Det er meget usædvanligt, at der ikke går længere tid fra en forsvaret ph.d. til en bogudgivelse. Men i Michael Agerbo Mørchs tilfælde er det altså sket på under et år.
Michael fortæller:
“Jeg forsvarede min ph.d. i maj 2022, men jeg havde været så heldig at få en forhåndsaftale med det tyske forlag Vandenhoeck & Ruprecht, fordi en tysk professor tidligere havde læst nogle af mine ting og gerne ville have mig ombord på en serie, han redigerede. Efter forsvaret skulle den så igennem den obligatoriske fagfællebedømmelse, men det gik heldigvis godt og glat, så nu er den allerede på gaden. Virkelig dejligt.
Bogen kommer med et bud på, hvad systematisk teologi er, og hvorvidt denne systematiske teologi lever op til almindelige kriterier for videnskabeligt arbejde. Det er en stor og lang bog, men forhåbentlig også spændende og stimulerende.”