Børge Haahr Andersen, 3. marts 2015
Jytte elskede naturen ved Utterslev Mose og blev tiltrukket af en lille hyggelig kirkebygning, der lå i disse smukke omgivelser. Hendes startopstilling var en religiøs søgen, som gjorde, at hun en lang periode var kommet i Mormonkirken, uden dog at have taget det sidste skridt og ladet sig døbe. Hun var heller ikke blevet døbt som barn, og hendes kristne børnelærdom fra skolen var mangelfuld. Efter nogle år kom hun med i vores åbne bibelstudiegruppe, og jeg fik talrige samtaler med hende. På et tidspunkt besluttede hun sig for, at hun gerne ville døbes, og jeg havde hende til en grundig dåbsforberedelse, hvor jeg forsøgte at få sorteret imellem, hvad hun havde fra Mormons Bog og hvad der var bibelsk kristendom.
Jytte var et skrøbeligt menneske med mange sår i sjælen. På et tidspunkt var livet blevet så svært, at hun havde kastet sig ud fra 3. sal. Men mirakuløst overlevede hun, dog med store gangproblemer og andre skavanker, som langsomt tog til. Hun kunne fortælle om en barndom, hvor hun aldrig oplevede sig elsket og accepteret af hendes forældre. Andre tragiske ting i hendes liv var mere selvforskyldt. Men i sin ensomhed og sårbarhed blev Emdrup Kirke en lille base for hende, hvor hun traf mennesker, der ville hende det godt og kunne rumme hendes skæve og sære sider.
Det var en stor dag for mig som præst, da jeg en søndag i en fyldt kirke hørte hende bekende troen og blive døbt med den kristne dåb. Jeg gav hende lidt taletid, så hun kunne fortælle menigheden sin historie. Hun faldt lidt i snak om de forældre, der aldrig havde elsket hende og derfor ikke havde sørget for, at hun blev døbt, og om hendes møde med kirken, som lå så naturskønt ved mosen. Med lidt velvilje kunne man godt høre hendes vej til troen i det, hun sagde. Men som alt andet ved Jytte var også hendes kristne vidnesbyrd ikke som de fleste andres.
Nogle år senere røg hun uklar med alt og alle ved kirken. Både præsten og hans kone måtte holde for. I flere år modtog jeg vrede breve fra hende, hvor hun skældte ud på os hyklere, der var værre end ”faster Anna” i Matador. Vi mistede efterhånden helt kontakten med hende.
For to år siden ringede min telefon, og jeg havde Jytte i røret. Hun var syg og hospitalsindlagt, men ville gerne genoptage forbindelsen. Jeg har vist lidt urimelig over for jer i kirken, sagde hun faktisk. Jeg besøgte hende to gange på Herlev Hospital. Begge gange læste jeg Salme 23 for hende, bad en bøn og lyste velsignelsen. Hun døde kort efter med et forsonet forhold til mennesker og i tillid til, at hun i liv og død var i Guds hånd. Jeg fik lov at begrave hende og sige de ord, som er fulde af håb, og som også lød ved hendes dåb – om ham, som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Hvorfor fortælle om Jytte? Fordi hun i mit arbejde med forkyndelse og formidling af den kristne tro er blevet et eksempel på, at Guds ord ikke vender tomt tilbage. Jytte begyndte i kirken, fordi hun kunne lide naturen uden for kirkerummet. I perioder var hun ved at drive mig til vanvid, fordi hun var så fyldt af sære tanker og meninger. Det var ikke hver gang, jeg formåede at respondere med besindighed og visdom. Hun brød senere med kirken og præsten, fordi hun var så menneskelig sårbar og kompliceret. Men Guds ord slap hende ikke, og ti år senere, da hun var syg og svag, var det kirkens budskab og det ubehjælpsomme eksemplar af en præst, hun erindrede. Guds ord havde gennem en lokal kirke fået så meget fat i hende, at det var Guds ord, hun søgte, da hun snart skulle dø.
Det er en trøst for forkyndere at vide, hvor stor Guds ords magt er.
