Af Inger Margrethe Kofod-Svendsen, cand.theol. og tidligere højskolelærer
Jeg er ’boomer’, født i april 1946. Den generation, som efter sigende fik alle muligheder foræret. Økonomisk opgang, fred efter krigsår, forbedring i sociale vilkår, uddannelsesmuligheder, valgfrihed i personlige forhold osv. Ja, det var godt, og jeg er taknemmelig for et godt liv!
To vinkler på mit liv
I eftertanken ser jeg ligesom to vinkler på mit liv. Den ene er generelt travl optagethed af dagens gøremål og livets krav. Jeg har nok altid haft anlæg for at leve i nuet, handle og gøre noget, mere end at ’mærke efter’, også når jeg var træt. Den anden vinkel er bevidstheden om Guds godhed i alt det, han har givet mig dag efter dag. Kærlighed, tryghed i familie og opvækst, kristne relationer gennem hele livet, en kærlig mand og dejlige børn og familier, godt og meningsfyldt arbejds- og pensionistliv. De to vinkler hænger sammen. Guds velsignelse rummer krav og fryd – skænket af samme faderhånd. Det har livet lært mig om Gud.
Det tungeste
Den tungeste prøvelse i mit liv var, da vi i 2004 mistede vores søn, svigerdatter og to børnebørn i tsunamien. Da lærte jeg afmagt at kende, og det var Guds nåde og troens ubrydelige fællesskab med Jesus, der holdt mig fast som kristen og som menneske. Gud talte til mig i Bibelens ord og mødte mig i det dybeste mørke. Ingen, end ikke døden, skal rive Guds børn ud af hans hånd. Jeg vidste det godt, men Gud gav mig livserfaring af, at det passer.
Så skulle man tro, at en sådan oplevelse giver en stærk og urokkelig tro, som aldrig kan anfægtes. Livet har lært mig, at sådan er det ikke. Min tro kan vakle. Det er Jesus, der ikke vakler. Som ung lærte jeg et valgsprog, der hedder: ’Jeg så på troen, og troen svandt. Jeg så på Jesus, og troen vandt’. Så er det dét, vi skal gøre i anfægtelser: Ikke fokusere på tvivl eller følelser, men fylde os med ord og sang om Guds almagt og Jesu kærlighed. Det er den sandhed, der er evig.
Det er ikke Gud, der glemmer
Min praktiske erfaring er, at det er en udfordring at hvile i tilliden til Guds gode vilje. Jeg ønsker og vil, at Guds vilje sker, og jeg beder dagligt om det i Fadervor. Og alligevel stikker bekymringen sit grimme hoved frem. Hvad nu hvis …? Men også det må jeg læsse af hos min Frelser og takke for, at selv om jeg kan glemme ham, så glemmer han ikke mig. Det hjælper faktisk også at huske på alle de gange, Gud har løst problemerne, før de rigtig opstod, eller gjort en uoverskuelig udfordring langt enklere, end jeg frygtede. Som kristen i livets efterår, har jeg ufattelig mange erfaringer af, hvordan Gud har ledet, beskyttet og forud lagt gode gerninger til rette for os/mig at vandre i.
Noget af det her nævnte hører ikke blot til livets efterår, men er noget vi som kristne må leve og kæmpe med hele livet. Men som senior-kristne får vi i forskellig grad nye muligheder for at tjene Gud på måder, der passer til den enkeltes helbred og vilkår. Jeg oplever selv mere tid til bibellæsning og bøn, samtaler og tid til at lytte. Måske en hjælpende hånd eller et visit. Man kan altid gøre mere, men det må ikke hindre den lille tjeneste. Og vi skal også lære, at det er ok at sige fra, når tid og kræfter slipper op. Det handler om hver dag at stille sig til rådighed for Gud og være åben for, hvad der sker.
At komme hjem til Jesus
Som ældre stilles vi hyppigere over for smerten ved død og afsked med mennesker, vi holder af. Det kalder først og fremmest på, at vi selv ser realiteterne i øjnene og gør os rede til at møde Gud. For mig er det afgørende at tænke på døden som det at ’komme hjem til Jesus’, som jeg formulerede det for vores børn, da deres bedsteforældre døde. Det er ikke bare en barnlig talemåde, men en bibelsk sandhed. Røveren på korset kom med Jesus i Paradis, og alle som tror på Jesus, skal få evigt liv med ham. Jeg har hele mit liv levet i troen på Jesus og frelsen i ham, og jeg har erfaret hans kærlighed, nåde og fred. Men som ældre frydes jeg endnu mere over Peters lovprisning af Jesus i 1 Pet 1,8-9: ”Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.”
Som kristen i livets efterår holder jeg af salmen:
Jeg lever – og ved hvor længe fuldtrøst:
Jeg lever, til Herren mig kalder;
Jeg lever og venter den kaldende røst,
Jeg lever som gæsten på fremmed kyst,
til Faderen barnet hjemkalder.
DDS 543