Af stud.theol. Lukas Brosbøl-Legarth
Hvad udtrykker uskyld klarere end et lille barn? Og alligevel bærer det lille barn på en nedarvet skyld. Formuleringen er sat på spidsen, men det peger direkte ind i kernen på en vanskelig problemstilling.
Arvesynden er tung, næsten provokerende, og ærlig talt ikke det sted, jeg ville begynde, hvis jeg skulle præsentere kristendommen for andre. Det er langt mere oplagt at tale om Jesus og Guds kærlighed. Der er mindre modstand i det, mindre at snuble over. Men netop her ligger pointen. Forstået rigtigt gør arvesynden ikke troen mindre tiltalende, men Jesus større. Den viser, hvor dybt problemet stikker, og dermed hvor radikal løsningen er. Det vil jeg udfolde gennem tre perspektiver: At vi er skabt, faldet og genoprettet.
Skabt
På Bibelens første sider i 1. Mos møder vi skabelsesberetningen. Det er fortællingen om Guds skabelse af verden, som kulminerer med mennesket, Adam og siden Eva. Mennesket adskiller sig fra resten af skabningen ved at være skabt i Guds billede. Det betyder ikke blot, at mennesket har en særlig værdi, men også at det er skabt til relation. Guds intention var fællesskab, en levende kærlighedsrelation, som afspejler livet i den treenige Gud selv. Derfor skabte han ikke upersonlige væsener, der blot skulle adlyde, men mennesker med frihed til at elske og vælge.
I begyndelsen fungerede dette fællesskab. Adam og Eva levede i harmoni med Gud i Edens have. Der var tillid, nærhed og åbenhed. Men den frihed, som gjorde kærligheden mulig, rummede også muligheden for det modsatte. Mennesket kunne vende sig bort fra Gud. Netop denne mulighed blev virkeliggjort, da de søgte noget, som ikke tilkom dem, og som i sidste ende brød relationen.
Faldet
Edens have stod kundskabens træ, som Adam og Eva ikke måtte spise af. Alligevel blev de fristet. Djævlen, i form af en slange, lokkede dem med løftet om at blive som Gud. Det var ikke blot en handling, men et tillidsbrud. De valgte at stole på noget andet end Gud. Resultatet var, at de blev forvist fra haven og dermed fra den umiddelbare nærhed til Gud. Den harmoni, de havde levet i, blev brudt.
Denne begivenhed kaldes syndefaldet. Hvor der før var tillid, er udgangspunktet nu mistillid. Mennesket står ikke længere neutralt over for Gud, men i opposition. Med Paulus’ ord er vi blevet Guds fjender (Rom 5,10). Det er en stærk formulering, men den understreger, at problemet ikke blot er enkelte handlinger, men en grundlæggende brudt relation.
Men giver det mening at tale om syndefaldet i dag? Kan en begivenhed så langt tilbage i tiden virkelig have betydning for mennesker i dag? I kirkens første århundreder var dette ikke et centralt spørgsmål. Fokus var i højere grad på Jesu død og opstandelse som en livgivende begivenhed. Først senere blev spørgsmålet skærpet i en teologisk debat.
Teologen Pelagius mente, at mennesket i sig selv havde evnen til at leve ret og dermed opfylde Guds krav. Denne tanke blev mødt af kraftig kritik fra Augustin. For ham var synden ikke blot et spørgsmål om vilje eller enkelte handlinger. Den gennemtrængte hele menneskets væsen. Hvor mennesket før faldet havde mulighed for at lade være med at synde, er situationen efter faldet en anden. Synden er blevet en del af menneskets natur. Det er som en vægtskål, der konstant tipper i retning af det forkerte.
Genoprettet
Hvis mennesket ikke selv kan genoprette relationen til Gud, må hjælpen komme udefra. For Augustin og senere Luther betyder det, at mennesket er fuldstændig afhængigt af Guds nåde. Der er ikke noget i os selv, som kan bygge bro tilbage til Gud. Derfor var Jesu komme ikke blot et eksempel eller en inspiration, men en nødvendighed.
Jesus blev sendt til jorden for at kalde til omvendelse og for at genoprette det, som var brudt. Hans død på korset var ikke kun en kærlighedserklæring, men også en handling med konsekvens. Den kan forstås som en betaling. Mennesket står med en gæld til Gud, som det ikke selv kan betale. Jesus havde ingen gæld; han levede derimod et perfekt syndfrit liv på trods af fristelser, men han valgte alligevel at betale.
Troen på Jesus betyder ikke, at synden forsvinder fra menneskets liv her og nu. Kampen er stadig til stede. Men troen ændrer udfaldet. Den betyder, at konsekvensen ikke længere er adskillelse fra Gud. På dommens dag står mennesket ikke alene, men skjult i det, som Jesus har gjort. Relationens brud helbredes, og i det endelige fællesskab med Gud forsvinder arvesynden for altid.