Børge Haahr Andersen, rektor
I Bo Giertz’ kendte roman Stengrunden fortæller han på et tidspunkt den historie, som har givet bogen dens titel. Historien handler om en landmand, som har besluttet at rydde sin mark for sten. Han fjerner alle stenene fra overfladen og pløjer ikke i dybden, fordi han ved, at det vil få flere sten frem til overfladen. Men han kan ikke blive færdig, for der dukker stadig nye og større sten op. Til sidst beslutter han sig for at grave i dybden og fjerne sten på sten. Da bliver han klar over, at han aldrig bliver færdig. Hele marken hviler på en stengrund.
Jeg kommer selv fra en stenrig egn i Vestjylland og ved, hvilket arbejde det er at rydde en mark for sten. Da heden blev opdyrket på min hjemegn, kunne man de første år samle et helt vognlæs sten, uden at det var nødvendigt at flytte vognen. Min far var anden generations hedebonde og havde det lettere, og i min generation er markerne forvandlet til frugtbar landbrugsjord. Der er nemlig forskel på jordbundstyper.
Bo Giertz skildrer en række personer på samme egn i tre forskellige perioder fra svensk kirkehistorie. Han viser, hvor afgørende det er for menneskers gudsforhold, at de er bevidst om stengrunden i deres eget indre. Han siger dette i romanens form og med et eftertryk, som har gjort, at denne bog har haft en stor sjælesørgerisk værdi i generation efter generation. Men egentlig siger han ikke noget nyt. Han gentager blot det, som var essensen i Luthers reformatoriske opdagelse og indskærper noget, som efter mit skøn er gledet i baggrunden i dag i mange af de bevægelser, som ellers gerne vedkender sig arven fra Luther. Herom handler resten af denne artikel.
Den trælbundne vilje
Luther tøvede længe med at lægge sig offentligt ud med den store teolog, humanist og reformkatolik Erasmus af Rotterdam. Erasmus havde støttet Luther og de andre reformatorer i kritikken af den katolske kirkes misbrug og var kendt i hele kristenheden for sit arbejde med akademisk dannelse og teologisk fornyelse.
Da oprøret kom i 1524 og 1525, var det til gengæld meget vidtgående. Et kompromis eller forlig var ikke længere muligt. Erasmus skrev bogen “Den frie vilje”, og Luther svarede med et omfattende bind om den trælbundne vilje. Kernen i uenigheden var menneskesynet. Luther skrev i sit intense arbejdsliv cirka 400 små og større skrifter, men havde det svært med, at de blev læst og udbredt. Folk burde læse i Bibelen og hurtigst muligt glemme hans tanker. Men skulle man endelig læse noget, så ville han anbefale skriftet “Om den trælbundne vilje” og de to katekismer, for her ville man møde det inderste i Bibelens budskab.
Erasmus sondrede mellem en ydre og indre viljesfrihed. På det ydre plan kan mennesket være bundet af kultur, vaner og menneskelige normer. Men på det indre plan har mennesket mulighed for ved Guds nåde at tilslutte sig det, der fører det til frelse, eller mulighed for at afvise det. I gudsforholdet er viljen fri.
Luther derimod mente, at det forholdt sig helt omvendt. Nok kan mennesket på det ydre plan være bundet af mange hensyn, men her har det alligevel i praksis mulighed for at vælge mellem forskellige muligheder, for eksempel med hensyn til arbejde, ægtefælle og bopæl. På det indre plan er mennesket derimod ikke frit, men bundet af synden og kan ikke vælge Gud eller det gode.
Den bagvedliggende diskussion kom til at handle om skriftgrundlaget. Erasmus betonede, at når Bibelen siger, at vi skal elske Gud og vores næste, så forudsætter den, at vi kan gøre det. Luthers svar er, at Bibelen kræver, at vi er lige så fuldkomne i vores kærlighed som Gud selv, og samtidig forkynder den, at det kan ingen af os. Jesus siger, at mennesket i sig selv er ondt, og at det onde kommer indefra. Han siger i lignelsen om den fortabte søn, at han var død, men er blevet levende. En død kan ikke angre eller tilslutte sig Guds nåde. Mennesket er afhængig af, at ordet kommer til det og skaber troen af intet. Luther henviser også til Romerbrevet kapitel 1-3, hvor Paulus med fyldige skriftcitater skriver, at intet menneske er godt i egentlig forstand.
