Kirsten Juhl har lagt rigtig mange timers arbejde i at sætte stregkoder på alle bøgerne og dermed sikre, at bøgerne både er rigtigt registreret og kan opspores. I dag blev det kæmpestore projektet fuldført, og derfor fejrede vi Kirsten med en velfortjent STREGKODEFEST i kaffestuen. Tre studenterbibliotekarer har gennem årene været involveret i projektet, men Kirsten har været med hele vejen.
Da Kirsten blev tilknyttet DBIs bibliotek som frivillig, var der nok at tage fat på. Hvis en bog i etik ved en fejl var blevet sat på hylden med kirkehistorie, så kunne der gå lang tid, før man fik lokaliseret den blandt de 20.000 andre bøger i biblioteket. Den slags er der helt styr på nu. Kirsten var også med til det store projekt med at integrere LMs missionsskoles bibliotek med DBIs bibliotek og taste alle bøgerne ind i databasen.
Det har været en uvurderlig hjælp for DBI at have Kirsten som frivillig i biblioteket. Med mange års erfaring fra skolebiblioteket på Thomasskolen har hun masser af erfaring at øse af. Og spørger man Kirsten, så er hun selv glad for at være her – for der er stadig projekter nok at tage fat på i biblioteket.
“Jeg trives godt med at komme på DBI. Det er spændende at have kontakt med unge mennesker. Det sociale liv omkring kaffestuen, hvor livets store og små spørgsmål bliver taget op, har uvurderlig stor værdi. Godt, at det findes et sted med undervisning på et højt fagligt niveau, samtidig med at der er omsorg for den enkelte og for udviklingen af deres tro,” fortæller Kirsten.