Af Nicolai Kaltoft, stud.theol.
I vores teknologiske og højtudviklede verden bliver vi konstant bombarderet med korte videoer og billeder af mennesker, der viser os, hvem vi kan blive – og hvordan vi kan komme til at ligne dem. Uden at forklejne værdien af inspiration fra andre må vi dog være opmærksomme på, at vi mennesker i virkeligheden har et andet udgangspunkt, der kalder os til at leve anderledes: Gudbilledligheden.
At vi er skabt i Guds billede, er et af kristendommens centrale dogmer, og derfor er det afgørende at forstå, hvad dette dogme betyder for både vores teologi og vores liv. For hvis vi er skabt i Guds billede, må vi først og fremmest vende vores blik mod ham – og ikke mod os selv eller verden, hvis vi skal forstå hvem, vi er.
Det handler ikke om dig
Selvom det sommetider bliver fremstillet sådan, er det vigtigste i skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 ikke mennesket, men Gud. Kun Gud taler. Desuden er Gud subjektet for langt de fleste udsagnsord, og mennesket bliver først skabt, når vi er 26 vers henne i fortællingen.
Det betyder, at når mennesket skabes i Guds billede handler det ikke først om, hvem vi er – men om, hvem Gud er. Gudbilledligheden sigter derfor mod at forstå, hvem og hvordan Gud er.
Hvordan ser Gud ud?
Gudbilledligheden handler altså om, hvem Gud er i sit indre, og hvordan han handler. Det klareste billede på dette er inkarnationen – at Gud selv bliver menneske i Jesus Messias. Som Hebræerbrevet beskriver det, er Jesus “Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord” (HEBR 1,3A).
Jesus viser os altså ikke bare, hvordan et menneske bør leve – han viser os, hvordan Gud er. Derfor er han ikke kun et forbillede, men selve det fuldkomne gudsbillede. Vil vi forstå, hvad det vil sige at være skabt i Guds billede, må vi derfor se på Kristus.
Mennesket er ikke skabt som Guds billede, men i det. Både før og efter syndefaldet handler det om, at dette billede realiseres i os. Det sker i det omfang, Kristus vinder skikkelse i os (GAL 4,19B). Derfor kommer Guds billede til udtryk på forskellig vis i hvert menneske.
Betydning for vores liv
Når vi mennesker bærer et aftryk af Gud selv, får det også en række konsekvenser for vores syn på mennesket og vores etik. Hele vores identitet er grundlagt på, at vi bærer billedet af universets skaber i os. Vi er ikke skabt i menneskers billede, men i den treenige Guds. Derfor er vi kaldet til at efterligne Gud i vores måde at leve på.
På den baggrund vil jeg give tre konkrete bud på, hvad gudbilledligheden bør betyde for vores syn på menneskets værdi, dets opgave og dets relationer:
1. Mennesket har ukrænkelig værdi. At alle mennesker er skabt i Guds billede betyder, at hvert menneske har en værdi som Guds skabning og bærer af hans billede. Det indebærer, at mennesker – uanset hudfarve, kognitive eller fysiske evner – har en værdi, der ikke må krænkes. En kristen etik må derfor også sigte mod at beskytte ufødte børn og mennesker med handicap, som ikke selv er i stand til at forsvare sig mod en kapacitetsbaseret etik, hvor menneskets evner risikerer at blive afgørende for dets værdi.
2. Mennesket er kaldet til særlige opgaver. Gudbilledligheden – og livet selv – er først og fremmest en gave. Vi kan ikke gøre noget for at gøre os fortjent til den; vi er med andre ord afhængige af Gud. Men gaven indebærer også et ansvar som Guds repræsentanter i verden. Et eksempel er vores kald som tjenere og forvaltere af skaberværket. Vi er sat til at beskytte den verden, Gud har skabt for alle sine skabninger. Hele skaberværket har værdi for Gud, og mennesket er indsat til – med hans hjælp – at genoprette de skader, vi også selv har påført det.
3. Mennesket er skabt til relation med Gud og andre mennesker. Mennesket afspejler den indre relation i den treenige Gud mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Derfor er vi grundlæggende relationelle væsener. Den vigtigste relation er naturligvis relationen til Gud gennem tro og dåb, men vi har også brug for at give og modtage omsorg og kærlighed i vores relationer til andre mennesker. Disse relationer må afspejle kærligheden i Guds eget væsen. Derfor må vi fremme sunde og bæredygtige relationer i familier, blandt venner, kollegaer og bekendte.
Gud som identitet
Gudbilledligheden peger altså først og fremmest hen på ham, som vi har fået billedet fra: Gud selv. Derfor må vores blik rettes mod, hvem Gud er. Det klareste billede finder vi i Jesus selv. Hvis vi skal ligne Gud mere og mere, må vi gennem troen og dåben komme nærmere ham, så vores liv forvandles og formes efter hans billede.
