Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

SERIE: JØDISKE FESTER, 5/5 - Yom Kippur – den store forsoningsdag

Jødernes store forsoningsdag minder os både om syndens alvor og om frelsen i Jesus.

SERIE: JØDISKE FESTER, 5/5 - Yom Kippur – den store forsoningsdag

Af Jens Bruun Kofoed, professor i Gammel Testamente

Vi hører om indstiftelsen af den store forsoningsdag i 3 Mos 16. Dagens alvor ses af, at det er den eneste fastedag, der er påbudt i Gammel Testamente. Den handler nemlig om syndens løn, døden.

Israels folks synd måtte sones, for at Guds vrede over synden ikke skulle ramme dem. Derfor skulle ypperstepræsten én gang om året gå ind i helligdommens Allerhelligste for at skaffe en sådan soning. Det væsentligste på dagen var ritualet omkring de to gedebukke. Den ene skulle ofres som syndoffer for folkets synd, mens den anden skulle skaffe soning ved at blive sendt ud i ørkenen bærende på folkets synd. Der er stærk symbolik forbundet med såvel ypperstepræstens rolle som mellemmand og med begge gedebukke.

Syndens alvor var så stor, at ypperstepræsten først måtte ofre en tyr for at sone sin egen synd. Ellers kunne han ikke selv bestå, når han trådte frem for Gud som folkets mellemmand. Ofringen af syndofferbukken understregede, at synden kostede livet, hvis ikke der blev bragt et stedfortrædende
offer, mens bortsendelsen af den anden buk mindede om, at synden måtte bæres stedfortrædende af en anden til dommens sted – ørkenen – hvis ikke folket selv skulle bære den og dømmes for den. Vigtigst af alt var dog det løfte, der var knyttet til tegnhandlingerne, nemlig at der var soning at få.

JESUS – INDBEGREBET AF DEN STORE FORSONINGSDAG
Især Hebræerbrevet gør sig umage med at vise, at den store forsoningsdag pegede frem imod langfredag: “Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning” (HEB 9,11-12). Her understreges for det første, at de årlige ofringer i det gamle Israel ikke i sig selv kunne sone synden, men blot pege frem mod Jesus’ fuldkomne offer. For det andet bliver det klart, at symbolikken i begge gedebukkene smelter sammen i Jesus., Det var Jesus, der som alle menneskers ypperstepræst trådte frem for Gud for at skaffe soning. Han havde ikke brug for også at bringe et offer for sig selv. Det giver således god symbolsk mening, at den sidste jødiske ypperstepræst under forhøret af Jesus flængede sine klæder (MATT 26,65). De skulle nemlig aldrig mere bruges.

Som den evige ypperstepræst var Jesus i stand til at skaffe folket et evigt offer, som ingen jødisk ypperstepræst havde kunnet gøre. Det gjorde han ved at bære vores synder til dommens sted “udenfor lejren” – nemlig Golgata, der lå udenfor byen – og ved stedfortrædende at dø for vores synder. Johannes Døberen sagde om Jesus, at han var det lam, som skulle bære verdens synd (JOH 1,29), og Paulus understreger, at “Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld” (GAL 3,13).

PÅMINDELSE OM DÅBENS NÅDE
Hvorfor døde Jesus så ikke på korset denne dag, men i påsken? Det er der en pointe i. Påsken står som den store frelseshistoriske begivenhed, der, med Guds mægtige udfrielse af sit folk i Egypten (2 MOS 12-13), markerer Guds definitive indgriben til menneskets frelse. Den store forsoningsdag understreger, at selvom Gud havde grebet ind til frelse og udfrielse, så gjorde synden sig fortsat gældende hos folket. De havde brug for hvert eneste år at leve i troen på denne udfrielse.

Den store forsoningsdag står derfor som en påmindelse om dét, Paulus skriver i Rom 6, nemlig at en kristen hver eneste dag har brug for at leve i sin dåbs nåde. At vi er “døbt til hans død” (V. 3) betyder, at vi er blevet “født” til et nyt liv, hvor vi dagligt skal korsfæste vores gamle menneske med Kristus ved at bekende synden i troen på, at den er sonet. Uanset hvor langt et anklageskrift vi står med i forhold til Guds lov, så gælder det, at “Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (KOL 2,14).

Både i det gamle Israel og i jødisk tradition på Jesus’ tid stod den store forsoningsdag også som en påmindelse om dagen for verdensdommen, hvor den eneste redning for et menneske er at tro på dét lam, Jesus Kristus, som har båret verdens synd. Det gør den store forsoningsdag til en alvorens dag, men også en håbets dag, hvor troen på Jesus giver os frimodighed til at træde frem for Gud, for “Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus” (1 TESS 5,9).