Af sognepræst Uffe Kronborg, Angars Kirken, Aalborg
Treenighed – det begreb står da slet ikke i biblen! Sådan lyder et klassisk argument mod den kristne forståelse af den ene Gud, som samtidig er tre. Selve ordet ”treenighed” står nemlig ikke i biblen. Men det gør ordet ”nadver”, ”barnedåb” eller ”inkarnation” heller ikke. Alligevel er vi ikke i tvivl om, at disse ord beskriver et sandt indhold i den bibelske åbenbaring. Det samme gælder betegnelsen for Guds væsens mysterium: Tre i én.
Tydeligst er det i missionsbefalingen, hvor Jesus sender disciplene ud i hele verden for at døbe og lære i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt 28,19). Vi har det også eksplicit i den såkaldte apostolske velsignelse, hvor Paulus siger: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle” (2 Kor 13,13). Men troen på den evige Gud som én i tre er den underlæggende forståelse mange steder. Fx skriver apostlen Peter til de kristne, ”som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse … er bestænket med Jesu Kristi blod” (1 Pet 1,2).
Aha, kan man måske tænke. Så må det være en nytestamentlig opfindelse at tale sådan om Gud. Men nej, det er den hele bibel, som rummer dette gådefulde billede af Gud. Fra begyndelsen siger Gud: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os” (1 Mos 1,26). Dette ”os” bliver kvalificeret yderligere, når Gud Herren besøger Abraham og Sara i skikkelse af tre mænd (1 Mos 18,1-15).
Over vores forstand
Er det så til at forstå? Nej, vores tanke svimler. Vi kan ikke begribe eller definere Guds fylde. Gud overgår vores forstand og er altid større end vores ord. Men nogle gange kan poesi forklare det uforklarlige. Et gammelt keltisk digt udtrykker det sådan:
”Tre folder i kappen,
og alligevel bærer jeg bare én kappe.
Tre led på fingeren,
og alligevel har jeg bare én finger.
Tre blade på hvidkløveren,
og alligevel bærer jeg bare én kløver.
Frost, is og sne, og alligevel er alt vand.
Tre personer i guddommen,
og alligevel er der bare én Gud.”
Jeg har selv noget mere lavpraktisk forsøgt at forklare treenigheden for mine konfirmander ved hjælp af en negleklipper og en (politisk ukorrekt …) pibestopper: Ét instrument, men tre funktioner. Poesi og pædagogik kan hjælpe vores forstand til at skabe billeder, men forsat svimler vores tanke.
Så vi kan med rette spørge: Hvorfor er det overhovedet så vigtigt med dette mærkelige trefoldige gudsbegreb? Svaret er: Det er afgørende, fordi forståelsen af treenigheden proklamerer Guds lidenskabelige kærlighed. Fader, Søn og Helligånd rummer fra evighed en harmonisk og fuldkommen indbyrdes relation. En evig selvhengivende kærlighed mellem de tre guddommelige personer. Oldkirkens fædre bruger udtrykket Treenighedens dans. Men det er en dans, som ikke kun foregår i den kosmiske og åndelige virkelighed, hvor de tre personer ”danser” i og omkring hinanden, gennemtrænger hinanden og eksisterer i hinanden.
Vi er inviteret med
Evangeliet er, at vi som Kristustroende er blevet inviteret med ind i den dans her og nu. Ja, vi er netop genstand og mål for Guds kærlighed. Treenighedens kærlighedsdans er åbenbaret ved Jesu dåb, hvor Faderens røst lyder fra himlen og Ånden, i skikkelse af en due, daler ned over Sønnen (Matt 3,16-17). Men samme kærlighedsdans er vi med i, når vi er døbt og tror på Guds søn, den korsfæstede og opstande Herre. For vi har også fået Helligånden som gave, og over vores syndige og sårede liv lyder nu Faderens røst: ”Du er min elskede søn, min elskede datter, i dig har jeg velbehag!”
De gamle kirkefædre har derfor gjort mange behjertede forsøg på at formulere forståelsen af treenighedens mysterium. For vi skal vide, hvem vi tror på, så vi kan hvile i Guds kærlighed og frelse. Vi har således arvet udtrykket ”én substans, men tre personer”. Vores kirkes trosbekendelser tydeliggør også, så langt som det er sprogligt muligt, at ”vi ærer én Gud i tre personer og tre personer i enhed – Faderens og Sønnens og Helligåndens guddom er én, af samme ære, af lige evig majestæt” (Den Athanasianske Trosbekendelse).
Hjælper denne artikel i DBI-posten så til tankemæssigt at forstå? Næppe! Men det er den nødvendige præmis, når vi har med Gud at gøre. Gud kan dybest set ikke forklares, Gud skal tilbedes. Guds kærlighed kan ikke formuleres, Guds kærlighed skal erfares. Treenigheden kan ikke forstås, treenigheden skal lovprises. Så lad os med tak og frimodighed kaste os ud i en svimlende lovsang:
Amen, vor Skaber, treenige Gud!
Amen, vor Frelser, treenige Gud!
Amen, Guds Ånd, treenige Gud!
Hellig! Hellig! Hellig!