Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En taknemlighedsfest

Over 200 glade og velsyngende gæster fejrede lørdag d. 8. oktober DBI's 50-års jubilæum. Det blev skøn dag, som vi vil huske og glæde os over længe!

DBI’s 50-års jubilæum

Her kan du finde lydfiler med prædiken, indlæg og hilsner fra DBI's 50-års jubilæum, der blev fejret i Nordvestkirken d.… Læs mere

Festgudstjeneste

Det var i ordets bedste forstand en festgudstjeneste! Da orgel og trompet satte i med Lovsynger Herren, så satte de mere end 200 velsyngende gæster i med et sangbrus, der kunne have løftet taget!

DBI’s rektor, Henrik Nymann Eriksen prædikede over teksten fra Johannesevangeliet, hvor Johannes Døberen peger hen mod Jesus. På samme måde, sagde Henrik, er DBI dem, der peger hen mod Jesus ved at uddanne teologer, fordi vi ønsker, at mennesker skal lære Jesus at kende og få et møde med ham.

Vi fejrede nadver sammen, og lovsangen fyldte kirkerummet!

Efter nadveren var der forbøn for Henrik Nymann Eriksen som ny rektor. Forbederne var Fjellhaugs rektor, Frank Ole Thoresen, DBI’s formand Jens Peter Rejkjær og lærerrådsformand Christian Schøler Holmgaard.

Tilbageblik og mission

Børge Haahr Andersen gav et både alvorligt og humoristisk kort rids af DBI’s historie og de ildsjæle, der udgjorde DBI’s pionerer. Flere af dem, der så visionen for DBI dengang, lever ikke længere, men der var stadig blandt gæsterne nogle med, som også deltog i DBI’s stiftende møde i Inger Margrethe og Flemming Kofod Svendsens lejlighed i 1972.

Finn Rønne gav et levende indblik i, hvordan mission har præget visionen på DBI, og hvordan DBI gennem tiden har sat nye initiativer i gang, der sigter mod et engagement i international mission.

DBI’s kerneværdier

Masterstuderende Lars Malmgaard Jensen kom med en fin refleksion over, hvad DBI’s kerneværdier betyder for studerende i dag: Tillid til Bibelen, glæde over evangeliet og kærlighed til mennesker.

Eget band

Til lejligheden var der sammensat et DBI-band, der spillede og sang sammen med os. Ikke mindst det nye bachelorhold rummer en hel del musikalske stud.theol’er, og det nyder vi dagligt godt af i kaffestuen – og altså også på jubilæumsdagen.

Gode ord – og frokost!

En række af DBI’s samarbejdsorganisationer bragte hilsner med gode ord om samarbejdet, netværket og de fælles formål, vi arbejder på. Det var godt at lytte til, og det skal nok varme længe i en kommende kold vinter :-).

Menighedsfakultetet lagde ud med at give DBI’s studerende og ansatte en frokost i jubilæumsgave. Evangelisk Luthersk Netværk donerede bordpynt i form af et fødselsdagsflag. Indre Mission fulgte trop med at love kage til kaffen, og Evangelisk Luthersk Mission lovede så at donere noget at drikke til frokosten! Vi takker på alles vegne, og vi vil nyde de gode gaver sammen i den kommende uge!

Der var hilsner fra MF, Fjellhaug, Forsamlingsfakulteten Göteborg, Indre Mission, KFS, Evangelisk Luthersk Netværk, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission og Ordet og Israel. Derudover bragte Lise Skydstofte en god hilsen også på vegne af sin afdøde mand Jørgen Skydstofte, der var en af DBI’s stiftere. Også Anna Lena Midjord (en af DBI’s stiftere) og sognepræst Uffe Kronborg kom med en hilsen.

Hvorfor skal DBI fortsat eksistere?

Det emne fik tre oplægsholdere i tre forskellige jobsituationer og aldersgrupper lov til at reflektere over:

  • Sognepræst Knud Erik Braüner lagde vægt på udrustningen fra DBI til at udføre sit kald som sognepræst i folkekirken.
  • Claus Grønbæk pegede på værdien af tillid til Bibelen og det gode fællesskab med andre, der blev dannet i studietiden, og pegede også på, at DBI skulle følge med tiden.
  • Louise Høgild Pedersen lagde vægt på værdien af forskningen. Der skal nogle til at forske og tænke tidens store spørgsmål igennem fra et bibelsk perspektiv, sådan at de kan formidle deres viden videre til alle os, der har brug for at få svar i den tid, vi lever i.

En jubilæumsgave?

Under sangen Dig være ære optog vi en kollekt og bad om en jubilæumsgave.

Vi siger hjertelig tak for alle gaver! Det vil være en stor hjælp i et udgiftstungt år.

TAK!

Hjertelig tak til alle jer, der var med, og til jer, der fulgte os i tankerne!