Af Claus Grønbæk, cand.theol. og præst i Københavnerkirken
Vi ved godt, at tro og menighed et eller andet sted hænger sammen! Men i praksis formår vi ofte i vores liv at skille det lidt ad. Det handler om min tro – og måske også min tvivl. Og så kommer det med menighed som et tilvalg, i den grad det understøtter min tro – eller min tilværelse i øvrigt.
Når Bibelen taler om menighed, er det ofte meget mere livskraftigt og stærkt. Legeme med mange lemmer. Fællesskab af levende stene. Noget, der er skabt og givet – ikke et tilvalg eller en mulighed.
Jesus identificerer sig næsten helt uforståeligt med sin menighed – altså os kristne. Det kommer fx til udtryk i mødet med Paulus, som med vold og magt forfulgte de kristne, da Jesus stoppede ham og sagde: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? (APG. 9,4)
Måske er der nogle udfordringer til os i dag i forhold til det at være menighed? Ikke som en tyngende byrde, men en opmuntring for tro og liv.
Familie
Det der afgør, om du er en del af menigheden, er ikke hvor varm eller hvor god den er, eller hvor godt du føler dig hjemme eller som en del af den.
Det er nemlig en helt anden kategori. Lidt ligesom familie. Menigheden bliver du en del af ved dåb og tro. Så har du fællesskab med Gud Fader, Søn og Helligånd og dermed med alle lemmerne på hans legeme. Det er afgørende. For så er du en del af menigheden, af ”min fars velsignede”, som Jesus vil tage imod med åbne arme på den yderste dag.
Perfekt
Men min lokale menighed er bestemt ikke perfekt! Nej, ligesom du ikke er perfekt! For menigheden består at tilgivne syndere. Syndere som desværre sårer hinanden og træder hinanden over tæerne. Som ikke altid er kærlige, varme og omsorgsfulde. Som har brug for Guds nåde og tilgivelse. Det er det, der binder os sammen.
Måske er der også her en hjælp til din tro og holden-dig-til-Jesus? Jeg kender en præst som sagde, at vi skal være sammen i menigheden – så tæt sammen, så vi hele tiden bliver holdt smerteligt bevidste om, at vi virkelig har brug for Jesus. For når jeg bare er mig selv og sammen med dem, der ligner mig – og kun når og så længe jeg vælger det – kan jeg hurtigt ende oppe i tårnværelset af elfenbensboligen og tænke, at det helt overskyggende og grundlæggende problem er – alle de andre!
Måske har menigheden den opgave – som også en uges sommerferie med familien eller vennerne kan have – at minde dig om, at du behøver nåde og tilgivelse, når facaden krakelerer?
Opgave
”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse” er en opfordring, der sjældent er kø for at deltage i! Men tænk, hvis vi alle møder op, når menigheden er samlet med det indædte mål: I dag skal jeg simpelthen slå alle de andre i at være hengiven i kærlighed og imødekommenhed. Den gudstjeneste eller bibelstudiegruppeaften vil jeg rigtig gerne være med til!
Måske skal du være den, der tager initiativet?
I stedet for at blive spurgt om en opgave, så melder du dig selv til den og kaster dig ud i den. I stedet for at vente på at blive inviteret på café eller hjem til aftensmad, så inviterer du dem til kaffe. Også selvom du ikke plejer at ses med dem. Også selvom det ikke er sikkert, at de kommer med til samtlige runde fødselsdage, kobber- og sølvbryllupper i familien i al fremtid. Men bare til en hyggelig kop kaffe, hvor der måske kan blive en god åndelig snak, en hjælpende hånd eller en bøn.
Velsignelse
Blev det så alligevel ikke en masse byrder og ’du skal’, når snakken faldt på det med menighed?! Måske – men lad mig så slutte med: Menigheden er en kæmpe velsignelse. Ikke bare når vi læser Guds ord. Også i praksis.
Når jeg kigger tilbage, må jeg sige, at jeg står med en ufattelig taknemmelighed over at få lov til at være en del af menigheden. Lige så ufuldstændig og mangelfuld den er, lige så fantastisk og trosstyrkende er den.
Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis det ikke var på grund af menigheden!
Det er den, som har vidnet for mig om, hvordan Gud griber ind i ganske almindelige menneskers liv og skaber tro og frelse. Det er den, der har udvidet min horisont og vist, at det måske ikke altid er min måde at anskue tingene på, der er den eneste sande. Det er den, der har båret og trøstet mig, når jeg ikke kunne se lys for enden af tunnelen. Det er den, der har åbnet Bibelen for mig og vist mig nye dybder af Guds ord til udvidelse og grundfæstelse af min tro og tillid til Gud. Det er den, der har taget mig under armen, og sammen er vi gang på gang på gang gået til nadver og har modtaget Jesus selv. Hans nåde og evigt liv.
Jo, ”Guds menighed er jordens største under” – både nu og for altid!