Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Hvordan er man bibel- og bekendelsestro i praksis?

Hvornår skal man samarbejde med andre evangeliske kirker, og hvornår skal man profilere sig selvstændigt?

Jeg har selv taget Calmeyergatelinjen til mig som min måde at være bibel- og bekendelsestro i en lærepluralistisk tid. I 1990’erne skrev jeg en række artikler på den baggrund. Nu har jeg 20 år senere og med baggrund i min nuværende stilling som rektor på et teologisk uddannelsessted opdateret debatten i lyset af de sidste tyve års udvikling.

Indledende ikke-akademisk fortælling om baggrunden for min opdagelse af Calmeyergate-linjen

Det er et middelstort mirakel, at jeg nogensinde blev præst. Da jeg i en ung alder besluttede mig for at læse videre og fortalte det hjemme i missionshuset, blev det lavkirkelige lægfolk kede af det. De havde troet, at jeg blev én af dem, som tog en borgerlig uddannelse og erhvervede mig bibelkundskab i fritiden for at blive lægprædikant. Nu håber jeg ikke, du vil læse teologi, sagde flere af dem, og det lovede jeg, at jeg ikke ville gøre. Det var helt uden for min horisont dengang.

Nu endte det af mange finurlige veje med at blive teologi, og det er en livslang uddannelse, som jeg stadig dyrker i min hverdag på DBI og FIH-DK. Men det blev Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) og et evangeliserende arbejde på danske gymnasier, som blev min første arbejdsplads.

Da jeg efter seks år i KFS besluttede at søge et embede som præst, røg jeg ved min første ansøgning ind i en intens teologisk diskussion med domprovsten, der under en vakant periode mellem to biskopper varetog hvervet med at tale med ansøgere. Jeg tog ellers hjemmefra med det fortsæt, at jeg ville give korte, klare og positive svar på de spørgsmål, jeg blev stillet. Det gik godt nok, da han stillede de første klassiske spørgsmål: Ville jeg vie fraskilte? Var jeg imod kvindelige præster? Men så gik det galt. Domprovsten var i virkeligheden humanist. Han benægtede arvesynden, Jesu præeksistens, stedfortrædertanken, opstandelsen og genkomsten og havde forbløffende ligheder med de sekulariserede studerende, jeg diskuterede med til daglig. Bagefter fortalte jeg om samtalen til en besindig mand. Han sagde til mig, at det jo var en fin samtale, men jeg skulle ikke regne med at blive præst, hvis jeg sådan gik i struben på folks teologi.

Anden gang jeg var i en ansøgersituation, var det hos en nyudnævnt biskop i Københavns stift. Det gik godt nok de første fem minutter …

Læs resten af artiklen i tidsskriftet eMissio – vælg “Download denne pdf-fil” i højre side.