Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Online-højskole: Kierkegaards forfatterskab og tænkning

8 aftener med fordybelse i Søren Kierkegaard (1813-1855)

Online-højskole: Kierkegaards forfatterskab og tænkning

Hvad vil det sige at være menneske og kristen i en kompleks tid?
En gennemgang af Kierkegaards forfatterskab og en indføring i hans tænkning om kristendom, filosofi, psykologi, formidling og tolkning af tiden.

Jakob Olsen, lektor i religionsfilosofi på DBI – tager os igennem 8 spændende aftener til efteråret.

3. september kl. 19:00-21:00
Kierkegaards liv og tænkning. En oversigt. Hvad var Kierkegaards baggrund, hvad prægede hans opvækst og hvad ville han? Hvilke personer var væsentlige i hans samtid og i hans liv? Den tid, han levede i, er blevet kaldt Københavns guldalder, fordi så mange kendte danske kulturpersonligheder gik levende løs i København på det tidspunkt.

10. september kl. 19:00-21:00
Om Begrebet Ironi og Enten-Eller. Om Kierkegaards læsning af den menneskelige eksistens. Bogen Om Begrebet Ironi er hans afhandling og Enten-Eller er hans første kendte bog. I begge er der en analyse af det menneskelige liv.

17. september kl. 19:00-21:00
Frygt og Bæven og Begrebet Angest. Kierkegaards forståelse af etik, individ og kristendom. I både Frygt og Bæven og i Begrebet Angest forholder Kierkegaard sig til etik og fællesskab, hvor en særlig etisk forståelse fremlæses og kobles både med menneskelig erfaring og gudstro.

24. september kl. 19:00-21:00
Smulerne og Efterskriften. Kierkegaards forståelse af forholdet mellem filosofi og kristendom, mellem menneskelig tænkning og åbenbaring. I bogen Philosophiske Smuler fremlæses det særlige ved det kristelige til forskel fra al anden menneskelig tænkning og der rejses spørgsmålet om forholdet mellem almenmenneskelig erfaring og kristendom.

1. oktober kl. 19:00-21:00
Kjerlighedens Gjerninger og Sygdommen til Døden. Kierkegaards tolkning af menneskeligt samliv, fællesskab, individ, fortvivlelse og helbredelse. Kjerlighedens Gjerninger er blevet kaldt Kierkegaards etik, men det er en særlig form for etik, hvor der også gives en tolkning af det grundlæggende menneskelige, hvilket videreføres i Sygdommen til Døden.

8. oktober kl. 19:00-21:00
De opbyggelige taler og taler til altergangen om fredagen. Kierkegaards kristendom og hans formidling af sin grundforståelse. Kierkegaard udgav en del opbyggelige taler. Det var en særlig genre for ham, hvori han ønsker at tale til menneskelig opbyggelse i bred forstand.

22. oktober kl. 19:00-21:00
Kierkegaards tolkning af sin samtid. Der er hos Kierkegaard en samfundskritik, som er med til at bestemme det, han siger, og måden, han siger det på. Han bliver med tiden mere og mere kritisk overfor massemedierne og deres indflydelse på menneskeligt liv og karakterdannelse, hvilket er baggrunden for hans kritik af samtiden.

29. oktober kl. 19:00-21:00
Kirkekampen og Kierkegaards kirkeforståelse. Kierkegaard er kendt for at være en kritiker af kirken. Hvad gik hans kritik ud på? Og hvad er hans positive kirkeforståelse? Det er tydeligt, at Kierkegaard ville den kristne kirke, men til sidst i livet holdt han op med at gå i kirke, da han mente, at det var at holde Gud for nar. Hvad godt er der at sige om kirken, ifølge Kierkegaard?


Praktiske oplysninger

Undervisningen foregår live på TEAMS fra kl 19.00-21.00

Undervisningen optages og kan ses efterfølgende for dem der er tilmeldt kurset. Spørgsmål kan stilles online ved live deltagelse, men kan også skrives til underviser Jakob Olsen efterfølgende på jo@dbi.edu.

Ved spørgsmål til kursusdeltagelse og evt. problemer, kan daglig administrator af CTIP, Helene Høgild Pedersen, kontaktes på hhp@dbi.edu


Tilmelding

Kurset koster 1500 kr.
For grupper: 3000 kr.

Tilmeld dig her

Der kræves kun en tilmelding pr husstand. Ved deltagelse af cellegruppe eller studiegruppe, kan Helene Høgild Pedersen kontaktes på hhp@dbi.edu med henblik på nedsat pris. Desuden er der mulighed for delvis friplads ved trængt økonomi.

 

 

Oplysninger