Af Andreas Kammersgaard Ipsen, landsleder i PULS-ELN
Kunstig intelligens (AI) brager ind på scenen i disse år. Det gælder i arbejdslivet, på sociale medier, i kunst og musik etc. AI bliver også i stigende grad brugt i kirkelige sammenhænge, og her er der også meget at være både begejstret og bekymret over. Jeg vil pege på to sandheder, som jeg vil mene, vi som kirke og kristne er i fare for at miste blikket for i de kommende år.
Vi bliver formet i kamp
AI kan give svar på de fleste spørgsmål og problemer. Med et enkelt prompt kan vi blive ledt til endemålet – uden anstrengelse, uden friktion. Det er sikkert fint, når det drejer sig om mange rutineprægede opgaver, men hvis vi ikke passer på, så kan vi ende et sted, hvor vi aldrig skal kæmpe os frem til noget.
De færreste af os kan i dag finde vej uden GPS. Det er en evne teknologien har overflødiggjort. AI er på en måde GPS for alting: en teknologi, der muliggør, at vi slår hjernen fra og bare kører den vej, maskinen anviser. Men i tjenesten for Gud er kampen og anstrengelsen ikke noget, vi kan springe over uden konsekvenser. Kampen er et mål i sig selv, for det er ofte i kampen, at Gud former os: ”Vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb” (ROM 5,3-4).
Vi former hinanden
Jeg har i de sidste par år talt med mange præster og andre kirkelige medarbejdere om, hvordan de bruger AI. Det er ofte spændende og opmuntrende at høre. Men det har også slået mig, at mange af de ting, som f.eks. præster i dag bruger AI til, tidligere var noget man greb knoglen og søgte råd om hos venner og kollegaer, f.eks. inspiration til søndagens prædiken eller idéer til konfirmandlege. På den måde risikerer AI at udhule vores menneskelige relationer, og vi kan miste bevidstheden om den bibelske sandhed, at vi som kristne har brug for hinanden: ”Øjet kan ikke sige til hånden: ’Jeg har ikke brug for dig’.” (1 KOR 12,21)
Jeg er selv glad for at bruge AI i min dagligdag, men jeg tror, vi som kirke er tvunget til at tale alvorligt med hinanden om, hvad vi vil gøre for ikke at give afkald på to af de vigtigste kanaler, som Gud bruger til at forme os som sine børn: I kampen og anstrengelsen og gennem vores kristne brødre og søstre.