Undervisning og ledelse er to særlige interesseområder for DBIs nye rektor fra august 2022, og Henrik Nymann Eriksen har praktiseret begge dele i sit arbejdsliv indtil nu – senest som højskoleforstander på LMH – og det vil han også kunne fortsætte med i arbejdet som rektor på DBI.
Rektorstillingen omfatter også en stilling som daglig leder af FIUC-CPH, der er navnet på den norske bacheloruddannelse, som udbydes på DBI.
En god og erfaren leder
DBIs formand, Christian Lund Pedersen, udtaler om valget af ny rektor:
”Vi er meget glade for, at Henrik Nymann Eriksen har sagt ja til opgaven. Vi anser ham som en god leder med mange relevante erfaringer fra forskellige kirkelige organisationer og som leder af en undervisningsinstitution. Som forfatter har han desuden skrevet mange bøger, hvor han har bygget bro imellem akademisk forskning og det almindelige arbejdsliv for teologer og kristne ledere. Vi tror derfor, at Henrik Nymann Eriksen vil kunne lede en udvikling af DBI til glæde for kirken i Danmark og rundt omkring i verden.”
I en pressemeddelelse fra LMH udtaler Henrik Nymann Eriksen:
“Jeg har stor lyst til at give nogle år til uddannelse og dannelse af næste generations præster, forkyndere, missionærer og kristne ledere. Det bliver en mindre gruppe studenter end de store elevhold på LMH, men jeg får mulighed for at gå lidt længere sammen med dem.”
DBIs formand pointerer, at når rektorskiftet i 2022 meldes ud allerede et år før, så sker det af hensyn til ønsket om stabilitet for DBI og de ansatte.
Henrik Nymann Eriksen
- 2003- Højskoleforstander og underviser på Luthersk Missions højskole i Hillerød (LMH)
- 1998-2003 Generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS)
- 1994-98 Informationssekretær og underviser på Dansk Bibel-Institut (DBI)
- 1993 Cand.theol. fra Københavns Universitet
Medlem af Evangelisk Luthersk Netværks landsledelse. Forfatter til bøger om bl.a. ledelse samt en række teologiske emner. Gift med Helen og far til tre voksne børn.
I DBI-postens oktobernummer bringer vi en nærmere præsentation af Henrik Nymann Eriksen.