Af cand.theol. og valgmenighedspræst Daniel Solgaard
Vi har lige fejret påske hvor det fantastiske budskab gjaldede i kirker rundt over hele verden: Kristus er opstanden – ja sandelig, han er opstanden. Nu er vi klar til at tage fuldt ud del i sejren, glæden og Gudsnærværet – kunne man tænke.
Hvad blev der er af kongeriet?
Jesu fysiske nærvær hos disciplene blev dog hurtigt afbrudt, for kun 40 dage efter påske fejrer vi nemlig Kristi himmelfartsdag: Dagen hvor Jesus forlader jorden og dermed sin synlige tilstedeværelse som menneske. En dag som er lidt speciel at fejre, for ved himmelfarten efterlod Jesus vel disciplene og alle os andre til os selv? Hvad blev der af kongeriget, triumftoget, dommedagen, og den nye himmel og den nye jord?
På en måde er dagen forbundet med afsavn og skuffelse ligesom langfredag. Men ligesom mørket langfredag udgør baggrunden for lyset påskedag, sådan er afskeden og sorgen på Kristi himmelfartsdag baggrunden for nærværet og glæden pinsedag. Jesus havde på forhånd fortalt disciplene om denne sammenhæng (Joh 16,7), så det er derfor ikke så mærkeligt at disciplene blev glade da Jesus fór til himmels (Luk 24,52-53).
Ubegrænset nærvær
Løftet om Helligåndens udgydelse pinsedag er nemlig håbet, der bringer glæde og mening til Kristi himmelfart. Denne sammenhæng er ikke nødvendigvis helt indlysende, men ved nærmere eftertanke giver det god mening synes jeg. For da Jesus virkelig var fuldt ud menneske, så valgte han dermed også at begrænse sit nærvær til et bestemt sted og tidspunkt. Han tilhørte også et bestemt folk og en kultur som han særskilt var sendt til (Matt 15,24), og han måtte desuden hvile sig, spise, sove osv. Alt sammen noget der kraftigt begrænsede omfanget af menneskers adgang til Jesus og hans frelsende budskab. Det er disse grænser, der nu ophæves ved at Jesus farer til himmels.
Jeg tror, det er det, Jesus vil forberede Maria Magdalene på, da han påskemorgen møder hende ved graven og siger: ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.”
Sætningen ”Hold mig ikke tilbage” kan også oversættes som ”rør mig ikke” eller ”hold ikke fast i mig”. Det er som om Jesus vil sige til Maria og os: ”Lad være med at holde fast i jeres begrænsede billede af, hvem jeg er. Væn jer til, at jeg taler alle sprog og kan være nærværende overalt og i alle”.
Dette nærvær havde disciplene allerede fået en forsmag på, da Jesus kort efter opstandelsen velsignede dem, blæste ånde i dem og sagde: ”Modtag Helligånden” (Joh 20,22). Måske var det derfor, de kunne være glade, da Jesus steg til Himmels. De vidste, at de ikke var efterladt alene, men at Jesus nu ville være alt i dem.
Ikke faderløse
Og sådan er det også for os. Godt nok kan vi nogle gange føle os efterladt med lange udsigter til herlighed og triumftog, men det var netop i en sådan situation, disciplene alligevel glædede sig. De stod rent faktisk overfor stor modgang, forfølgelse og død, ligesom Jesus havde sagt (Matt 10,24-25 m.fl.).
Alligevel glædede de sig, for de vidste, at Jesus holder hvad han lover, og at det derfor virkelig ville være bedst for dem, at han gik bort.
Gud har nemlig ikke efterladt os faderløse (Joh 14,18). Nej han har i stedet sendt ”sin søns ånd i vore hjerter” (Ef 4,6).
Så godt nok har vi ikke Jesu menneskelige og fysiske opstandelseslegeme iblandt os til at styrke troen, hvis vi tvivler (Joh 20,27), men i stedet har vi fællesskab med Jesu himmelske legeme, som er uden grænser og alligevel kan mærkes håndgribeligt, når vi deltager i nadveren og i fællesskabet med andre kristne. Her gælder det nemlig, at vi er ”Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27).
Thomas havde brug for at røre ved Jesus for at kunne tro, og sådan kan vi også få brug for at mærke Jesus i nadveren og i det kristne fællesskab. Tænk på Jesu afslutningsbemærkning til Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.” (Joh 20,29)
Det er denne salighed, vi som lever efter Kristi Himmelfart kan få del i. Vi kan ikke se Jesus sådan helt fysisk, men lad os stole på at det virkelig er det bedste for os at Jesus fór til Himmels. Lad os bede sammen og høre Jesus i hinanden. Lad os opmuntre hinanden og mærke Jesus i fællesskabet. Lad os bryde brødet sammen og lad os stole på at han altid vil være os nær og at han snart vil komme synligt igen hvor vi skal se ham som han er (1 Joh 3,2).
Glædelig Kristi Himmelfart