Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Til.Liv.dk

Studerende på DBI har oprettet en ny hjemmeside for unge fra 18-30 år med video, forkyndelse og podcasts.

Af stud.theol. Anton Braüner, Lars Jensen og Kristoffer H. Enevoldsen

En ny platform – et nyt kald
Siden kirkens fødsel har Gud brugt de tilgængelige medier at nå nye generationer til omvendelse og opbyggelse. Da internettet blev bredt tilgængeligt, fik kirken igen en ny platform. Aldrig har det været nemmere at levere (opbyggeligt) indhold.

Alligevel er det vores oplevelse, at der i dansk sammenhæng pt. er en mangel på nogen, der med design og indholdsmæssig kvalitet kan formidle klassisk evangelisk luthersk kristendom i en dansk kontekst. I stedet overlades vi og de unge til at boltre os i mere eller mindre sunde platforme fra primært udlandet.

Netop den mangel er vi nogle DBI-studerende, der har oplevet som et kald: At få evangeliet formidlet på en ny platform. Om nogen tror vi fortsat på den opbyggelige bog, men bøger er bare ikke længere nye generationers primære medie – og derfor må vi følge med.

TilLiv.dk
Ud af disse overvejelser opstod idéen bag hjemmesiden TilLiv.dk. En ny og let tilgængelig online platform, der gennem prædikener og undervisning i lyd og videoer, artikler og relevante blogindlæg skal være med til at formidle den kristne tro til en ny generation. Den primære målgruppe er 18-30-årige, men håbet er, at indholdet bliver relevant og tilgængeligt for en bredere gruppe – både yngre og ældre. Platformen fik navnet tilliv.dk, da vi ønsker at formidle central kristentro: At Gud gav sin søn hen for os til evigt liv. Et budskab, der også altid sætter rødder i dette liv.

Norea Mediemission
Norea har i mange år arbejdet med mediemission – både ude og hjemme, men de har manglet en platform, der kunne række ud til den yngre gruppe i Danmark, så det var naturligt at samarbejde med Norea. Derfor er TilLiv.dk lanceret som en platform under og i samarbejde med Norea.

Tjek os ud og støt os
TilLiv.dk gik online primo marts, så kom endelig på besøg på www.tilliv.dk. Prøv at gå lidt på opdagelse, og hvis du bryder dig om indholdet og formen, så kom jævnligt tilbage og gør også gerne andre (især unge) opmærksom på platformen. Vi arbejder hårdt for og beder til, at den må blive Til Liv for mange. Deler du visionen med os, så kan du jo læse lidt på siden om, hvordan du kan støtte projektet.