Menneskesynet har konsekvenser for flere aktuelle emner. Det gælder f.eks. synet på det faldne menneskes gudbilledlighed, viljens plads i omvendelsen og den kristnes fortsatte syndighed.
Det faldne menneskes gudbilledlighed
Det moderne menneske kæmper med mangel på selvværd, og der udgives mange hyldemeter bøger om menneskets iboende værdi og kvaliteter. Det smitter af på de kristne miljøer, sådan at der lægges afstand til Luthers radikale menneskesyn. I stedet fremhæves menneskets iboende værdi som skabt i Guds billede. “Du er dig, og du dur”, synger vi i en børnesang, og dette kan høres som en humanistisk tro på barnets iboende kvalitet. På det ydre plan er dette sandt og må gerne betones. Også ikke-kristne kan elske deres medmennesker og være gode på det sociale plan. At mennesket er skabt af Gud og har unik værdi som Guds skabninger, er sandt og bibelsk, og det er et vigtigt tilknytningspunkt i vores møde med mennesker. Men det indebærer ikke, at det faldne menneske i sit indre bærer Guds billede, og at forkyndelsen må forløse de indre værdier i mennesket. Det faldne menneske har en unik værdi og bærer Guds billede i og med, at det via sin historie tilbage til Adam og Eva er skabt i Guds billede. Men hvis det faldne menneske forsøger at finde frem til gudbilledligheden i dets eget indre, finder det en indre stengrund af egoisme og ondskab. Det dybeste lag i vores egen natur er ikke tilgængelig for vores egen erfaring, men vi tror Gud på hans ord, når han siger: “Ingen gør godt, ikke en eneste”.
Viljens plads i omvendelsen
Dele af vækkelsesforkyndelsen i evangeliske kirker og også i vores egen vækkelsestradition betoner den vakte stand som afgørelsens øjeblik. Når Gud ved sin nåde har rørt ved et menneskes hjerte, så har Gud skabt en valgfrihed, hvor et menneske kan tilslutte sig frelsen eller lade være. Nu er det gunstige øjeblik, hvor et menneske kan gå ind i troens stand.
Det indre og bibelske lag i ethvert menneskes omvendelse er, at Gud skaber liv af døde.
På det ydre plan kan vi godt opleve det sådan. Mange har en troshistorie, som lyder sådan: “Engang ville jeg ikke tro, men så blev jeg rørt af Guds ord, og en dag gav jeg mit hjerte til Gud. Siden har jeg været kristen.” Dette er ikke det bibelske billede af din og min troshistorie. Det indre – og bibelske – lag i ethvert menneskes omvendelse er, at Gud skaber liv af døde. Han fjerner mit stenhjerte og giver mig sin Ånd. Han ændrer min vilje.
Hvorfor er dette vigtigt? Jo, det er vigtigt, fordi det er sandt. Den anfægtede tro skal ikke hvile i noget af det, jeg kan præstere, men den skal hvile i Guds gerning. Ellers får samvittigheden aldrig fred.
En kristens fortsatte syndighed
At verden aldrig bliver god, fordi den er præget af den indre grundskade, kan mange af os forstå i vores terrorplagede verden. At jeg selv i denne verden aldrig bliver god, men er en kampplads mellem mit gamle syndige jeg og mit nye gudskabte jeg, kan være svært at acceptere.
Ligeledes kan det være svært at forstå, at min elskede lokale menighed er et sammenrend af tilgivne syndere, der stadig har den indre kamp mellem gammel og nyt som deres særpræg. Jeg tror på syndernes forladelse. Ikke at synden ikke længere er der, men at den ikke længere tilregnes mig.
Sandt og bibelsk
Hvorfor være så optaget af det lutherske menneskesyn? Jo, fordi det er sandt og bibelsk. Og fordi jeg får brug for en anden, når jeg ikke kan bygge på mine egne, menighedens eller medmenneskers iboende kvaliteter. Jeg får brug for en stedfortræder.
Ovenstående er tidligere bragt i Indre Missions Tidende august 2017.