De seneste fem år har DBI haft to ungdomsrejsesekretærer ansat på deltid til at formidle kaldet til at læse teologi. Fra 1. februar 2018 vil Louise Høgild være en del af dette team sammen med Henrik Kofod Larsen. Vi vil nemlig gerne bruge både mænd og kvinder, der brænder for teologi og mission. Vi vil gerne give dem en god uddannelse, og vi håber, mange af dem vil bruge deres arbejdsliv til at fremme evangeliet.
Louise afløser Kristoffer Hummelmose Enevoldsen, der ved siden af sine studier nu også skal undervise på LMH. Louise skal sammen med Henrik rejse rundt og besøge ungdomsforeninger i hele Danmark. Hun er i gang med en masteruddannelse i teologi og mission på Fjellhaug efter at have taget en bachelor på FIUC-CPH. Hun bringer gode erfaringer med sig til jobbet fra sin tidligere ansættelse som ungdomskonsulent i Luthersk Missions Børn og Unge. Vi ønsker Louise hjertelig velkommen og Guds velsignelse med opgaverne.
Ud fra bibelske principper og formaninger mener DBI ikke, at kvinder skal være præster eller optræde med læremæssig forkyndervirksomhed i de kristne menigheder. Dette bliver heller ikke Louise Høgilds opgave. Hun skal medvirke til ungdomsmøder og på lejre, inspirere til bibelarbejde, fortælle, vidne og formidle til unge. Og sammen med det skal hun fortælle om DBI og vores bacheloruddannelse på FIUC-CPH som et muligt uddannelsestilbud.
Uddannelsesniveauet stiger generelt i disse år. Behovet for veluddannede teologer i de kristne menigheder er stigende, fordi krav og forventninger til tjenester i kristen sammenhæng er stigende. Et stort generationsskifte de kommende år gør behovet for en ny generation af unge teologer nærmest skrigende. Jesus lærte os i sin tid at bede: Høsten er stor. Arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.
Bestil en ungdomsrejsesekretær
Kontakt DBI for at få besøg af en af vores ungdomsrejsesekretærer.