Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut
Forkyndelsen er et nådemiddel, hvor Kristus er til stede for forskrække og trøste
Det er en misforståelse, at forkyndelsen blot informerer om det, der sker i sakramenterne. Eller at forkyndelsen bare varmer op til det egentlige, der sker i forbønshandlingen, vidnesbyrdene, lovsangen eller eftermødet. Den Ånd, som inspirerede profeter og apostle, så deres tale var Guds ord, er også den, som stadig virker gennem forkyndelsens udlægning af teksten, sådan at Kristus er nær i mødet eller gudstjenesten for at dømme og frelse. Når Luther prædiker om Jesu indtog i Jerusalem, begynder han hurtigt at tale om, at her og nu kommer den opstandne Jesus til menigheden gennem forkyndelsen som den, der har sejret ved at dø og opstå.
Gud gør to forskellige gerninger gennem forkyndelsen: Lovens forskrækkelse og evangeliets trøst
De katolske og venstrefløjen (sværmerne) havde det til fælles, at de betonede lovens betydning som en gerning i forlængelse af Guds gerning i evangeliet og sakramenterne, og samtidig reducerede loven til det, et menneske kunne præstere ved en seriøs indsats. Over for det betonede Luther, at Gud gør to forskellige gerninger gennem sit ord. Loven forskrækker os ved at afsløre vores skyld og vise os Guds retfærdige vrede og dom. Løftet, evangeliet, trøster os ved at henvise os til det eneste fristed, en vågen samvittighed kan have.
Sand forkyndelse er tekstnær og tekstbundet
Det er ikke prædikantens opgave at gøre teksten levende, for teksten er levende. Luther indledte ofte med ordene: Ifølge denne tekst … På latin: Post Ille (deraf navnet postille). Han går hurtigt til hovedsagen i teksten. Når det handler om loven, er hovedsagen det dobbelte kærlighedsbud, som konkretiseres i de ti bud, og som udlægges i Jesu discipelforkyndelse og de formanende afsnit i brevene. Når det handler om evangeliet, er hovedsagen Jesu komme, lidelse og død, sådan som det i GT er profeteret i løftets form, og i NT udfoldet i Jesu gerning, sådan som apostlene forkyndte det.
Det kristne menneske er samtidig synder og retfærdig
Det kristne menneske kæmper hele tiden med spørgsmålet: Bliver jeg aldrig bedre? Metodismens svar er at lægge trykket på det kristne liv og den metodiske, disciplinerede helligggørelseslære. Pinsekirkerne betoner Åndens udrustende gerninger som det, der overvinder syndens magt og skaber et helhjertet kristenliv. Luther betoner, at den kristnes normaltilstand er at leve i syndernes forladelse, ikke i den forstand, at synden ikke længere er der, men at den ikke længere tilregnes.
Ved bøn om jordiske ting: Bed efter Jesu ord Ske din vilje
Herlighedsteologer siger, at mangel på helbredelse skyldes synd, vantro eller manglende udholdenhed. En mere moderat holdning er at sige, at når helbredelsen ikke sker, skyldes det noget uforklarligt. Sund tro er at bede om hvad som helst, men – når det gælder jordiske ting – altid at tilføje Ske din vilje. For Guds vilje og styre kan gå gennem kors og sygdom og modgang. Når vi beder om himmelske ting, evigt liv, syndernes forladelse, behøver vi ikke tilføje Ske din vilje, for da ved vi fra løftet, hvad Guds vilje er.
Centrum i den kristne tro er forkyndelse af korset
Jesu kors åbenbarer Guds vrede. Det kostede Gud sin søns liv at redde mennesker. Jesu kors åbenbarer også Guds kærlighed. Så dyrebare er vi, at Gud gav os sin søn, og sønnen gav sit liv. Vi er ikke færdige med at tale om korset, før vi har sagt, at det skete for os. Korset er også den kristnes ydre kors i form at trængsler, modgang, krig, død, og det indre kors i form af erfaring af syndens magt over sind og tanker. For herlighedsteologerne er kirkens kendetegn helbredelse og fremgang, men for Luther er kirkens kendetegn kors og modstand.
Kristus er forsoner og ikke blot lærer eller forbillede
Det er den objektive forsoning – at Kristus døde som offerlammet der stedfortrædende sonede synden – der er det grundlæggende ved Jesu død. På den baggrund udfolder Bibelen, at Kristus sejrede over synd, død, djævel og Guds vrede gennem sin død. På den baggrund indbyder evangeliet mennesker til at forsone sig med Gud. Jøder, muslimer, buddhister og humanister kan have et højt syn på Jesus, men afviser forsoningen. Men dermed afviser de også det, der alene kan give samvittighederne fred.
Kristus er også forbilledet
Når vi er færdige med at tilegne os, at Kristus er stedfortræderen, der gennem sin død sonede Guds vrede og købte os fri, så skal vi læse evangelierne og høre, at Jesus også er vores forbillede. Vi skal følge ham i tro og lydighed. Vi har brug for hans konkrete formaninger til sine disciple og til brevenes formanende afsnit. For nok frelses vi ved tro alene, men den sunde tro er aldrig alene. At sige, at den kristne spontant gør Guds vilje og derfor ikke har brug for loven, er en alvorlig vildfarelse. Det er en fornægtelse af, at en kristen er samtidig synder og retfærdig.
Forkyndelsen peger på livet i kald og stand som hverdagens gudstjeneste
Den ugifte stand som præst eller munk med dens tilbagetrækning fra hverdagen strider mod Guds vilje fra skabelsen, hvor mennesket i arbejdsliv og familie skal virkeliggøre Guds vilje i hverdagen. At være nærværende i familien og at passe sit arbejde er Guds vilje og en kristens gudstjeneste. En kristen kan være soldat, erhvervsdrivende, topleder eller politiker, men skal bruge sit livsrum til at tjene Gud og mennesker. Forkyndelsen skal pege på arbejde og hvile som goder, der er Guds vilje med den enkelte.
Forkyndelsens perspektiv skal være håbet om Jesu komme i herlighed
Jøder, muslimer, katolikker og sværmere repræsenterer ifølge Luther forførende kræfter, der truer evangeliet om Guds løfte i Kristus som det eneste hvilepunkt for samvittigheden. De er antikristelige kræfter, som viser, at vi lever i de sidste tider, og at Kristus snart kommer i herlighed. Endetidstegnene er både de samme og noget anderledes i dag. De repræsenterer stadig væk forførelsens kræfter, men er samtidig i Guds hånd og styre håbstegn på, at der venter en fuldendelse i herlighed for den, som tror på Kristus.
