Af stud.theol. Rasmus Vævest Nymann
Jeg skrev i foråret 2024 en bacheloropgave om et lidt kringlet emne. Jeg sammenlignede nemlig to forskellige udgaver af Esters bog:
- Den hebraiske, som vi kender fra vores autoriserede bibel.
- Den gamle græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som kaldes Septuaginta.
Septuaginta er den udgave af Det Gamle Testamente (GT), som de første kristne citerede fra på Ny Testamentes (NT) tid. Og selvom denne oversættelse for det meste er ganske brugbar, så findes der stadig steder, hvor der enten står lidt mere eller lidt mindre end i den hebraiske tekst, som vi kender den. Lige præcis Esters bog er et godt eksempel på dette.
En tilføjelse til Esters bog
Hvis du har en bibel med apokryfe skrifter, så har du måske opdaget, at man mellem GT og NT blandt andet har placeret ”Tilføjelser til Esters Bog”. Disse tilføjelser skal i virkeligheden indsættes i Esters bog på forskellige tidspunkter i handlingen, og de udgør den primære forskel mellem den græske og den hebraiske oversættelse – udover nogle enkelte vers, som også er forskellige i de ti kapitler, vi normalt læser.
Min sammenligning af de to udgaver af Esters bog havde et særligt fokus på tre personer – Ester, Mordokaj og kong Ahasverus – og hvordan de påvirker bogen som helhed. Kort sagt sammenlignede jeg altså disse tre personer med sig selv på tværs af den hebraiske og græske udgave af Esters bog.
Jeg vil her dele nogle enkelte eksempler på, hvad jeg opdagede:
Forblev Ester jøde?
Hvad er højdepunktet i Esters bog? Så vidt jeg kan se, er det nemlig et af de punkter, hvor der er forskel på de to udgaver af Esters bog.
Læser man den græske tekst (i Septuaginta), vil højdepunktet nemlig være, når hun går ind til kongen med sit liv som indsats. I vores danske bibel beskrives det kun ganske kort (Est 5,1-3), men i Septuaginta finder vi en dramatisk udfoldelse af episoden, hvor Ester er ved at besvime flere gange.
I den hebraiske udgave (vores danske bibel) vil højdepunktet for Ester i beretningen derimod være nogle kapitler senere, hvor hun afslører Haman som en skurk. Måden, hun gør dette på, sker dog ved at afsløre, at hun selv er jøde (Est 7,3). At Ester er jøde, har der ikke hersket tvivl om, hvis man læser i den græske tekst, hvor vi hører, at hun har bedt til Herren. Beskrivelsen af hendes liv på paladset er i den græske tekst også blevet meget udvidet for at understrege, at hun stadig holdt sig til sin jødiske levemåde (Est 3,20). Altså virker det til, at den græske oversættelse har prøvet at få Ester til at være mere jødisk, mens den hebraiske tekst giver muligheden for, at Ester faktisk vender tilbage til sin jødiske identitet – noget der også er på spil i samtalen mellem Ester og Mordokaj (4,12-14).
Er Mordokaj en profet?
Beskrivelsen af Mordokaj forbliver egentlig rimelig ens i de to udgaver af Esters bog, men han bliver sat i et markant skarpere fokus i den græske udgave. Tilføjelsen i apokryferne skaber en ramme om Esters bog, hvor hovedkonflikten bliver magtkampen mellem Mordokaj og Haman. Rammen skabes ved et drømmesyn, som Mordokaj får og selv tolker. Derfor bliver Mordokaj fremstillet mere profetisk og begynder også at ligne profeten Daniel en smule. Når magtkampen mellem Haman og Mordokaj kommer i centrum, betyder det også, at Mordokaj bliver mere politisk og aktiv.
Er kongen hovedperson?
Kongen i Esters bog, som vi kender den, er en ret usympatisk figur, der primært er optaget af at feste. Det virker derfor mærkeligt, at han tilsyneladende fungerer som hovedperson i den hebraiske udgave i vores bibel. Her er han den første og sidste person, som nævnes (Est 1,1; 10,1-3). Samtidig peger bogens struktur mod et centralt vendepunkt i kapitel seks, hvor kongen ikke kan sove (Est 6,1-3). I den græske udgave er det omvendt Mordokaj, der optræder først og sidst.
I det centrale vendepunkt er der også en væsentlig forskel på teksterne, hvor vores bibel siger: “Samme nat kunne kongen ikke sove” – og i den græske: “Herren fratog kongen sin søvn” (Est 6,1). I den græske tekst virker Gud altså som rammesættende for historien, mens kong Ahasverus er det i vores bibel. Jeg tror ikke, den hebraiske tekst vil sige, at Gud var totalt passiv, men derimod vil den præsentere kong Ahasverus som et modbillede på Gud: Lige så usympatisk som Ahasverus er, lige så sympatisk er Gud. Der er desuden noget spændende ved, at den hebraiske tekst ikke tilskriver kongens manglende søvn Guds indgriben, men det er på samme tid sådan, som jeg tror, vi ofte oplever Guds handlinger i livet.