig til at afsætte ti aftner, læse en grundbog (Egil Sjaastad: Vi forkynner Kristus) og enkelte artikler og ellers deltage aktivt i undervisningen og øvelserne.
Det foreløbige program
1. Introduktion: Hvad er kristen forkyndelse?
2. Forberedelsesfasen: Tekstarbejde og temaer, idefasen
3. Forberedelsesfasen: Fra tekst til forkyndelse, skrivefasen
4. Forberedelsesfasen: Bearbejdnings- og evalueringsfasen
5. Forkynderen og tilhørerne
6. En vigtig sondring mellem Guds krav og Guds gave
7. At prædike ved at fortælle – pædagogiske virkemidler
8. At forkynde ved særlige lejligheder I
9. At forkynde ved særlige lejligheder – den evangeliserende forkyndelse
10. Teksten, forkynderen, tilhøreren, rummet, situation, året og livshistorien, opsamling.
Vi mødes første gang torsdag den 22. januar kl. 16.15. Velkommen!
Børge Haahr Andersen, bha@dbi.edu