Da jeg for 10 år siden blev rektor på DBI, var det efter opfordring fra den daværende bestyrelse og faktisk meget på tværs af mine tanker om mit arbejdsliv. Jeg oplevede det som meget meningsfyldt at være præst og havde en hverdag med mange rige muligheder for at forkynde evangeliet. Mine to forgængere i rektorstolen var mænd af stor tyngde. Jeg tilhørte en helt anden vægtklasse i det kirkelige landskab, hvor jeg skulle navigere i som rektor.
Opslugt af visionen
Hvorom alting er: Jeg satte mig til rette i stolen og tog fat på de tre hovedområder, som var mit arbejde. Ledelse og administration, studenterkontakt og undervisning samt kontakt med samarbejdsorganisationer og DBIs bagland. Til min egen overraskelse kunne jeg finde ud af noget af arbejdet. Mine kollegaer og studenterne har taget det pænt, at det var mig, der havde dirigentstokken, og jeg er blevet opslugt af det, som er DBIs grundlæggende vision: at uddanne en ny generation af præster, missionærer og ledere til at fremme Guds rige i Danmark og udlandet.
Hverdag med dybde
Hvordan det er gået til, ved jeg ikke helt. Men lige pludselig er der gået 10 år. Forvoksede teenagere, der startede på studierne for år tilbage, bliver færdige med studierne som modne og veludrustede unge og sætter sig på vigtige stillinger rundt om i verden. Studenter banker på min dør, stiller konstruktive og kritiske spørgsmål, kæmper med at gøre troen og teologien til noget personlig tilegnet, vi beder sammen, vi taler sammen, vi diskuterer, vi drikker kaffe, vi griner og en sjælden gang græder vi sammen, når livet gør for ondt. Medarbejderstaben er uhyre stabil, bortset fra, at tidens tand ændrer hårmængden og farven og minder om, at også her må der på et tidspunkt ske et generationsskifte. Jeg er nok vokset lidt sammen med staben, der er ansat på DBI. Vi har knoklet for vores fælles projekt i gode og onde dage, og vi har oplevet Guds velsignelse og arbejdsglæde over vores hverdag. Endelig har jeg holdt et utal af møder i DBIs bagland og mødt en taknemmelighed over DBIs virke, som er helt unik. Der er nok flere, der beder for dronningen end for DBI. Men DBI er velsignet med et kæmpekor af bedende mennesker, som dagligt eller ugentligt nævner vores arbejde for Gud, og som lever med i vores glæder og sorger.
Skal jeg være helt ærlig og også lidt personlig, så har der været dage, uger, måneder, hvor jeg har været ved at give op. Jeg har stået med ting, som har overgået det, en simpel bondesøn fra landet har kunnet udrede. Jeg har været ude i tovene i perioder, som jeg aldrig før har været i mit arbejdsliv. Men gode mennesker i min nærhed har på en finurlig måde hjulpet mig igennem, og på den baggrund er jeg fortsat, ydmyg og taknemmelig.
En speciel udfordring har det været at komme fra en tjenestemandsstilling med stor tryghed i ansættelsen til et indsamlingsforetagende, hvor vi lever som himlens fugle, der har mad i dag, men ikke ved om noget i morgen. Det har været ydmygende, lærerigt og en daglig trosvandring, og det har været fantastisk at opleve, at Gud indtil i dag har givet os det daglige brød.
10 år med forsyningstropperne
De sidste par år har vi haft flere studenter end nogensinde før i min tid. Samtidig større efterspørgsel på færdiguddannede folk end nogensinde før i DBIs historie. Vi har på DBI fingrene begravet i det, som vi er til for. Jeg troede, jeg skulle arbejde ved fronten med undervisning, forkyndelse og evangelisation. Nu blev det til 10 års arbejde i forsyningstropperne. Det har ikke været mindre meningsfyldt end mit arbejde som præst.
Der står om patriarken Jakob, at han tjente syv år for Rakel, men at han kun oplevede det som få dage, fordi han elskede hende. For en jyde som mig er ordet elske et så stort ord, at det ikke skal bruges for tit. Jeg elsker min kone, mine børn, min menighed, mine venner. Men efter 10 år er det måske også på sin plads at sige, at jeg er inderligt forbundet med mine gode kollegaer på DBI og alle vores herlige og brogede studenter, som er en del af Danmarks håb og Danmarks fremtid. Og når man elsker, så opleves 10 år kun som få dage.
