Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ny ph.d.-studerende ansættes på DBI i 2018

Fra april 2018 har DBI ansat Michael Agerbo Mørch som ph.d.-studerende med henblik på at arbejde indenfor Systematisk Teologi på DBI.

DBI er i fuld gang med at forberede et generationsskifte blandt underviserne. Senest har man ansat Christian Højgaard Jensen i et ph.d.-stipendiat i Gammel Testamente fra april 2017.

Nu har man lavet aftale om et nyt ph.d.-stipendiat i Systematisk Teologi fra april 2018. Det er stud.theol. Michael Agerbo Mørch, der har valgt at dedikere tid og arbejdsindsats til en opgave på DBI. Fagområdet Systematisk Teologi rummer fag som fx etik, dogmatik, religionsfilosofi etc. DBI tilbyder de to ph.d.-studerende ½ ph.d.-løn under studierne.

Vi har bedt Michael Agerbo Mørch om at præsentere sig selv:

“Jeg er 28 år og gift med Elisabeth. Far til Anna på knapt to år og tvillingerne Signe og Eva på tre måneder. Pt. er vi bosat i Nordvest, men vores lille toværelses bliver snart for trang, så vi håber at kunne flytte i noget større til sommer. Lige nu sigter vi mod Køge.

Ved siden at studiet på Københavns Universitet er jeg engageret i Nordvestkirken og i ledelsen der. Ellers spænder mine interesserer (for) vidt, og jeg interesserer mig for det meste. Litteratur, fodbold, politik og videnskab er dog i store overskrifter de hyppigste legekammerater.

Jeg skal forske i systematisk teologi, men det præcise emne ligger ikke fast endnu. Det afhænger af mit specialevalg til efteråret, som endnu ikke ligger fast. Jeg vakler lidt mellem noget meget teknisk for at blive så dygtig som muligt, mens jeg stadig må være den dumme og mindre vidende, eller noget højaktuelt, som så forhåbentlig kan give input til afklaring af en nutidig problemstilling.

Jeg er meget spændt på fremtiden. DBI er ikke mit åndelige hjem – det er kirken – men det er mit sommerhus eller måske annekset. Derfor er jeg både stolt, ydmyg og forventningsfuld over de kommende år, og jeg glæder mig til at bære med på DBIs vision om at drive dygtig teologi til evangeliets fremme.”