Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

1000 nye kirke- og kulturmedarbejdere?

Folkekirken behøver ikke være en præstekirke. Ansæt kirke- og kulturmedarbejder efter nytestamentligt forbillede.

1000 nye kirke- og kulturmedarbejdere?

Af rektor Børge Haahr Andersen

Den lutherske kirke har aldrig ønsket at være en præstekirke, men har betonet den enkelte kristnes ansvar og tjeneste for fællesskab. I praksis er det bare ofte blevet sådan, at præsten er blevet en slag enevældig sognekonge. Det behøver dog ikke være sådan. En af de gode ting, der er kommet frem de seneste årtier, er sognemedhjælperordningen, i dag kirke- og kulturmedarbejder.

Lær af de første kristne

I apostlenes gerninger er vi ikke nået længere end til kapitel seks, før vi hører om, at menigheden i Jerusalem ansætter syv diakoner, for at apostlene skal kunne koncentrere sig om bønnen og ordets tjeneste. Disse diakoner har, så vidt vi kan se, både haft et socialt arbejde med bespisning og hjælp til de fattige og har været evangelister, som var med i den udadrettede forkyndelse.

Senere understreger Paulus i forhold til Timotheus, at i de større menigheder skal der både være lærere og ledere, men samtidig diakoner, som varetager andre opgaver. En lærer skal være en mand, understreger Paulus, mens en diakon kan være en m/k.

De muligheder, som er kommet i nyere tid med kirke- og kulturmedarbejdere, betyder, at man på en helt anden måde kan fordele arbejdet i de lokale sognemenigheder. Det er muligt at aktivere de almindelige medlemmer af menigheden omkring gode og meningsfulde aktiviteter, og en ansat kirke- og kulturmedarbejde kan netop være med til at aktivere de almindelige kirkegængere.

Præsterne skal ikke gøre alt

De menighedsråd, som målrettet arbejder på det, kan prioritere deres økonomiske resurser, så der bliver råd til ansættelsen af en kirke- og kulturmedarbejder.  Man kan give dem, der har en akademisk uddannelse, lige ansættelses- og lønvilkår som de ansatte præster og dermed signalere, at en sådan stilling er lige så meget værd som en præstestilling.

Man kunne også løse en del af folkekirkens problem med præstemangel på den måde. Det kræver blot beslutninger af folkekirkens ledende lag, og her har DBI og tilsvarende institutioner nok ikke den store indflydelse. Men i Storkøbenhavn, hvor folkekirkemedlemsskab er faldet til omkring 50 % eller under, kan man spare en del præstestillinger, men opruste, hvad angår diakonale stillinger og evangelist-stillinger.

Vi kan gøre noget

DBI er et lille uddannelsessted, men har på forskellig måde kontakt til måske et par hundrede sognekirker. Her kan vi godt påvirke lokalt til at prioritere det, som jo faktisk er muligt i den folkekirkelige struktur. Den mere langsigtede omprioritering må så komme over tid.