Skal man proklamere et lands frihed efter lang tids besættelse, skal det have sin rod i et reelt historisk forløb. At forestille sig en 4. maj 1945 og et frihedsbudskab uden nazismens nederlag og reelle overgivelse er meningsløst. På samme måde er det med trosbekendelsen. At tale om Jesu opstandelse og om kødets opstandelse som en del af menighedens tro løsrevet fra en reel begivenhed på tredje-dagen efter Jesu død er ikke en mulig tolkning af trosbekendelsen. Det er lige så meningsløst som at ville løsrive 4. maj-budskabet i 1945 fra det reelle forløb, hvor tyskerne blev nedkæmpede og overgav sig.
Det er derfor heller ikke en uheldig fortalelse eller et misforståeligt udsagn, når Per Ramsdal bruger ordet nødløgn om dele af det kristne håb, som han forkynder ved en begravelse. Hele hans forkyndelse bliver en (nød)løgn. Hvis man har forkastet Jesu legemlige opstandelse på den tredje dag og i stedet omtolker opstandelse til at være en slags billedtale for, at Jesu budskab stadig har noget at sige os efter hans død, så er der ikke længere tale om en tolkning af påskens budskab. Så kan man ikke sige andet end, hvad sorgterapeuter kan sige til en begravelse, selv om de ord, man bruger, er hentet fra den kristne tro.
Fortsættelse følger i denne kommentar i Kristeligt Dagblad 10. januar 2015.
