Denne blog er inspireret af prædiketeksten om tvivleren Thomas søndag den 16. april og DR1s interview med Michael Mørch i den anledning.
Tvivl fremhæves ikke sjældent som en dyd, når kendisser giver interview om deres tro på Gud. Det er som om, at det, at de kan sige, at de tvivler, legitimerer ja kvalificerer, at de er lidt åbne for kristendommen. Men tvivl er ikke kun en dyd, den kan også være en last, ja ligefrem en plage. Det kan være nyttigt i den forbindelse at skelne mellem tre former for tvivl.
Konstruktiv tvivl
Tvivl på etablerede sandheder kan være en konstruktiv igangsætter til at opsøge og finde ny viden og nye perspektiver på gamle indsigter. Tvivl er på denne måde nært forbundet med nysgerrig undersøgelse af verden og dermed den virkelighed, som vi befinder os i. Den kan være med til at afsløre misforståelser og uholdbare antagelser. Vi kan kalde det den konstruktive tvivl.
Den konstruktive tvivls nysgerrige undersøgelse har en berettiget og værdsat plads i troens, Bibelen, kirkens og missionens verden. Det er tvivlen som dyd.
Komfortabel tvivl
En anden form for tvivl i forhold til kristendommen er den komfortable tvivl. Det er en position, hvor man bruger sin tvivl, som en måde at holde Jesus og hans budskab (lidt) på afstand, for så længe jeg tvivler, har man jo lov til ikke at tage stilling. Tvivleren fritages fra at tage udfordringen alvorligt med et par hurtige klichéagtige skeptiske spørgsmål. Og selv om der kommer et kvalificeret svar, fiskes der bare nye spørgsmål frem.
Men denne form for tvivl er kendetegnet ved fraværet af det eksistentielle element. Det er en instrumentaliseret tvivl, som komfortabelt bruges til ikke at tage kristendommens udfordring alvorligt. Derfor er denne form for tvivl set med kristne øjne en last og ikke en dyd.
Plagsom tvivl
En tredje form for tvivl er udtryk for en eksistentiel krise. Der tvivles på ens eget trosfundament. Det er en tvivl, man ville ønske, at man var fri for, men netop ikke kan gøre sig fri af. Og tvivlen er dødsensalvorlig, for har den ret, falder hele min verden sammen – og den kristne kirke har med sine millioner af følger har levet på et bedrag i 2000 år.
Denne tvivl er plagsom. Den martrer sindet og kæmper desperat for at finde fodfæste på en isglat gletsjer. Vi finder den i Bibelen hos Job, i nogle af Gammel Testamentes salmer og Johannes Døber i fængslet. Ny Testamente udtrykker forståelse for denne form for tvivl med følgende ord: ”Der er nogle, I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler (Judas brev vers 22). Her er tvivlen hverken dyd eller last, men en plage.
Der er muligvis flere, som er ramt af den plagsomme tvivl i den kristne menighed, end vi helt er klar over, for ikke alle taler om det. Men vi kaldes som menighed til at være et barmhjertigt fællesskab for dem. For den som er eksistentielt ramt af tvivlen, kan et barmhjertigt kristent fællesskab være som en redningsplanke for en skibbruden.
