Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En højst nødvendig bog

Hvis man ønsker at vide noget om bibelsyn - og hvorfor det er vigtigt – er Peter Olsens lille bog et godt sted at søge.

Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, anmelder “Bibelens syn på sig” selv af Peter Olsen:

Bogen tager nemlig ikke afsæt i den aktuelle debat, men i Bibelens egen behandling af spørgsmålet. Det sker på en måde, som er detaljeret uden at blive akademisk. De færreste vil nok betragte bogen som godnatlæsning; men med en Bibel, en blyant, lineal og god kop kaffe ved hånden bliver man meget klogere. Og man får fast grund under fødderne på en vandring gennem både Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Det er dermed muligt at følge Peter Olsens mellemregninger, så man bagefter kan sige ”så siger Skriften” og ikke ”så siger teologen”.

Med disse enkle midler får bogen kant i flere retninger: Nogle konservative bibelforståelser begrænser Bibelens troværdighed til dens åndelige indhold og regner med fejl i de historiske, geografiske og biologiske oplysninger. ”Bibelens syn på sig selv” påviser at – selv om denne forskel i den daglige praksis er lille – så er denne forståelse i modstrid med Bibelens egen og på bundlinjen udtryk for en anden virkelighedsforståelse. Det er nemlig i vores fysiske verden og i vores menneskelige historie, Gud har afsløret sig selv.

Når man læser efter, er der også en klar kant mod Islam. Bibeltroskab er nemlig ikke – hvad man nogle gange får indtryk af – en kristen kopi af muslimsk korantroskab; men en forståelse af Guds gradvise åbenbaring i historien, der kulminerer i Jesus fra Nazareth. Det er ikke mindst tydeligt i kap. 10, hvor Bibelens forskellige inspirationsformer behandles og i kap. 11, hvor forholdet mellem Jesus og Bibelen behandles. Det er to lidt oversete vinkler, og her får Peter Olsens fremstilling virkelig nerve.

Et sted har jeg skrevet ”nej” i margen: Peter Olsen citerer med tilslutning Luther for, at vi ikke skal tale med dem, der ”fornægter det grundlæggende læreprincip”; altså Bibelens autoritet (s 85). Med al respekt er jeg her uenig med både Luther og Olsen. Og det forekommer mig, at både Jesus og Paulus må have samme problem. De samtalede livligt med samaritanere og grækere, trods disses (manglende) bibelsyn. Men det trækker intet fra bogens øvrige kvaliteter.

Køb bogen:

Kontakt dbi@dbi.edu eller 33 13 55 00
Pris 49 kr.

Mængderabat:

Ved køb af 10 stk. koster bogen 35,- kr. pr. stk.
Ved køb af 50 stk. koster bogen 25,- kr. pr. stk.

Denne anmeldelse bringes i septembernummeret af DBI-posten