Af stud.the
ol. Michael Agerbo Mørch
Det er næppe gået nogens næse forbi, at juledagene i det teologiske Danmark i år ikke gik med snak om Jesu fødsel, hyrder på marken og jomfrufødsel. Derimod tog vi tidligt hul på påskens diskussioner, da bl.a. Per Ramsdal i Jyllands-Posten offensivt proklamerede sin vantro. Selve hans teologiske standpunkt kan ikke overraske. Det er ret udbredt (i diverse forskellige versioner). Men det er sjældent, man hører det så tydeligt og klart formuleret fra en folkekirkepræst. Jeg mener, der plejer at være forskel på det, der siges i auditorierne på Uni og så fra sognegårdene.
Jeg så debatten i Deadline, og jeg læste artiklerne i JP. Ingen af delene fik mig op af stolen. Selvfølgelig gør det mig sur og skuffet, men jeg kan næsten ikke komme på et standpunkt, der efter fem år som teologistuderende overrasker mig (dét burde måske i virkeligheden bekymre!?). Jeg synes, det er forholdvis let – som en stribe dygtige præster og teologer allerede har gjort det i diverse medier – at afsløre og modsige Ramsdal og co.’s synspunkter. Opstandelsen lader sig ikke reducere til bar symbolik. En symbolsk opstået Jesus spiser ikke fisk med sine disciple. En symbolsk opstået Jesus tilbyder ikke en skeptisk Thomas at stikke fingrene i sine naglemærker. Det tenderer ikke bare det absurde at påstå, det overskrider det.
I religionsfilosofisk forstand kan man sikkert godt hævde en symbolsk opstandelse med en styrkende livsmening bag. Men man kan ikke gøre det ved at henvise til teksterne, som både Ramsdal og Lars Sandbeck gjorde det i Deadline. Sandbeck reducerede også trosbekendelsen pinligt, da han sagde, at ”på tredje dag opstanden fra de døde”, som vi bekender det i artikel 2, kan forstås på mange måder. Det er jo rigtig nok. Men i tredje artikel siger vi altså, at vi tror på ”kødets opstandelse”, og det er ikke helt så let at åndeliggøre den formulering.
Nå, disse argumenter har alle jo hørt, men hvad gør vi nu? For mit eget vedkommende er jeg havnet i en ransagende tilstand. Tror jeg selv på opstandelsen? Jeg gør det jo teologisk, og jeg forsøger at argumentere for den, ligesom jeg netop har gjort det. Men tror jeg på det? Tror jeg på en opstanden Kristus? Tror jeg på, at jeg selv skal opstå til evigt liv? Det er godt nok svært at gribe om, men jeg må indrømme, at Ramsdal, Sandbeck m.fl. har puffet til noget i mig. Jeg fornemmer, at den teologiske sandhed, jeg nærmest pr. automatik kan affyre fra en prædikestol ikke rigtigt er sivet ind. Miraklet ulmer i mig – hvis det er sandt, så har Jesus bevist sin guddommelighed! Så er dødens magt brudt! Så gi’r både liv og evighed mening! – det må jeg have fingrene i!
I mine øjne er teologiske udmeldinger som dem Ramsdal og Sandbeck har givet gift for kirken. Men for mig personligt er det endt med en slags vækkelse. Jeg glæder mig til, at jeg på søndag igen skal rejse mig op med min menighed og gladeligt bekende med hjertet: Jeg tror på kødets opstandelse og det evige liv.
