Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Mission på Kærshovedgård

Hvad kan give håb midt i afmagt og håbløshed? Det er et spørgsmål, som mennesker på udrejsecenteret Kærshovedgård hungrer efter at få svar på.

Mission på Kærshovedgård

Af Anna Lisbeth Sonne, tværkulturel konsulent i Luthersk Mission

På Kærshovedgård ved Ikast i Midtjylland bor pt. mere end 280 afviste asylansøgere på ubestemt tid. En del af disse mennesker søger hjælp og håb i det kristne budskab.

Som utallige gange før står jeg på parkeringspladsen på Kærshovedgård og kigger ind gennem hegnet. Det er snart spisetid, og beboerne kommer slentrende med kurs mod kantinen. Her under nedlukningen er de henvist til at indtage deres mad på sengen eller på gulvet i deres små værelser, som de deler med andre. De tre hovedmåltider er de eneste faste holdepunkter i en triviel hverdag, hvor der intet er at lave udover at spille lidt udendørs fodbold eller game på deres små mobilskærme. De må ikke arbejde og modtager ingen lommepenge.

”SÅ UTÅLELIGT SOM MULIGT”
På tilbagevejen fra kantinen kommer de bærende på hvide papirsposer med aftenens madration, som skal mætte dem indtil i morgen. På lang afstand vidner deres kropssprog om, at Kærshovedgård er et sted, hvor livet leves i et udmattende limbo. Et sted, hvor menneskers håb brister, og hvor savnet af alt det, de forlod i deres hjemland; familien, vennerne, arbejdspladsen, uddannelsen og de hjemlige traditioner og kulturen, forstærkes. Stress, depression og ensomhed er også en uundgåelig del af livet her. Når der ikke er noget at stå op til, tærer det på psyken. Stedet er i sandhed blevet ”så utåleligt som muligt”. Traumer, de bærer med sig fra flugten og hjemlandets regime, giver søvnløse nætter, og på psykiatrisk afdeling på Herning Centralsygehus er der overbelægning af mennesker fra udrejsecentret. Angsten for at overtræde meldepligten, hvilket udløser fængselsstraffe og de ”motivationsfremmende foranstaltninger” i Ellebæk (fængsel), nedbryder dem gradvist.

BIBELCAFÉ – FØR NEDLUKNINGEN
Som et ”lys ind i mørket” tilbyder vi dem samvær og nærvær på vores bibelcafé. Vi samles hver torsdag aften i IMs missionshus i den nærliggende by, Bording. Her kan de få et ”frikvarter” fra deres hårde liv og være i et kristent fællesskab. Hvor gerne vi end ville, kan vi ikke ”fikse” deres liv, men vi kan række dem verdens bedste budskab.

”Khobi?” (Hvordan har du det?) lyder det igen og igen, når vi mødes. Vi giver os god tid til at hilse på dem – se dem i øjnene og få et smil frem. Mange har mistet kontakten til deres familie pga. deres nyvundne tro, men i Guds familie er vi alle brødre og søstre.

Sideløbende med bibelundervisning tilbydes dåbsundervisning. Siden 2016 er mange blevet døbt. Langt de fleste i bibelcaféen er kurdere fra Iran, så persisk lovsang fylder rigtig meget i aftenens program. I tilbedelsen af Gud flyttes fokus væk fra os selv og vores problemer. Efter kaffepausen med god tid til snak, slutter aftenen med ”summe-bedemøde” rundt ved cafébordene. Når vi siger farvel ved hegnet, længes jeg allerede efter at se dem igen.

ASYLKORET
Udsprunget af bibelcaféen har vi dannet et mandskor, som så dagens lys i december 2018 ved årets lysgudstjeneste i Københavns Domkirke. Da vi i september 2019 vandt Kristeligt Dagblads årlige kirkelige initiativpris ud af 96 initiativer, kom det til at gå rigtig stærkt. I de efterfølgende måneder fik vi mere end 45 invitationer til forskellige arrangementer rundt om i landet.

UNDER NEDLUKNINGEN
Under nedlukningen er der blevet vendt op og ned på meget i koret. Mange har fået genoptaget deres sager – enkelte har fået opholdstilladelse, mens andre er flygtet til Tyskland i kirkeasyl efter endnu et afslag. Vi savner det unikke fællesskab, vi havde sammen. Niels Simonsen, som også er medarbejder i koret, og jeg håber, at vi i fremtiden igen kan tage afsted med Asylkoret. En journalist spurgte på et tidspunkt en af sangerne, hvilken betydning det har at synge i koret. Svaret kom prompte: ”Lovsang giver mig en særlig fred i hjertet midt i det kaos, jeg lever i”.

I Coronatiden har vi i længere perioder holdt bibelcafé på Zoom hver torsdag aften. Ca. én gang i måneden har vi været sammen i Ikast og Bording kirke og fejret nadver med hinanden.

DET VI IKKE KAN ÆNDRE
Jeg har været med i arbejdet siden 2016 og som ansat siden december 2018. Når jeg ser tilbage, har der været mange udfordringer, men flest velsignelser! Det har først og fremmest styrket min tillid til Gud, og bønnen er virkelig blevet ”mit åndedræt”. Alt det, vi ikke kan ændre på, lægger vi sammen over til Gud – at han elsker os og har en plan for vores liv, giver virkelig håb ind i menneskers liv. Det er disse nykristne på Kærshovedgård et levende bevis på.