Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En stor tak til Carsten Elmelund Petersen

Tiden er kommet til at sige tak til Carsten Elmelund Petersen for tre årtier, hvor han med stor flid har undervist fortrinsvis i etik på DBI.

Af rektor Henrik Nymann Eriksen

Carsten Elmelund Petersen går på pension fra sin stilling som lektor i systematisk teologi på DBI den 1. september 2023. Det er præcis 30 år efter sin tiltrædelse i 1993.

Carsten var den første DBI’er til at skrive en ph.d.-afhandling. Han viste, at det kunne lade sig gøre, og banede dermed vej for de næste generationer af DBI-forskere. Hans arbejde har undervejs bidraget til afklaringen af aktuelle etiske udfordringer for kirken. Jeg tænker her især på hans bidrag i de to rapporter Kærligheden glæder sig ikke over uretten (1996) om kirkens holdning til vielse af to af samme køn og Kærligheden glæder sig ikke over uoverensstemmelsen (2015) om juridisk kønsskifte.

Carsten har været en af initiativtagerne til Nordisk forum for systematisk teologi, der samler undervisere og forskere fra Fjellhaug (Oslo), Menighedsfakultetet (Aarhus), Församlingsfakulteten (Göteborg) og DBI til årlige samlinger.  Han har i det hele taget haft et særligt blik for det nordiske samarbejde gennem hele sit virke. Carsten har været en flittig lærer, som udover sin undervisning og forskning også er kendt for at tage sin store del af censoropgaver på sig. Ja, nogle har ligefrem i den anledning kaldt ham for censorkongen.

Carsten har sat sit præg på DBI-miljøet med en venlig og imødekommende indstilling overfor både kolleger og studenter. Han er optaget af, at andre omkring ham trives. Det er også komme til udtryk i en høj grad af hjælpsomhed. Hans humor er karakteristisk, og han er velkendt for sine mange vittigheder, som han også selv morer sig over.

Der er grund til at sige en meget stor tak til Carsten for hans indsats – ikke bare for DBI, men for en luthersk og bibelsk forankret teologi. Tak for din indsats for at møde tidens aktuelle etiske udfordringer fra en solidt bibelsk og luthersk position.

Tak for en investering af 30 års arbejdsliv på DBI til gavn for kolleger, studenter og kristenfolket i Danmark. Vi ønsket Guds velsignelse over pensionisttilværelsen og glæder os over, at Carsten fortsat vil komme forbi DBI på emeritus-kontoret for at redigere tidsskriftet eMissio og skrive faglige artikler, der kalder på at blive gjort færdig.