FYRAFTENSMØDE # 5
I konflikten mellem jøder og palæstinensere er der et utal af sørgelige skæbner og utallige historier om uretfærdighed, vold og mord. De danske mediers dækning af konflikten fokuserer som ofte på alt det, der går galt, men der findes også beretninger om mennesker, som med modig insisteren arbejder for forsoning mellem de stridende parter.
Israelsmissionen vil gerne være med til at give stemme til nogle af disse modige mennesker, og har derfor inviteret tre personer fra forsoningsorganisationen Musalaha til Danmark. Vi får dermed mulighed for at møde dem på DBI. De tre er lige så forskellige som befolkningen i Israel. En af dem er jøde og har gjort tjeneste i det israelske militær ligesom alle andre unge mennesker. En anden er palæstinenser og er vokset op med militære checkpoints som en del af sin hverdag. Alligevel vil de rejse rundt i Danmark i to uger og fortælle om forsoning. De vil også fortælle om det som de ser forskelligt på, men også hvordan deres fælles tro på Jesus gør dette muligt og giver dem håb om en anderledes fremtid – trods alt. De vil fortælle om hvordan deres fælles tro på ham, som byggede bro mellem Gud og os, nu er med til at bygge bro mellem mennesker.
Musalaha blev grundlagt af en kristen palæstinenser og en Jesus-troende jøde tilbage i 90erne. Overordnet arbejder man med forsoning inden for fire forskellige grupper. Hvert år arrangerer Musalaha børnelejre, hvor både jødiske og palæstinensiske børn deltager. De arrangerer også ørkenture for teenagere, hvor et lige antal fra hver gruppering sendes ud i ørkenen på kamelryg. For unge som er færdig i hæren eller i gang med deres uddannelse arrangeres studieturen, seminar-oplæg og undervisning om forsoning. Musalahas kvindearbejde er den største gren består af en række kvindegrupper både i Israel og på Vestbredden.
De nyeste initiativer er et arbejde for kristne og muslimske ledere i Betlehem og et familiearbejde for messianske jøder og kristne palæstinensere. Det sidste finder som oftest sted i udlandet på ”neutralt område”, da det af politiske og sikkerhedsmæssige grunde ikke er muligt at mødes lokalt
Du kan læse mere om Musalaha på musalaha.org