Af rektor Børge Haahr Andersen
Jesus har forstand på æsler, men det er ikke hovedpointen i dagens tekst i Matt 21,1-9. Jesus ønsker at ride ind i Jerusalem på et æselføl, som ikke er tilredet.
Normalt sætter man sig ikke på et æselføl midt i en stor folkeskare og slet ikke, hvis man er fremmed. Men Jesus har æseltække og ved, at hvis føllets mor er med, og det behandles roligt, så går det.
Detaljen afslører, hvor præcis Jesus opfylder skrifterne. Han ved fra sin guddommelige forudviden, hvor æslerne står bundet, hvad ejeren vil sige, og hvad disciplene skal gøre. Jesus rider på et arbejdsdyr, men optræder som den almægtige konge. Han opfylder det skriftsted, der siger, at han skal herske fra hav til hav og indstifte det evige universelle paradisiske kongerige.
Et offer for den indre grundskade
Jesus har hele tiden været lavmælt om, at han er Messias. Men gennem måden, han ankommer til Jerusalem på, udråber han sig selv som kongen, Messias. Stemningen har været rødglødende af begejstring og forventning.
Jesus vælger en rejserute, der ligger tæt på det sted, hvor Lazarus blev opvakt fra de døde. De lokale har gået rundt med et lyslevende eksempel på Jesu suveræne magt. Og nu siger han med sit indtog, at han er Messiaskongen. En ny tid begynder. Disciplene har ventet på og glædet sig til dette øjeblik, hvor Jesus offentligt og utvetydigt siger, at han er Messias.
De næste dage bliver anderledes, end disciplene forventede. Jesus griber ikke til våben. Han opfordrer ikke til væbnet oprør mod Herodes og Pilatus. Men han underviser, samtaler, helbreder, og om natten er han et skjult sted, som hans fjender ikke kender.
Judas mister tålmodigheden. På selve påskefejringens aften, da lammet er spist, vinen er drukket, og Jesus har talt længe og fortroligt med sine disciple, afslører Judas Jesu skjulested. Jesus bliver taget til fange, forhørt, domfældt, korsfæstet. Andre har han reddet, sig selv kan han ikke redde, sagde samme folkeskare, som havde hyldet ham palmesøndag. De var skuffede. De havde ventet noget andet.
Han har al magt, men gav afkald på den og gik ud i den dybeste afmagt
Men det slutter ikke her. Jesus ved, hvad han gør. Der kommer en påskemorgen, hvor Jesus på den mest suveræne måde viser sig som dødens overmand. Først kaldte han Lazarus ud af graven. Nu bryder han selv gravens og dødens mørke. Han er kongen, men en anderledes konge. Han red ind i Jerusalem, ikke for at herske, men for at tjene. Han tjente, til blodet flød, og han døde for vores skyld.
Kun hans offer kunne fjerne den indre grundskade, som var menneskehedens dybeste ulykke. Så underlig, så paradoksal er hans kongegerning. Han har al magt, men gav afkald på den og gik ud i den dybeste afmagt. Hvilken konge!
Din konge kommer til dig
Mens du sidder og mediterer over palmesøndagsteksterne, kommer din konge til dig.
Den første palmesøndag kom han på et æsel. Også i dag kommer han til os gennem noget meget beskedent og meget lidt agtet. Han kommer til os gennem ord. Ord i de bibelske tekster, i mine enfoldige prædikenrefleksioner, i palmesøndags bønner og salmer. For som han i sin tid blev båret af et æsel, bæres han i dag af sit ord. Han har bundet sit nærvær til vores enfoldige tale.
Han kommer til os gennem palmesøndags gudstjeneste. Ikke bare i de store pompøse kirker med de mægtige brusende kirkeorgler. Men også i de beskedne kirker i udkantsdanmark eller i træhytterne i Etiopien, hvor mennesker i dyb fattigdom har ønsket et sted til mødeplads med Guds søn.
Han kommer til dig derhjemme, når du læser søndagens tekst og lader den fylde dit sind. Han kommer for at skænke dig alt det, han gjorde for os alle den første påske. Hans offer, hans død, hans blod tæller for dig og frikender dig for skyld. Hans opstandelse giver dig del i et levende og evigt håb.
Hans ord og nærvær er både dom og nåde. Vores fromhed og gode ansvarlige menneskeliv og kristenliv kunne ikke forhindre, at vi var under Guds dom. Derfor måtte Jesus til Jerusalem for at lide og dø. Mindre kunne ikke gøre det, hvis døren til Paradiset skulle åbnes.
Jesu ærinde i Jerusalem var en indirekte dom over hans samtid, men er også en indirekte dom over os. Så alvorlig er det fat med os, at Gud måtte lade sin egen søn gennemgå denne grusomme død for os.
Men Jesu ærinde i Jerusalem er også nåde og frikendelse. Når han i dag kommer til os gennem bibelteksten, så kommer han på baggrund af sin død og opstandelse. Han kommer for at skænke os tilgivelse og en ny begyndelse. Han inviterer os til en fælles vandring sammen med ham mod vores egentlige hjemland, Guds rige.
Den store palmesøndag
Disciplen Johannes ser på sine gamle dage, i et syn, fortsættelsen på palmesøndags indtog i Jerusalem. Han ser en stor skare fra alle folkeslag, inklusiv nogle vinterblege danskere, foran Guds trone.
Og så er der en detalje, der viser, at den store hvide flok fejrer palmesøndag. Det er formuleringen med palmegrene i hænderne (Åb 7,9).
Jubelråbene den første palmesøndag fik en brat ende. Festen manglede en passende afslutning. Men slutningen på festen kommer. Engang kommer den store palmesøndag for Guds trone, hvor vi skal hylde lammet og løven, stedfortræderen og kongen.
Det, der skete den første påske, gør os værdige til at være med i festen den store palmesøndag. Denne fest er måske nærmere, end vi tror. Vi kan godt begynde at hylde vores konge og tjener.
Denne prædiken bringes med tilladelse fra Indre Missions Tidende.
